Ole Høiris, der er leder af Center for Kulturstudier ved Aarhus Universitet, har netop udsendt 'Antropologi i Middelalderen og Renæssancen'. Den i overført og bogstavelig forstand tunge bog giver en meget udførlig beskrivelse af, hvorledes man i det kristne Europa i middelalderen og renæssancen kategoriserede fremmede folkeslag og kulturer på baggrund af Bibelen og den kristne tradition. Således er bogens sigte at redegøre for den kristne antropologi, hvilket i denne sammenhæng vil sige: den kristne opfattelse af menneskeheden. Gentagelser Det er ikke tilfældigt, at bogen standser ved renæssancen. I løbet af renæssancen begynder man så småt at udvikle ikke-kristne forestillinger om 'de fremmede', en udvikling, der for alvor bryder igennem i oplysningstiden. Det tjener Høiris til ære, at han anerkender den tilgrundliggende kontinuitet, der trods alle nybrud gør sig gældende mellem middelalderens kristne og renæssancens semisekulære antropologier, idet han således ikke blot opfatter sekularismen som en modpol til det kristne. Høiris afslører et enormt kendskab til de mange kristne og hedenske forfattere, der i løbet af middelalderen og renæssancen formulerede deres syn på folkeslagene. Bogen er disponeret således, at hoveddelene består af præsentationer af disse tilsammen over halvtreds forfatteres antropologier, en disposition, der desværre fører ud i alt for mange gentagelser, som gør bogen til en noget monoton læseoplevelse - formentlig vil den med fordel kunne anvendes som opslagsværk og/eller kildesamling. Pseudo-paulinske breve Der er en del unøjagtigheder og fejl i bogen, hvilket næppe kan undgås, når man som Høiris ambitiøst forsøger at formidle 1.000 års kristen antropologihistorie. F.eks. tillægger Høiris Paulus en særlig universalistisk antropologi og henviser i den sammenhæng ubekymret til forskellige formuleringer i brevene til menighederne i Kolossens, Rom og Efesus. Jeg anfægter ikke, at man vitterlig kan finde en universalistisk antropologi hos Paulus, men det er bare ikke særlig overbevisende at henvise til brevene til Kolossens og Efesus, eftersom de ikke er skrevet af Paulus, hvad stort set alle forskere er enige om; følgelig kalder man brevene 'pseudo-paulinske'. Fejl og unøjagtigheder Endnu værre er beskrivelsen af den omstridte Pelagius (død 418). Ifølge Høiris havde Pelagius og nogle af hans elever »taget stærkt afstand fra den opfattelse, at mennesket fundamentalt set var godt og havde en fri vilje til at vælge mellem det gode og det onde«. Men det er lodret forkert. Pelagius samt elever var lige præcis tilhængere af denne opfattelse, hvorfor de da også fornægtede arvesynden og endte med at blive ekskommunikeret af kirken. Man kan ganske vist synes, at den slags indvendinger bare er nævenyttigt akademisk pedanteri. Men det er nu engang en akademisk bog, Høiris har forfattet, og derfor bør man også stille høje krav og kommentere fejl og unøjagtigheder, også selv om de er uundgåelige, når man udbreder sin viden over 541 notespækkede sider.