Sig navnet eller rettere sig navnene: Anaïs Nin og så Henry Miller. Just den petite delikate mørke kvinde med det kvieøjede katteansigt, kækt og koket klædt i Chanel eller noget, som ligner. Sammen med den ranglede bønnestage af en yankie med tyske aner, brillemanden med panden på størrelse med en amerikansk fodbold og en beskidt og betænkelig gavflab gerne med en smøg mellem de kødfuldt cocktailpølsede læber. Erotisk syntaks Dengang i 1930'erne, ja faktisk indtil Anden Verdenskrig smed begge ud til hver sin side af kontinentet, var de deltidskærester, hemmelige bollevenner, kødelige soulmates og sande kolleger udi kunsten at leve og at skrive. Anaïs Nins dagbøger fra den tid stod på alle rigtige kvinders hylder dengang i mine 70'ere. Thi hendes beskrivelser af orgasme, abort og oral sex med flere herrer i samme by var den erotiske syntaks for frisindet omgang blandt jazzbumser og hippier for 30 år siden. Paris uden ende Henry Miller var allerede på banen i forældregenerationen. Min mor gemte sine udgaver af Millers vendekredse lidt fjernt i reolen og kaldte ham kryptisk forfatteren til krebsen og stenbukken. Og igen var det Paris uden ende, en fest med skiftende gæster. Nok er det i dag Berlin og New York, at det nyeste sker og sner, men du kan aldrig helt tage nostalgien og det moderne ud af Paris. Ikke i dag og slet ikke dengang. Ja tak til både Hr. og Fru. Finn Jensen har skrevet en velturneret, saglig og dog appetitgivende, ja lystbetonet fin bog om Henry, June og Anaïs i lysets by i en ellers mørk tid, mellemkrigstidens ideologisk grumsede Europa. Ja, June, Henrys kone, må ikke glemmes, selv om hun i slutningen af 1970'erne døde ukendt og glemt et sted i Arizona. Den i virkeligheden borgerligt gifte og ganske katolsk opdragede - men også seksuelt fadermisbrugte - Nin kastede sig ud i forhold til både hr. og fru Miller. Opskrift på feminin lykke June var gådefuld med sin fortid som taxadanser, en lidt billig type pige dengang som tog sig betalt per dans på danserestauranter, og hun var enestående og smuk. Det samme var Nin, som eksperimenterede med begge køn, men dog overvejende valgte mænd, da hun fandt smagen af kvinde lig en stærk ret skaldyr.- Helst mænd bøjet i flertal. Anaïs' provokerende opskrift på feminin lykke er sæden fra tre forskellige mænd, bedst og frisk modtaget de rette steder den samme dag. Voila, madame est servi! Finn Jensens bog kredser nu ikke mere end nødvendigt om disse slibrige og dog sigende detaljer. Han inddrager dem på nøgtern vis i sin tur rundt i pariserbohemen med Miller og co. Pendling mellem isse og fisse Henry Millers litterære aktier står vistnok i pari på det lødige bogmarked i dag. Ikke i så høj kurs som for en del år siden regnes han dog for en væsentlig og betydningsfuld forfatter. Lidt ligesom en anden autodidakt, den divine Richard Wagner, præget af megen og alenlang tomgang for så at servere et sublimt øjeblik af suveræn indsigt. Men Nin? Ja, Jensen har læst meget mere af hende end jeg, så hans bedømmelse er nok mere ærlig og redelig end min. Jeg finder hende meget narcissistisk og sådan set småborgerligt indskrænket i sin personlige pendling mellem isse og fisse. Kanske er det mit køn, som taler, og er hun visionært ikke på sæt og vis tæt på at være både Bridget Jones' og Nynnes dagbogsskrivende oldemor? Fatal veninde Både Miller og kone ankom en postgang for sent til Paris. Nemlig i begyndelsen af 30'erne, da den store og fortabte generation, Hemingway og co., var taget hjem til USA. Nin var allerede født pariser og boede i byen med sin meget både tolerante og borgerlige direktørmand, Hugh, som betalte gildet hele tiåret igennem. Hun og Henry mødes i bohemen, og hun modnes til en selvstændig kvinde, både som ferm skribent og fatal veninde. Millers ærlige og hæmningsløse seksualitet synes at forvandle sig til en oprigtig romantisk kærlighed til hende. Og omvendt. Bortset fra at hun forelsker sig i andre mænd, bl.a. en peruansk kommunist og danser og så Don Juan-psykoanalytikeren Otto Rank. Verdenskrigen arriverer De mødes i Villa Seurat, kunstnerkollektivet i en lille cul-de-sac-lukket vej til en af de store på venstre Seinebred. En dag ankommer den litterære charmør Lawrence Durrell direkte fra Korfu. Han og Anaïs bliver kun venner og ikke de bedste af slagsen, mens Durrells grænseløse beundring for Miller bliver til et livslangt venskab, afspejlet i en af verdenslitteraturens væsentligste brevvekslinger. Som sagt, verdenskrigen arriverer, og selv verdensfjerne æstetikere må sande storpolitikkens konsekvenser. Stille og larmende dage Miller opholder sig det meste af det første krigsår i Det Græske Øhav og skriver det klejne mesterværk 'Kolossen fra Maroussi'. Og så er det hjem til New York. Nin tager til Sunny Calfornia med unge solbrændte mænd på surfbrætter. Festen slukker og lukker. Finn Jensen har skrevet et strålende signalement af festlige egocentrikere på stille og larmende dage i Clichy og omegn. Og der er jo ingen ende på Paris, hverken for Hemingway eller Fitzgerald. Endsige Henry, June eller Anaïs eller nogen som helst.