0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lidenskab og koneråd i Camilla Plums 'Blomster'

Har man ikke have med alt, hvad dertil hører af blomstrende helte og hystader, er det masochisme at læse Camilla Plums 'Blomster'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Pæoner ER fantastiske. Foto fra bogen.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At kunne lide blomster er det mest banale udsagn, man kan komme med, selvfølgelig kan man det, ellers er man da ikke rigtig klog. Ikke mange andre glæder er så universelt accepteret som god og helsebringende som glæden ved blomster«.

Sådan skriver Camilla Plum mod slutningen af sin frodige bog 'Blomster'. Vi er altså på fast grund her, både moralsk og æstetisk.

Men når det er sagt, må vi også se i øjnene, at blomster kan være en lidenskab, der kan kamme over - dog sjældent til skade for andre end den ramte selv. Og skaden står næppe mål med nydelsen. Hvor mange lidenskaber kan man sige det om?

Planterne er de sande helte
Som sædvanlig strør Camilla Plum gavmildt om sig med jordbundne og slagfærdige koneråd, og hun er ikke bleg for at betale sine lærepenge i fuld offentlighed.

Men næsten hver gang hun har sat en plante helt forkert i tid og sted, bliver hun reddet af de sande helte - planterne, som ikke ved, at de ikke 'bør' kunne alt det, de kan. Nogle går naturligvis ud, andre kaldes ligefrem hystader (dem gider hun ikke have), men for det meste indgyder de ærefrygt og kærlighed.

Rettidig omhu
'Blomster' er organiseret efter årstiden, så vi begynder med de løgplanter, der vist har en stor plads i Camilla Plums hjerte og have - der findes søreme også mange af dem - og slutter med den første sne efter nytår.

Allerførst hører vi om den bondegårdshave, hun og familien flyttede til i 1996, og det er her, det vil være en stor fordel for læserens motivation at være i en bare nogenlunde lignende situation. Det er jeg, og det er min eneste kvalifikation til at skrive om denne bog. Så er I advaret, Søren Ryge og andre!

Det er åbenbart en banalitet i havebøger at formane folk om, at de altid skal lade en sæson gå, før de kaster sig ud i egne projekter i en gammel have. Som Camilla Plum skriver, så har forgængeren i haven måske også haft drømme og måske ligefrem en plan.

»Det er ikke sikkert, at alt har været særlig gennemtænkt, men der er nu flere haveejere med sans for tingene end det modsatte«. Og selv om en have er totalt tilgroet, kan der findes skjulte skatte. Det første råd er altså 'Vent'. (Passer mig fint.) Ellers er det vist det nu af Mærsk-koncernen annekterede udtryk 'rettidig omhu', der først og fremmest gælder. (Det er straks værre).

Underholdende idiosynkrasier
Efter en dvælen i løgplanternes rige, hos tulipaner, krokus, vibeæg, pinseliljer, scilla og alle de andre, går lystrejsen til blomster i græsset, violer, mandler, primulaer og aurikler, skvalderkålens overmand og klematis, for nu at nævne de første kapiteloverskrifter.

Med en lille afstikker til de grimme plastikmøbler, vi garnerer vores dyrt indkøbte og med møje og kærlighed fremavlede planter med - af ret beset uforklarlige grunde. (Grunden skulle da være, at med alt det arbejde med planterne gider man bare ikke at male havemøbler? Men man kunne måske gemme dem lidt af vejen, når de ikke bruges?).

Camilla Plums idiosynkrasier er alle underholdende og forståelige, men hun gør dem ikke til andet end det. For eksempel hendes afsky for ribes og forsytia sammen. Hun har også noget mod de sejlivede Apeldoorn-tulipaner, som jeg højagter af samme grund. Men okay, de minder ikke just om Rembrandt.

Beskæring er en slags smitsomt vanvid
Til gengæld elsker hun georginer, selv om - eller fordi - de ifølge hendes opdragelse ikke er god smag. Sådan kan selv et ungdomsoprør komme til udtryk gennem blomster. I andre sammenhænge udtrykker Camilla Plum stor veneration for sin mors blomstertraditioner og -evner.

»Beskæring er en slags smitsomt vanvid, intet er så farligt og ukontrollabelt for frodigheden i en have som en mand med en beskærersaks. Når han først er i gang, bliver der klippet og studset, hærget og regeret, til der ikke er en eneste uordentlighed tilbage derude«.

Klematisskud skal ledes, så de ikke klumper, og kun beskæres, hvis de er blevet bare og tørre forneden og dingler i en stor kvast foroven. (Nu tør jeg måske også prøve klematis. Hvis altså jeg får at vide, hvordan man så beskærer, hvis den rettidige omhu har svigtet).

Mors realismehammer
Med latyrus rammer vi et ømt punkt: for de har aldrig i mit lange liv beredt mig andet end skuffelser over min egen uformåenhed. Og jeg elsker latyrus!

Efter »sommerblomsterne, de frækkerter, vores redning« kommer et kapitel om valmuer, et om 'De toårige' som studenternelliker, gyldenlakker, digitalis, marieklokker med flere - og stokroser. De sidste hører, skriver Plum, til det forlorne billede af landlig idyl, men indeholder også et løfte om lykke.

Og så falder mors realismehammer: »I virkeligheden er de ret vanskelige, når de står op ad husmure med en tagrende over«. I det hele taget, forstår man, er tagrender efter blomsters mening noget, fanden har skabt. Camilla Plum genrejser stokrosen som dejlig haveplante i slægt med hibiscus. »Hele stokrosestængler er meget vanskelige i vand og ikke noget særligt. Det er derimod en flad skål med koldt vand, hvor de enkelte blomster kan ligge i dagevis og tage sig ud«.

Pæoner er fantastiske
Efter 'Staudebed' og 'Skærehave' kommer vi til det kapitel, der nok rykkede mest i mig: 'Pæoner'. Jeg kan ikke på stående fod gøre rede for forskellen på pæoner og bonderoser, men det vil være i Plums ånd at tilgive mig det.

(Værre er det med sorter og arter, men det må jeg nok hellere spørge om i enrum). »Hvis man virkelig vil have blomstrende pæoner i en lang periode, skal man have nogle af arterne, hvis man kan få fat i dem. De er allertidligst, og de er vanedannende, hundedyre og henrivende«.

Den gode nyhed er, at pæoners ry for at være vanskelige, umulige at flytte og svampeudsatte er »som så megen havevisdom, en sandhed med modifikationer«. De har tværtimod en sejlivethed, der er imponerende, påstår Plum. (Vi får se: der står faktisk, på billederne, en klump pæoner i min nye, nordvendte have).

Kort sagt: Pæoner er godt, mange pæoner er fantastisk.

De nemme blomster
Akeleje er en anden af mine yndlinge, og storkenæb er vist ligefrem kommet på mode. (Min sommerhusnabo giver sine ukrudtsgift - hvad mener I?). Og så er der lupinerne, som jeg altid sender de kommunale myndigheder en venlig tanke for at sætte på en vejskrænt.

De nemme blomster er ellers ikke agtede; noget Camilla Plum heldigvis harcelerer over. Nogle er dog også alt for nemme, men: »Grænsen mellem ukrudt og krudt er kun der, hvor vi sætter den«.

Vi læser os åndeløst hen mod en af mine nyere svagheder, georginerne, men først kommer dagliljerne, som jeg er ved at vænne mig til (de ser alti