Hvordan opstår fornemmelsen af gennem de Islandske Sagaer at komme meget tættere på mine egne rødder, end læsningen af Bibelen nogensinde har bragt mig? Bliver det nogensinde helt til at forstå?«. Sådan spørger Palle Kjærulff-Schmidt sig selv i sin nye bog 'Lys og skygge'. Den indre dialog om naturen, historien og tilhørsforholdet til Erik den Rødes atlantiske verden er intens og medrivende. Her møder læseren en rejsende, som giver sig tid. En rejsende som giver plads til det fremmede. En rejsende, som ikke kun spejler sig selv, men som med viden, indføling og respekt forsøger at formidle fremmede folk, grønlænderne og færingerne, og i en birolle islændingene, Nordatlantens folk. Næsten for smukt Palle Kjærulff-Schmidt maler både med pennen og kameraet. Første halvdel af bogen er tekster fra en periode over 20 år »skrevet i lyset af de første møders glubende nysgerrighed«. Teksterne fra besøgene i 1980'erne står skarpest, også for læseren. Grønland stiger op fra tekstsiderne som en forunderlig krystal og Færøerne som havhamrede afgrunde. Anden halvdel af bogen består af smukt reproducerede fotos. Blødt lys, ingen flash, naturfarver. Palle Kjærulff-Schmidt søger balance i sine fotografier. Mange harmonisk beskårne telefotos af den dramatiske natur, pointeret af små huse, stille kompositioner med genstande, der har talt til fotografen, som et indtørret blækhus i en forladt færøsk skolestue. Det er næsten for smukt. Der er flere skarpe farver og større kontraster i hans ord. Her får læseren lidt af den uro, dynamik og uskønhed, det moderne Grønland og Færøerne har skabt midt i naturens skønhed. Men også kun lidt. Hvad med det grimme? Kirkegårdene taler mere til Kjærulff-Schmidt end diskotekerne. Livet tager farve af døden på Grønland. Nyfødte får navnet på nyligt afdøde, så de kan leve videre i det nye liv. En smuk tradition, som måske kan forklare noget af grønlændernes lethed og munterhed. En livsglæde, som på en paradoksal måde vokser ud af den vilde og krævende natur. Grønlænderne, dvs. Kjærulff-Schmidts værter, aktivister i hjemmestyrets første heroiske år, møder danskerne med et overskud af kultur. De står på fast grund med deres grønlandske sprog og en inuit-arv, som de har travlt med at forvandle til et moderne samfund. To optimistiske sider om Nuuk i 2004 afslutter Grønlands-delen. Nuuk som moderne storby beskrives positivt, men der er ingen fotos af det grimme, det banale og det moderne. Færøernes nationale festdag Kjærulff-Schmidt registrerer stemninger. På Færøerne strejfer han lag af tung, syndsfikseret kristendom, indre splittelse og en kompliceret, uafklaret løsrivelse fra Danmark. Måske har færingerne et anstrengt forhold til det danske, netop fordi den færøske nationale egenart ikke på nogen entydig måde adskiller sig fra den danske. De har ikke en inuitkultur at sætte over for den danske og må derfor være mere nationalistiske end grønlænderne. Bogen toner ud på Færøernes nationale festdag, Òlavsøka, med alsang foran lagtingshuset. »En varm samhørighed lyser ud af ansigter og stemmer. Det fortæller om stærke følelser og tanker, der trods alle modsætninger binder mennesker sammen til et folk. Det prikker i både hjerne og hjerte, som havde vi fået champagne«. To adskilte tråde Nordatlanten som ét historisk rum strakt ud af Erik den Røde er kun til stede i dag som en saga. Ruinerne efter nordboerne i Grønland fortæller om en historie, der endte i et endnu uopklaret mysterium. 'Lys og skygge' er en dejlig bog, og Kjærulff-Schmidt er en både tænksom og venlig iagttager. Han kommer ikke frem til et svar på sit spørgsmål om saga og bibel. De forbliver to adskilte tråde i historien om Nordatlantens folk, som han smukt væver ind i sit store naturfarvede tæppe.