0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Republikken har jo ikke noget tøj på

En hidsig lille debatbog tager efterårets oprør fra unge andengenerationsindvandrere i de franske forstæder i forsvar. Hvordan skal man ellers gøre opmærksom på de sociale problemer i et land, hvor magthaverne er blinde?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

ØST FOR PARIS. Efterårets oprør har gjort den sociale ghetto til et offentligt anliggende i Frankrig. Foto: Jacques Brinon

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad hvis oprørerne i de franske forstæder i november viste, at Frankrig og landets højt besungne republikanske model var lige så opblæst og nøgen som kejseren i H.C. Andersens eventyr om 'Kejserens nye klæder'?

Det spørgsmål har en ilter lille debatbog sat sig for at besvare.

Og hvis man ser bort fra den til tider lidt irriterende insisteren på at udforme svaret som en eventyrfortælling, er det langtfra et uvæsentligt svar, økonomiprofessor Yann Moulier Boutang byder på i sin polemiserende pamflet.

Republikken er ikke en struds
Hans bog er først og fremmest et flammende defensorat for de unge, der stod bag efterårets optøjer i de franske forstæder. For de bør ifølge Moulier Boutang straffes lige så lidt som budbringeren, der bærer skident nyt og ilde tidender.

Derfor er Moulier Boutang også dybt oprørt over, at man er i færd med at udvise flere af de unge, som er blevet hastedømt for deres rolle i optøjerne.

»Oprørerne er en del af det franske samfund. Man kan ikke skille sig af med dem ved at sende dem i fængsel eller i workhouses som i en Dickensroman, ej heller ved at sende dem ud af landet med charterfly til Afrika.

Republikken er ikke en struds«, tordner Moulier Boutang, der ikke forsømmer at lufte sin forargelse over mange af dommenes tvivlsomme grundlag. Han er f.eks. decideret forfærdet over, at man i »Rabelais' hjemland« kan »få to måneders ubetinget fængsel for at vise sin bare røv til en politibetjent«.

Dyrekøbt sejr
Moulier Boutang forfægter det for mange franskmænd overraskende og uforståelige synspunkt, at man i stedet nærmest burde belønne de unge, som han i modsætning til de franske politikere ikke kalder urostiftere eller optøjsmagere, men derimod slet og ret oprørere.

»De unge oprøreres første - om end dyrtkøbte - sejr er, at de har fået gjort den sociale ghetto - som franskmændene ellers aldrig har villet erkende andre steder end i USA - til et offentligt anliggende.

Tre ugers optøjer har endelig fået det franske samfund til at tale om problemerne i forstæderne, og de har dermed gjort et spørgsmål - der hidtil kun florerede blandt urbaniseringsplanlæggere, teknikere og lokalpolitikere - til et fuldgyldigt samfundsspørgsmål«, skriver han.

Hvad skal man gøre?
Og hvis ikke det var ved at brænde biler af og slås med politiet, hvordan skulle de ellers - spørger han - have sat problemerne på den politiske dagsorden?

»Tærsklen for, hvad der overhovedet er hørbart i vores moderne informationssamfund er blevet meget, meget høj (...) så for at det moderne mediesamfund overhovedet begynder at lytte til oprørernes budskab, var kaos og uorden en nødvendighed«, skriver han og sætter samtidig en fed streg under, at 80 procent af urostifterne ikke var tidligere kendt af politiet.

Der var tale om et desperat råb, en social protest, som måske fandt en uheldig form, men på den anden side, skriver Moulier Boutang, er »oprørernes dumheder langtfra de største i denne affære«.

»Vores regering har i de seneste uger gjort sig skyldig i en stædig og vedholdende social blindhed (...) der er stærkt bekymrende«.

Men hvad kan man da gøre for at afhjælpe de voldsomme problemer i de socialt belastede og ørkesløse franske forstæder?

Lade som om
Spørgsmålet har ikke et enkelt og entydigt svar, men det er alligevel her, bogen bliver rigtig spændende. For et af de første skridt er ifølge Moulier Boutang at gøre op med hykleriet bag Frankrigs overfladiske racelighed:

En tom og virkelighedsfjern forestilling, som man hidtil indædt har forsøgt at forsvare ved at forbyde enhver landsdækkende statistik eller folketælling at opgøre folks etniske eller nationale tilhørsforhold.

En pudsig måde at lade, som om den sociale og racemæssige lighed rent faktisk eksisterer i det moderne Frankrig.

Klarsynet logik
Under optøjerne var der således en implicit enighed om, hvilke termer man tog i brug, når man omtalte de unge oprørere, skriver han. Ikke noget med fra officielt hold at nævne deres hudfarve eller etniske oprindelse.

»Alle og enhver ved dog, at der bag disse tilsyneladende 'farveblinde' betegnelser ligger en racedefineret virkelighed. Men alligevel bandlyser politikerne den fra at optræde i det offentlige rum«.

Det er dog først ved at erkende problemerne og kalde dem ved deres rigtige navn, at man kan finde en ordentlig løsning på dem, konkluderer Yann Moulier Boutang med en klarsynet logik, der måske en dag når videre end til siderne i hans lille debatbog.