Kan statistik være festlig i sig selv? Kun hvis man er en nørd eller dum som en dør. Men disse to grupper er nu også overraskende store. I hvert fald har den finurlige fagdebatbog 'Freakonomi' ligget i toppen af New York Times bestsellerliste i 43 uger i træk og er nu blevet oversat til dansk. Ikke meget nyt Men hvis man først én gang har forstået, at et sammenfald mellem to fænomener ikke nødvendigvis er det samme som en direkte årsagssammenhæng, er der ikke meget nyt at hente i bogen. Høje salgstal behøver f.eks. ikke være udtryk for, at en bog er god - skønt der findes mange (andre) eksempler på det. Snirkler sig rundt Galskabsøkonomien bygger på to enkle pointer: For det første, at mange udbredte årsagssammenkædninger ikke holder for en nærmere statistisk efterprøvning, og for det andet, at disse falske årsagssammenkædninger som oftest skyldes moralsk ønsketænkning. Men desværre har forfatterne, Steven D. Levitt og Stephen J. Dubner, svært ved at bruge disse to - ret beset banale - indsigter som affyringsrampe til at sige noget overraskende nyt. I stedet snirkler de sig rundt i alskens pudsige eksempler på, at folkedybets indskydelser ikke altid holder stik. Sniksnak uden trumf Mest interessant er deres påstand om, at den faldende kriminalitetsrate i USA i 1990'erne ikke skyldtes flere politifolk eller længere fængselsstraffe, men derimod accepten af den frie abort i 1973. Nøjagtig én generation efter højesterets dom i den skelsættende Roe vs. Wade-sag kunne effekten således aflæses i politirapporterne: Mange af de lømler, som ellers ville være blevet født af fattige og enlige mødre i slumkvartererne, eksisterede ganske enkelt ikke. De var aldrig blevet født og kunne derfor heller ikke gøre gader og stræder utrygge. Påstanden virker plausibel, men er mildest talt spekulativ og kontrafaktisk. Ingen kan jo med sikkerhed vide, hvad disse tusindvis af ikke-fødte ville have gjort. Derfor formår de to velskrivende økonomer heller ikke at sætte trumf på deres sniksnak. Børn tager livet af storke Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de kunne have valgt uendeligt mange andre eksempler og anekdoter. Eksempelvis folkesagnet om, at storken kommer med børnene. Ethvert barn ved i dag, at børn undfanges på en lidt anden og mere dramatisk måde. Dermed skulle dén potte umiddelbart være ude. Men man kan sagtens postulere, at der eksisterer en sammenhæng mellem antallet af storke og antallet af børn. Årsagssammenhængen er blot den omvendte: Børn tager livet af storkene. Ved forrige århundredes begyndelse fandtes der således 1.670 ynglende storkepar per 1 million danskere, mens antallet i 1997 var faldet til under 1 per 1 million danskere. Jo flere mennesker, der bliver født, jo færre storke kan altså leve her i Danmark. Bedre at surfe på nettet Men er en sådan iagttagelse overhovedet spændende? Ikke i sig selv. Kun hvis den sættes i sammenhæng med en eller flere veldokumenterede årsagsforklaringer, og dem leverer 'Freakonomi' desværre ingen af. I bedste fald kan 'Freakonomi' derfor kun bruges som en appetitvækker til undervisning i statistik og metode. I værste fald kan man lige så godt surfe rundt på nettet i et par timer.