Et frimærkestort foto på forsiden af 'Mig og caminoen' viser en glad, hvidskægget mand med korte bukser, kraftige knæ, vandrestav og grønne åse i baggrunden. Pensionisten Henrik Friediger er ikke turist. Han er pilgrim. 900 kilometer til fods på en måned er ikke sport, men en indre søgning efter, ja efter hvad? Hvad kan man finde på nordspanske stier, som man ikke finder derhjemme? Et fællesskab af mennesker fra alverdens lande sammen om at sætte den ydre verden på pause. Om at være pilgrimme for en tid. Jesus tæt på kroppen Friediger skriver mundret og muntert om stort og småt, der strømmer gennem hans hoved, som han traver af sted gennem Nordspanien på vej til Santiago de Compostela. Bogen former sig som en dagbog med optegnelser for 30 dages vandring. Formiddagens store mål, eftermiddagens lykkelige træthed, landskaberne, byerne, udskænkningsstederne, refugierne og andre pilgrimme fylder bogens sider. Han går alene, men har venner overalt. Vi hører meget om pensionistens imponerende travefærdighed. Godt helbred er en kongekrone, som kun den syge ser. Hans gudstro er Luther uden helvede. For Friediger er Gud kærlighed, ikke arvesynd og straf. Han mærker kærligheden bølge gennem kroppen: »Jesus helt tæt inde på sig. For mig var det meget stærke ord... Pludselig kunne jeg mærke en varme i mit hjerte. Og derfra strømmede varme og glæde ud i hele kroppen. Det var en henrykkelse. Den varede nogle minutter. Så aftog den, og mit humør var pragtfuldt og mit sind fuldt af taknemmelighed«. Der venter ingen forløsning Forfatterens 'lille djævel' danner kontrapunkt til hans kosmiske kærlighed. Hvis hans kærlighed er altfavnende, er hans foragt pudsigt småtskåren. Helt til sidste side er han sur på franskmænd. Henriks foragt for mennesker født i Frankrig bliver et gennemgående tema i bogen. Som han skriver »kan jeg elske dem, kan jeg elske alle«. Denne besynderlige negative nationalisme bliver hurtigt usympatisk. Henrykkelse bliver til ensomhed og depression for vores pilgrim og så atter igen til glæde ved livet, ved stærke knæ, frisk luft og god vin. Der er noget manisk over pilgrimmen. Der venter ingen forløsning, indsigt eller begivenhed ved målet for hans vandring. Han beder i katedralen, hvor caminoens tusind år gamle grundlægger ligger begravet. På pilgrimsfærden er det mest påtrængende problem fra den ydre verden den nye pave og hans konservatisme. Charmerende causeri Friediger taler om sværdet og maurerdræberen Santiago Matamoro, caminoens grundlægger. Den rette tro krævede, at man dræbte og fordrev de vantro jøder og muslimer og gjorde den iberiske halvø kristen, og det er dét, pilgrimmene fejrer. Når Henrik Friediger i dag følger i fodsporene på denne tradition, må man spørge, hvordan han bringer Guds kærlighed til jøderne og muslimerne? Det er en svaghed ved bogen, at de store temaer, den anslår, om kirkens knusende, splittende og kæmpende tro, symboliseret ved sværdet, og pilgrimmens ydmyge, altfavnende, kærlige tro symboliseret med muslingeskallen, efterlades inderligt uforløst. Når det er sagt, er 'Mig og caminoen' et vellykket og charmerende causeri om vor tids pilgrimme, med Henrik i en underholdende hovedrolle og med en perlerække af små skarpe portrætter af almindelige menneskers kortvarige forvandling til søgende i caminoens store fællesskab.