Huser du den vildfarelse, at ligestilling mellem kønnene er realiseret, så glem det! De, der hævder den slags, lyver, siger krimidronningen Liza Marklund og hendes ven Lotta Snickare i bogen 'Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden'. Sidder man nu med et smørret grin fuldt overbevist om, at endnu en omgang skinger feministisk skamridning af fnuggede myter har set dagens lys, så kan man tørre sig. De svenske damer hugger til på kvalificeret grundlag. Kulturelle kønsforskelle Nordisk kønsforskning har gennem årtier påvist den forskelsbehandling, piger og kvinder dagligt udsættes for i børnehaven, i skolesystemet, på arbejdsmarkedet og i medierne. Det er denne viden, forfatterne støver af og supplerer fra eget privatarkiv. Og eksemplerne står i kø; børnehaveknægte behøver bare at grynte ved frokostbordet, så har de servicemindede piger hældt mælk i deres glas. Drenge får mere fysisk plads, mere taletid og større læreropmærksomhed i skolen end pigerne. Jo ældre pigerne bliver, des mindre fylder de pladsmæssigt. Og jo dygtigere de er, des mindre læreropmærksomhed får de. Alt dette er ikke resultatet af naturlove, det er kønsforskelle, vi konstruerer kulturelt, pointerer forfatterne, mens de stabler eksemplerne. Networking Efter turen i barndomsland koncentrerer bogen sig om arbejdsmarkedet og kvinders muligheder for at avancere i stillingshierarkiet. Gennem en række påstande hudfletter de situationer, hvor kvinder på trods af kvalifikationer skubbes til side eller usynliggøres til fordel for mandlige kollegaer. Vi introduceres for 3R-metoden, et redskab til måling af ligestilling, og når omkring professor Berit Ås' fem udødelige herskerteknikker for afslutningsvis at blive udstyret med råd om, hvordan man håndterer konkurrencen med mænd på arbejdsmarkedet. Pladsen i helvede, som bogens titel refererer til, har Madeleine Albright udpeget. Selv var hun aldrig nået til tops i amerikansk politik uden Hillary - og uden networking blandt kvinder, siger hun. Netværk og mentorordninger, vitale strategier er derfor noget af indholdet i Marklund og Snickares værktøjskasse. Ud i krogene Der er vægtige grunde til at hilse udgivelsen velkommen. De forhold, bogen belyser, må underlægges manisk repetition, indtil forandringerne indtræffer. Alligevel lurer ambivalensen et sted i baghovedet. Jeg bliver træt i hængslerne, når arbejdsmarkedet og lederstillinger atter træder i centrum for en problematisering af nationens uligestilling på kønsområdet. Vel er arbejdsmarkedet da en knast af de store, men som læser savner man, at projektøren drejes ud i krogene. Hvad med medierne, massekulturen og seksualiteten for eksempel? Kønnet begrænser Med sit oplysnings- og empowermentsigte henvender bogen sig primært til kvinderne selv. Klart, at kvinder skal tage ansvar for egen situation. Men hvad med dem, der sidder på magten; politikere, erhvervsledere og chefredaktører? Hvordan ommøblerer man tingene i deres hoveder, så de indser, at kønsligestilling ikke bare gavner det lokale arbejdsmiljø, men er en samfundsøkonomisk gevinst i stor skala! Og endelig: Når nu forfatterne peger på vigtigheden af at underbygge sin kritik med eksisterende forskningsresultater, hvorfor så aldeles overse den nordiske mandeforsknings mange bidrag? Kønnet begrænser kvinder, ja! Men i talrige situationer begrænser det faktisk også mænd. Denne viden findes og bør i al respekt bruges, når vi diskuterer ligestilling mellem kønnene anno 2006.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























