Hvis vrede muslimer har ønsket Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose hen, hvor peberet gror, så er det ikke godt at vide, hvilken destination de har i tankerne for den amerikanske filosof og neurolog Sam Harris. Der er udsigt til en rigtig lang rejse. For det er ikke kun troende muslimer, der vil tage anstød af Harris' provokerende bog 'The End of Faith', som i fjor blev belønnet af Amerikansk PEN som bedste 'ikke-fiktive' værk. Også jøder og kristne, ja for så vidt alle med en religiøs overbevisning, må føle sig ramt af den hårde kritik. Gudstro det samme som alkymi Spot, hån og latterliggørelse, De kender remsen, er den skarpskydende forfatters ammunition i kampen for at nedlægge religionerne. Fra første side står det klart, at det hellige er alt andet end helligt hos Harris. Han kan ikke forstå, at vi - og vi betyder i denne sammenhæng nogenlunde hele menneskeheden i umindelige tider - har tilladt religion at indtage en så dominerende rolle. I hans øjne er gudstro det samme som alkymi. Med andre ord: ren og skær humbug. Hvordan kan man i ramme alvor tro, at Jesus Kristus blev født af en jomfru, gik på vandet og genopstod fra de døde? Eller at profeten Muhammed fik en guddommelig depeche via en engel? Inderlig modvilje mod troen Jo hurtigere religionens mystik og magi bliver afsløret og udstillet, desto bedre for verdens tilstand, mener Harris. Ikke mindst nu, hvor yderligtgående religiøse kræfter har mulighed for at forbinde deres reaktionære univers med højteknologiske våben, sågar atomsprænghoveder. Religionsudøverne, i Harris' udlægning, er dermed gået fra at være blot moralister til at udgøre en dødsensalvorlig fare for sikkerheden i mange samfund. Dette skrækscenario parret med religionens krav på kategoriske sandheder og dogmatiske forskrifter er summen af Harris' inderlige modvilje mod 'ufornuften', læs: troen. Nå ja, vil den kritiske læser måske indvende, men Harris har vel ikke glemt, at der findes troende mennesker, som hverken vil omvende, nedbrænde eller myrde i den hellige sags tjeneste. Langtfra alle, vel nærmest de færreste, som slår korsets tegn eller lægger sig på knæ for Allah, er jo ekstremister. Ateismens principielle overlegenhed Det medgiver Harris, men med den ikke uvæsentlige tilføjelse, at de såkaldte moderate eller almindeligt troende faktisk er de værste. De allermest skingre inden for enhver religion er nemme at genkende og dermed at tage afstand fra. Men de, som hylder moderationen i religionen, er i virkeligheden de sande alkymister. Det er dem, som understøtter og legitimerer åndshistoriens største og mest succesfulde bedrag, og det vel at mærke ikke i middelalderen, men her i det nanoteknologiske 21. århundrede. Hvis ikke man, som de moderate, tror fuldt ud på den pågældende religions univers, enten det hentes i Bibelen, Toraen eller Koranen, så har man i praksis kapituleret til sekularismens værdier. Og er man først slået ind på det spor, må man erkende ateismens principielle overlegenhed, lyder det fra Harris. Betegnelsen 'moderat muslim' er meningsløs Sam Harris, der er uddannet på amerikanske eliteuniversiteter og skriver for en række blade og magasiner, argumenterer ned til mindste komma for sine synspunkter. Ingen religion - med en pudsig og selvmodsigende undtagelse af buddhismen - finder nåde for hans blik. Men han er ikke lige demokratisk i sin strafudmåling: Jødedommen får et par lussinger, kristendommen en mavepuster, mens islam sparkes til lirekassemand. Muslimernes tro er Vestens værste trussel, langt større end de amerikanske nykristnes afvisning af darwinismen og andre naturvidenskabelige landvindinger. Problemet med islam, i henhold til Harris, er, at Koranen og haditherne om profeten Muhammeds eksemplariske livsførelse kræver en fundamental lydighed. Og denne lydighed er ikke forenelig med et samfund, der hviler på oplysningens hjørnestene: pluralisme og rationalisme. Harris afviser derfor, at betegnelsen 'moderat muslim' giver nogen mening, og skal den altødelæggende konfrontation mellem Vesten og islam forhindres, kræver det, at »de fleste muslimer lærer at ignorere det meste af deres kanon«. Forfriskende trut i hornet I et terrorperspektiv er muslimerne særligt problematiske, fordi deres religion bifalder selvmord som kampmiddel. At stå ansigt til ansigt med en modstander, der ligefrem har en kultisk dyrkelse af døden, bringer os tættere på den store apokalypse. Så galt behøver det naturligvis ikke gå. Sam Harris, hvis fyndige udfald er medrivende, men samtidig tenderer det ensidige, spilder ikke mange kræfter på at overveje, om islam mon ikke er farligere inden for sin egen kulturkreds end i forhold til Vesten. Få vil formentlig afvise - slet ikke i lyset af Muhammedkrisen - at den virkelige kamp i islam står mellem fundamentalister og moderate. Man kan så - som Harris - have svært ved at få øje på ægte moderation i islam, forstået som muligheden af ustraffet at kritisere tekststederne og tage afstand fra deres mange umoderne påbud, men bl.a. herhjemme ser vi tydeligt den indre konflikt blandt muslimer i synet på, hvordan troen bedst efterleves. I sidste ende gør det dog ingen forskel for Harris. Religion som sådan er en dårlig idé, og tanken om at forfine og humanisere vores civilisation uden Gud i centrum, endsige i periferien, er hans drivkraft. Men selv om det formentlig går hans noble projekt, som det gik Don Quijote med vindmøllerne, er det i gudsjammerlige tider som disse forfriskende med et ægte liberalt trut i hornet for ateismens og sekularismens glæder.