Barndommen i dag er institutionaliseret i en grad, ingen havde troet mulig for blot en menneskealder siden. Børn lever tusinder af timer i institutioner, her tilføres de uhyre vigtige bidrag til deres dannelsesproces. Derfor er det meget vigtigt, hvordan disse institutioner er udformet rent fysisk. Vi har masser af undersøgelser om pædagogikken, om det sociale miljø, om den voksnes styring af børnegruppen og nu også undersøgelser af læreplanerne i institutionen. Vi har også undersøgelser af pladsforholdene. Men hvordan børns socialisering spiller sammen med den fysiske udformning af deres miljø, er kun sporadisk belyst. Spændende tværfagligt felt Det forsøger denne antologi i betydelig udstrækning at råde bod på. Den fremlægger et spændende tværfagligt felt, der inddrager og samtænker antropologi, sociologi, pædagogik, filosofi og arkitektur. Her er analyser af rummenes konkrete udformning og indflydelsen på børns legemønstre og sociale samspil, her er teorier om bygningers fysiske miljø som en særlig 'koreografi', her er afdækning af de fysiske rammer som koder, der rummer en skjult regulering og disciplinering. Åbning mod et nyt forskningsfelt De teoretiske bagmænd er i høj grad Pierre Bourdieu og Michel Foucault, men der præsenteres også en regulær analysemetode benævnt en rumsyntaktisk metode, der forsøger at trænge ind til den særlige 'grammatik', der udvikles i bestemte fysiske omgivelser. Bogen inddrager analyser fra daginstitutioner, skoler, fysioterapi i den frie natur, boligen for familien, hospitalsmiljøet og DGI-byens badelandskab. Det spændende ved bogen er især dens åbning mod et nyt forskningsfelt, der forsøger at opdyrke en ny form for tværfaglighed. Der er lang vej endnu til egentlig brugbare anvisninger til arkitekterne, der bygger nye institutioner, men de kan uden tvivl hente betydelig inspiration. Det samme kan de politiske beslutningstagere, der afsætter de økonomiske rammer for børns opvækst.