0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmark, mit fædreland

Hvordan ser svenskerne på os lige for tiden? Fremragende temanummer leverer et dybt bekymrende og tankebefordrende svar.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ovenstående overskrift stammer fra den smukke sang, som H.C. Andersen leverede ord til og Henrik Rung melodi i 1850, 'I Danmark er jeg født'.

Sangens tone og gehalt er blid, mild, kærlig, glad, fri og bevægelig.

Den får det nemt til at risle lidt ned ad ryggen på mig, den indgiver mig en dyb følelse af rørelse og stolthed og ømhed, næsten mod min vilje.

Den er også varm og gæstfri - der er ikke mange spor af sur xenofobi, hadsk mistænkeliggørelse, Blut und Boden eller vrissen hån i Andersens tekst.

Det hedder ganske vist med blidt vemod, at vi engang var en stormagt, men nu kun er en bette skrælling, men til gengæld: »så vidt om jorden/ end høres danskens sang og mejselslag«.

Islamofobiske danskere
Jeg ved ikke, hvor vanvittigt mange danskere der i 1850 imperialistisk havde bredt sig til den øvrige verden, men jeg hæfter mig især ved, at sangen helt primitivt og følelsesbetonet rører ved en fædrelandskærlighed, der i dag er blevet udbyttet, kidnappet og forvrænget af den uhellige alliance mellem Dansk Folkeparti, Venstre, de konservative og såmænd efterhånden også Socialdemokratiet.

Men hvordan ser det ud udefra? For nylig skrev en svensk redaktør, at Danmark - under ét - var 'islamofobisk'.

Den bondesnu Henrik Qvortrup replicerede straks, at svenskeren kunne ryge og rejse, med henvisning til at vi danskere som folk var alt andet end fremmedfjendske, det kunne svenskerne selv være.

Det interessante ved Qvortrups svar var henvisningen til Folket og folkeligheden - dette hygsomme, joviale, milde danske folkefærd, der også (modsat de svenske stivstikkere og hyklere) har en herlig antiautoritær og humørfyldt trang og evne til at lade det fri ord gjalde viden om.

Det er jo en myte om 'folket', der hurtigt og demagogisk kan modstilles 'eliten' - og er som sådan en dybt skummel politiseret manøvre.

Kynisk frisind
Men hvordan ser de egentlig på os, de svenskere? Det bliver gjort til genstand for en række fine og ofte skarpe analyser i det seneste temanummer af det svenske tidsskrift Ord & Bild.

Nummerets første del består af nye digte af Lars Skinnebach og Mette Moestrup (alle klamme og fremragende, voldelige, vrængende og virtuose) - og så den store anden del med analyser.

Kristoffer Gansing undersøger med udgangspunkt i 1960'ernes og 70'ernes glade sengekantsfilm hvordan frisind også og især i dag kan vise sig som grænseoverskridende og kynisk neoliberalisme, for herregud da, hvorfor dog sætte grænser, så er vi da bare snerpede, ængstelige og lidt indskrænkede, ikke sandt?

Fascistisk bølge
Den i Danmark bosatte idéhistoriker Ola Fransson leverer med afsæt i psykologen Erik Eriksons skel mellem identitetskrise og integritetskrise en rent ud sagt skræmmende god blotlægning af de bedrøvelige og umiskendelige spor af dyb mental og politisk krise hertillands, en krise, der som et af sine seneste og ikke blot harmløse udslag har vores demonstrative batteri af kulturkanoner.

Erik Berggren forsyner os med en lige så skarp og skånselsløst præcis og nuanceret anatomi.

Under overskriften 'Fremmede, smagsdommere og mikrostatskup' lykkes det overbevisende Berggren at redegøre for, hvordan man med rette kan betegne centrale tendenser i dagens politiske landskab som 'fascistoide' - her tænkes særligt, men ikke alene, på Dansk Folkeparti.

Berggren er meget omhyggelig med at definere og afgrænse og afveje sin brug af det stærkt betændte udtryk 'fascisme', men efter endt læsning må man med en vis gysen erkende, at der rent faktisk er belæg for at hævde, at endog meget reale og magtfulde elementer herhjemme for tiden udgør en ny og dybt ubehagelig bevægelse i slægt med store dele af den tidlige europæiske fascisme.

En saga blot
Der er mere og andet godt, en udmærket artikel af Martin Glaz Serup om krønike- og bloglitteratur, en oversættelse af Ursula Andkjærs digte fra 2005, et utroligt digt af barokdigteren Dorothe Engelbretsdatter.

Men før alt andet er der en række advarende og stærkt tankevækkende beskrivelser af, hvordan vores lille danske normalrealitet kan tage sig ud set fra det svenske.

Analyserne er langt mere nuancerede og sobre end den fnysende leder, Henrik Qvortrup affejede - de pointer, der her fremføres, kræver det betydeligt mere energi og fornægtelse at skubbe helt til side.

Tilbage er der blot at konstatere, at den ånd og den frejdige glæde, der lyder gennem H.C. Andersens smukke gamle sangtekst, er en saga blot.

Og det vil gælde, så længe fallitboet ved navn Socialdemokratiet ikke får skabt sig et nyt gyldigt politisk projekt, og så længe det engang anstændige Konservative Folkeparti på den mest skammelige måde allierer sig med demagogerne i Dansk Folkeparti.