2003 ifølge medierne

Lyt til artiklen

Bogen er en kronologisk gennemgang af begivenheder i året 2003 delt op i et afsnit om Danmark og et om udlandet. Den indeholder et koncentrat af nyhedsstoffet i dagspresse, radio og tv. Begivenheder er ikke alene handlinger og hændelser, men også meningsmålinger og udtalelser fremsat i medierne. For hver dag er døgnets begivenheder inddelt i forskellige kategorier som politik, administration, økonomi, kultur, massemedier, kriminalitet og ulykker. Det betyder, at vi i denne årbog kan finde statsminister Anders Fogh Rasmussens citat fra 21. marts efter en lang debat i Folketinget om at sende danske soldater til Irak: »Vi er delt i holdningen til den militære aktion i Irak. Men jeg beder om, det ikke går ud over soldaterne og deres familier«. Vi får også at vide, hvornår den danske ubåd 'Sælen' kom på plads i Den Persiske Golf, og hvornår TV 2/Nyhederne afslørede, at flere ministre ikke overholder hastighedsgrænserne. Vi ved, at Gyldendals regnskab udviste et overskud før skat på 21,5 mio. kr., og at der var premiere på 'Robin Hood' på Folketeatret i København. Fremragende oversigt 'Avisårbogen' indeholder også de politiske meningsmålinger fra seks analyseinstitutter med resultatet af samtlige prøvevalg fra 2003. Det giver hurtigt et overblik over bevægelserne. Og hvis man har flere årgange af bogen, kan man sammenligne. Der er også en oversigt med henvisninger til, hvornår meningsmålinger om emner som Irak, dankort, havearbejde, rygeforbud m.m. har været bragt i forskellige medier. Endelig afsluttes bogen med tre registre: realregister, personregister og et emneregister. Det sidste kræver megen tålmodighed. F.eks. er der 131 henvisninger under opslagsordet diplomati og endnu flere under Irak. Her kunne en underopdeling være på sin plads. For overblikkets skyld kunne man ønske, at bogen blev indledt med en oversigt over årets vigtigste begivenheder i et selvstændigt afsnit. Vel vidende at det er svært at vælge, men det skulle være de begivenheder, som vi senere har brug for, når vi spørger: Hvad skete der egentlig af store begivenheder i 1995? Det overblik er i dag svært at finde for danske begivenheders vedkommende. 'Avisårbogen' er en fremragende oversigt over årets begivenheder, som ville være endnu mere anvendelig, hvis den var elektronisk tilgængelig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her