Sekularisering betyder verdsliggørelse og er i stigende grad blevet ensbetydende med fortrængningen af religion fra det offentlige rum. I en vis forstand kan sekulariseringstendensen spores tilbage til Jesu forkyndelse, der som bekendt ikke anså sit rige som et rige af denne verden og i øvrigt mente, at man skulle give kejseren, hvad der tilkom ham, og Gud ditto. I reformationen og oplysningstiden blev adskillelsen mellem det åndelige og det verdslige politisk virkelighed, og således er den vesteuropæiske historie i høj grad en sekulariseringshistorie. Som seksuelle lyster Men ifølge chefredaktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjeragers nye debatbog, 'Gud bevare Danmark. Et opgør med sekularismen', har sekulariseringen sejret sig ihjel og er blevet til en ideologi, sekularismen, »hvis dybeste anliggende er at fordrive kristendommen fra samfundet«. Sekularisme er den monomaniske bekendelse til det verdslige samfund, og hovedfjenden er følgelig religionen, i særdeleshed kristendommen, der stadig præger samfundet f.eks. gennem ægteskabspagten mellem stat og kirke. For sekularisten er religion en lige så privat sag som seksuelle lyster, og ud fra devisen om, at man må tro, hvad man vil, bare det ikke har nogen betydning, skal religionen slås ned, hver gang den bilder sig ind at kunne få en stemme indført i den offentlige debat. Ophøjelse af sekularismen til religion Bjerager anholder imidlertid sekularismen for (mindst) to alvorlige fadæser. For det første lader den hånt om de fælleseuropæiske værdier, der i vid udstrækning stammer fra den kristne tradition og etik. I forsøget på at formulere religionsuafhængige samfundsmodeller tyr sekularismen fra tid til anden til deciderede historieforfalskninger, som f.eks. i præamblet til den europæiske forfatningstraktat, hvor kristendommen ikke med et eneste ord blev nævnt som kilde til europæiske værdier. Ikke engang kulturkristendommen vil sekularisterne anerkende. Og for det andet er der indbygget en alvorlig risiko for konfliktforøgelse i sekularismen. Dels i mødet med den islamiske verden, hvor yderligtgående kræfter opfatter det gudløse og ikke det kristne samfund som den alvorligste trussel, dels ved en ophøjelse af sekularismen til religion, sådan som det især skete i det 20. århundredes totalitære ideologier. Glimrende Uden religion går den ikke, bemærker Bjerager flere gange, og demonstrerer derpå, hvordan samtlige 'ateistiske' statsdannelser fra Albanien til Nordkorea har skejet ud i sekulære kulter og quasireligiøse utopier. I den kontroversielle debat om religion og politik indgår 'Gud bevare Danmark' som et slagkraftigt forsvar for kristendommens kulturbærende betydning - i fortid såvel som i nutid. En debatbog, der er glimrende, ikke mindst fordi den både udfordrer enhver letkøbt sekularisme og den rabiate religiøsitet.