0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kampen mellem Vesten og Mellemøsten

Solid indføring i den 1.500 år gamle konflikt mellem Vesten og den arabiske verden. Og en påmindelse om, at Europa har en stor del af skylden. Uden os var araberne gået i glemmebogen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Åh nej. Ikke endnu en bog om kampen mellem Vesten og Mellemøsten. Kan vi dog ikke komme væk, videre til noget andet. Bare et eller andet andet?

Beklager. Træt af det eller ej.

Debatten om forholdet mellem det kristne Vesten og det muslimske Mellemøsten er kommet for at blive en rum tid endnu. Vil man deltage i debatten de kommende år, er der ingen vej udenom. Man må sætte sig lidt ind i konflikten og dens historiske rødder.

Profetens ekspansive strategi
Til det formål er den amerikanske journalist og forfatter Milton Viorsts lille bog ikke noget dårligt sted at starte.

Her får man på et par hundrede sider ridset hele den sørgelige historie om de to store civilisationers svare kvaler med at leve sammen op og som bonus endda trukket nogle perspektiver til fremtiden.

Konflikten går helt tilbage til Muhammed og profetens voldsomt ekspansive strategi for sin religion. Den var nemlig i vidt omfang - og med stor succes - rettet mod kristne regioner i Europa og Byzans, hvilket betød, at begge sider lige fra starten betragtede hinanden som fjender. En følelse, som desværre blev holdt flittigt ved lige fra begge sider i de kommende århundreder.

Fødselshjælperne
Først var det Europa, som var under belejring fra muselmændene i nogle hundrede år. Så slog Vesten igen med korstogene. Så skiftede balancen atter med de osmanniske erobringer i det østlige Europa, for så de sidste par hundrede år atter at vende til fordel for Europa, der i begyndelsen af sidste århundrede koloniserede det arabiske kerneområde.

Netop når det gælder araberne som folkeslag har Viorst en overraskende pointe. Dem tager vi jo i høj grad for givet i vore dage, men under osmannerne var araberne som folk faktisk stort set forsvundet fra verdensscenen.

Fødselshjælperne til arabernes genkomst var ved skæbnens ironi de kristne missionærer, der huserede i regionen fra begyndelsen af det 19. århundrede. De havde ikke meget held med at omvende araberne, men de lærte til gengæld mange af dem at læse, indførte dem i bogtrykkerkunsten og derigennem i den vestlige tænkning og ikke mindst nationalismen.

Da krudtrøgen lettede
Det fik den utilsigtede virkning at skabe en arabisk elite, der begyndte at tænke i nationalistiske baner. I begyndelsen uden de store konsekvenser, men da det osmanniske rige for alvor begyndte at falde fra hinanden under Første Verdenskrig, blev det anderledes alvorligt.

Her pustede Vesten, i form af det britiske imperium, til den ulmende arabiske nationalisme ved at love - eller i det mindste lade araberne tro, at man lovede dem - frihed og uafhængighed efter krigen. Hvad der naturligvis ikke blev til noget.

Da krudtrøgen lettede, delte Frankrig og Storbritannien rovet efter osmannerne. For at gøre forvirringen fuldkommen var den britiske udenrigsminister endda under krigen kommet til at love Palæstina væk til jøderne.

Vesten ikke uden skyld
Så havde vi jo balladen, som vi kæmper med den dag i dag. Vesten havde vakt araberne som folk og straks efter overbevist dem om, at man alligevel ikke ville dem andet end ondt.

Havde Vesten været lidt mindre ivrig for at opløse det osmanniske imperium eller holdt lidt mere igen med løfterne - eller rent faktisk holdt dem - ville den arabiske nationalisme efter Viorsts mening aldrig for alvor være blevet til noget.

Lad dem rede trådene ud selv
Spørgsmålet er nu, hvordan vi kommer videre. Viorsts bud er, at det bedste, Vesten og især USA kan gøre, er at stikke piben ind og lade araberne rede trådene ud selv.

Forbilledet er efter hans mening den libanesiske fredsaftale, der blev indgået i den saudiarabiske by Taif i 1989. Det var et rent arabisk initiativ og viser netop derfor efter Viorsts opfattelse vejen frem, også når det gælder den betændte situation i Irak.

Måske har han ret. Men det siger alligevel noget om, hvor galt det står til, at Libanon fremstår som det gode eksempel.