Kære læser, du har allerede betalt for Jesper Strudsholms bog. Over din skattebillet. Danidas oplysningsmateriale er gratis. Men det er ikke nok til at få det gode budskab ud. Derfor har man prøvet noget nyt. Lad en af vores mest kompetente ulandsjournalister skrive teksten, lad en af vores bedste fotografer illustrere den og brug så det populære 'Turen går til ...' guide-koncept. Otte destinationer Resultatet er ved første øjekast indbydende, overskueligt, kortfattet og positivt. »Udgangspunktet (for bogen) er at udvikling er mulig, også for de fattigste«, erklærer Jesper Strudsholm da også i forordet. Bogen er et forsøg på at popularisere FN's såkaldte 2015-mål for en mindre skæv verden inden år 2015. Turen, vi skal ud på, har otte destinationer: (1) udrydde ekstrem fattigdom og sult, (2) sikre grundskoleuddannelse for alle, (3) fremme ligestilling mellem kønnene, (4) reducere børnedødeligheden, (5) reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder, (6) bekæmpe hiv/aids, malaria og andre sygdomme, (7) sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling og (8) skabe et globalt partnerskab for udvikling. Hjælp til selvhjælp Får denne svada dit blik til at flakke ned over avissiden, eller hænger du på endnu? Jesper Strudsholm er fremragende til at servere stoffet med opsigtsvækkende overskrifter i korte, menneskecentrerede historier og samtidig strejfe de fleste væsentlige problemstillinger i udviklingsbistanden. Ulandenes selvhjælp er bogens vigtigste, og mest oversete, historie om udvikling. Den 'historiske chance' for at gøre noget ved udviklingsproblemerne i 2005 blev forspildt, skriver Strudsholm. Men resten af bogen forklarer, at det ikke passer. Der var ikke nogen historisk chance, selv om Blair havde set lyset og popmusikerne sang for. I sidste ende kommer udvikling som et resultat af de fattiges egne anstrengelser. Det gælder både økonomi og politik. Noget af det mest effektive, de kan gøre, er at sende familiemedlemmer til de rige lande og begynde at overføre penge til hjemlandet. Strudsholm bruger Marokko og Somalia som eksempler på den enorme betydning, pengestrømmene i familierne har for udviklingen. På globalt plan har private overførsler nu overhalet den officielle ulandshjælp på 450 milliarder kroner om året. Manglende svar Også på det politiske område må ulandene klare sagen selv. »Den ubehagelige sandhed er jo, at de fattigste ofte bliver ignoreret af u-landenes egen regeringer«, konstaterer Strudsholm tørt. Det er afgørende for udviklingen, hvilken regering befolkningerne i ulandene finder sig i. En middelklasse, som ikke finder sig i korruption og elendig regeringsførelse, er det bedste middel til udvikling. At give dem adgang til vores viden, markeder og politisk støtte er god udviklingshjælp. På overfladen er 'Turen går til en mindre skæv verden' et produkt af og en appel om ulandsbistand. Under overfladen lurer tvivlen på, om hjælpen overhovedet hjælper. Strudsholm citerer afrikanske kritikere, der mener, »at bistand er en hindring for udvikling snarere end en hjælp«. Hvis det er rigtigt, at bistanden skaber »afhængighed, klientgørelse og en offer-psykologi«, hvorfor skal vi så blive ved? Strudsholm kommer ikke med et svar til læseren. Vi er selv blevet ofre 'Udviklingsbistand', dette begreb, som har defineret Danmarks rolle som et godt, solidarisk og socialt ansvarligt land i en todelt verden med ilande og ulande, donorer og modtagere, er hastigt ved at blive forældet. Forestillingen om 'udviklingen', hvor ulande pænt og ordentligt fulgte efter ilande op ad historiens trappe, er blevet smadret af den kaotiske 'globalisering'. Nu er vi, dvs. de rige nationer, selv blevet objekter for kræfter, der ligger uden for vores nationale kontrol. Kina, Indien og andre tidligere ulande har forvandlet sig selv til globale partnere og udfordrere af vores velstand. Udviklingsbistandens præmis var, at de fattige var ofre, og vi var skyldige. Nu er vi selv blevet ofre. Det vil befri os for vores skyldkompleks. Og det tror jeg ikke, udviklingsbistanden i længden vil overleve. Måske ikke engang til år 2015.