Religion og tro er svært at forstå for sekulære danskere som mig. Ikke så meget den danske hyggetro på 'et eller andet', den er behagelig nok og dejligt uforpligtende. Hvem vil ikke gerne helgardere sig, når det er gratis? Ubegribeligt Det, som er vanskeligt at fatte for undertegnede, er de seriøst troende. De, der helt alvorligt kan tro på én helt konkret gud (eller flere), på én hellig bog, på helvede og himmerige som fysiske realiteter, der venter forude. Og at nogen kan gå planken helt ud og gå i døden for deres tro, er mig nærmest ubegribeligt. Mange eksempler Men det er ikke desto mindre sket gennem hele historien, fra Jesus til nutidens selvmordsbombere, uden nogen sammenligning i øvrigt. Og det skete også under Anden Verdenskrig. Ikke når det gjaldt jøderne, for hvem skæbnen var beseglet alene i kraft af deres forfædres tro, men for Jehovas Vidner, som nazisterne nådesløst forfulgte. De kunne slippe ud af koncentrationslejrene, hvis de frasagde sig deres særlige variant af den kristne tro. Men det gjorde en stor del af dem overraskende nok ikke. De holdt på deres, selv om det ofte kostede dem livet. Lidt for rosenrødt Den historie har Max Liebster, en tysk jøde, som imod alle odds overlevede seks år i de tyske koncentrationslejre, ganske ret i ikke er nær så kendt, som den burde være. Det forsøger han at rette op med sine erindringer, og det er som udgangspunkt al ære værd. Desværre er Liebster bogen igennem forhippet på at fremstille Jehovas Vidner som idealmennesker, der trods de ekstreme omstændigheder i koncentrationslejrene ikke kender til grådighed, desperation og svig. Uden at have været der selv har jeg svært ved at tro, at det virkelig kan have forholdt sig helt så rosenrødt. Nogle brodne kar må der have været også blandt Jehovas Vidner, og ved konsekvent at photoshoppe dem ud taber Liebster meget i troværdighed. Grænsende til det missionerende For selv om der er noget ærefrygtindgydende ved så stærk en tro, kan man ikke slutte bagud og gå ud fra, at fordi en gruppe døde for deres principper, så levede de et dadelfrit liv. Det gør ingen af os, heller ikke Jehovas Vidner. Ikke dermed sagt, at Max Liebsters lille erindringsbog er ligegyldig eller noget svindel, slet ikke. Det er altid rystende at læse om Holocaust, og det gælder også hos Liebster, hvis personlige historie er forbløffende. Men kombinationen af skønmaleriet og det faktum, at han selv er konverteret til Jehovas Vidner, får ham sine steder til at virke meget sekterisk; grænsende til det missionerende.