Folkeskolen og forslag til ny lov diskuteres med brask og bram. Ministeren er nogenlunde klar i mælet: Folkeskolen skal strammes op, standardiseres, kontrolleres, og så skal der undervises. Folkeskolen skal rettes ind efter en målestok, der tager bestik af PISA og den form for international sammenligning. En skole er en skole Lærerne protesterer og går i demonstration for at bevare en skole, der sikrer dannelse som formål med skolen, og forsøger at hindre en så kvælende styring, at lærer og elever mister lysten. Og så kommer Torben Weinreich med sit eget forslag. Det er hverken skåret over ministerens læst eller lærernes. Det går sin egen vej, Weinreichs vej, og den handler om god, lærerformidlet undervisning. Med Weinreichs ord: En skole er en skole. Bedre undervisning Forslaget er udformet som en egentlig lov om folkeskolen, fikst sat op med paragraffer og begrundelser. Formålet strammer op i forhold til alle de opgaver, der enten er 'smuglet' ind i skolen eller stiltiende hviler på læreren som noget, han/hun også skal forholde sig til (f.eks. børn og sorg, børn og skilsmisser), de skal ud, opgaven er at undervise børn, så de lærer noget. Fagrækken er den kendte, 20 procent af indholdet fastsættes af ministeren, skolen styres af lederen og lærerne. Forældrene? Deres rolle er udspillet på styrelsesplan. Der skal være mulighed for at klage, men lidt usikkert, hvem der egentlig kan det, og der er i hvert fald begrænsede appelmuligheder. Børnene skal gå i skole i ti år, de skal evalueres, ikke med standardiserede test, det er noget, skolen selv afgør, prøver skal fortælle standpunkt og hjælpe til en bedre undervisning. Ærlig vilje Den bedste skole, siger Weinreich, er »en undervisende skole, præget af fagligt og pædagogisk dygtige lærere ...«. Derfor skal lærernes efter- og videreuddannelse styrkes, skolen skal have mere synlig ledelse, forældrene hører hjemme i miljøet omkring deres barns klasse, ud med det direkte demokrati - ind med faglighed og respekt for undervisningen. Når det handler om undervisning, så er demokrati en misforståelse, derfor er der ikke rigtig brug for forældrene. Og elevdemokratiet - det er nærmest bortelimineret. Skolen skal professionaliseres. Hvad er det for en slags skole, Weinreich vil genetablere? Er det en røst fra fortiden, der taler gennem sit medium, Torben Weinreich? En første gennemlæsning kan godt give det indtryk, men måske er det alligevel lidt uretfærdigt at hævde det. For der ligger en ærlig vilje til at udvikle skolen - også undervisningen. Ikke uden problemer Men en konservativ tilgang? Ingen tvivl om det, og den opfattelse får en særlig dimension, når man på bogens flap læser om Weinreichs egen vej ind i skolen: Det startede som helt lille sammen med moderen, der gjorde rent på Ordrup Skole, senere fulgte faderen ham derhen i første klasse, det blev til seminarieuddannelse, cykelvikarjob, videreuddannelse, Weinreich, der gik sin egen vej, men fastholdt billedet af den rigtige skole, der skaber faglig tryghed og holder sig til sin opgave, som den næsten kan føres tilbage til 1814. Uanset hvordan verden så end ændrer sig. Det er der noget meget konservativt over, men også noget andet, der drejer sig om at komme tilbage til udgangspunktet på den ene og den anden måde - og så tage den derfra. Det befriende ved Weinreichs forslag er, at det er et forsvar for en skole, der indimellem må opleve sig udsat for mange beskyldninger og bedrevidende forslag - også fra personer, der ikke har sat deres ben i skolen, siden de selv gik der. Weinreich ved, hvad han taler om, han har selv været der, fra han knap kunne gå. Hans problem er snarere et andet: Han er ikke rigtig kommet ud af skolen endnu og har fået øje på, at den store verden stiller andre og nye krav - også til skolen.