»Napoleons handlekraft og Freuds indlevelsesevne kan ikke forenes i samme person«. Sådan sagde en af Danmarks dyreste rekrutteringseksperter engang til denne anmelder i et interview om ledelse og psykologi. Hvorefter han slog fast: »Man kan ikke få begge dele. Et ansættelsesudvalg må vælge«. Styrken er svagheden Jeg kom til at tænke på hans pointe halvvejs gennem 'Håndbog for statsministre'. Bogens budskab er ellers så forjættende: Fogh er tjekket til sidste side i drejebogen, men hans styrke er samtidig hans svaghed. Hvis blot han læser 'Håndbog for statsministre' og lærer lidt om ledelse, vil han blive en meget bedre politiker. I bådene På samme måde med Helle Thorning-Schmidt. Hvis hun lærer blot lidt af Dansk Folkeparti og får styr på den socialdemokratiske børnehave, skal det nok gå. Eller som der står i bogen: »Det hjælper ikke en snus, at lederen måske selv er stærk på både vision og trusselsbillede, hvis ikke hvert eneste medlem har forstået, at det nu er tid til at gå i bådene. Før den bevidsthed er etableret, slår Helle Thorning-Schmidt ikke Anders Fogh ...«. Vi lader den sætning stå et øjeblik. En fælles socialdemokratisk bevidsthed svarer da lidt til et ønske om otte dage i ugen. Lig i lasten Nuvel, man har lov at drømme, men spørgsmålet er, om det virkelig er så enkelt? Kan det danske demokrati kaldes Koncernen Danmark A/S, og kan Fogh reduceres til koncernchefen, der hundser rundt med sine ministerielle drifts- og projektchefer efter forgodtbefindende? Nej, det holder altså ikke. Rekrutteringseksperten har ret, man kan ikke få Napoleon og Freud i samme person. Selv ikke år på ledelseskurser vil gøre Fogh til en anden end den, han er, og som han er beskrevet fremragende i Anne Sofie Kraghs biografi: 'Fogh - historien om en statsminister' fra 2004. Fogh er og bliver en knudemand, for hvem fraværet af kritik er den eneste ros, der gives. Det er hele hans referenceramme, livserfaring og hans projekt, som skal ændres, før han over en håndbajer kan coache sine 'driftschefer', for nu at bruge bogens terminologi. Selvfølgelig kan og skal Helle Thorning lære ledelse, men opgaven med at styre det socialdemokratiske flagskib er tynget af så mange lig i lasten, at der skal mere end en ny kaptajn til at redde skibet. Pointer fuser ud Ledelsesperspektivet kunne være en forfriskende ny vinkel på dansk politik, men det ville kræve en mere indgående analyse af, hvad der ligger i politisk ledelse. Det er ikke overbevisende at kopiere managementfloskler fra erhvervslivet. I den form det har fået i 'Håndbog for statsministre' er begreber som 'forandringsagenter', der kan gå foran deres egne, når der skal laves en 'turn-around' på en arbejdsplads, blot glasur på tekster, der i form og det kommenterende indhold minder om de daglige avisers nyhedsanalyser. For læsere, som jævnlig læser disse analyser, er der ikke meget nyt i bogen. Læg dertil, at bogen rummer ulidelig mange gentagelser og enkelte selvmodsigelser. I starten af bogen bliver f.eks. Helle Thornings tale om »De, der ikke vil være med, må blive hjemme ...« omtalt som en 2-0-scoring. Godt 100 sider længere fremme er samme citat benævnt som en total fuser. At kalde bogen det samme er nærliggende. I alt fald er det ikke en overbevisende analyse, der bliver præsenteret. Og trods gode interview fuser pointerne ud. Det hele siges faktisk med et citat i bogen af en konservativ toppolitiker, som om økonomiminister og vicestatsminister Bendt Bendtsen, siger: »Politik er ikke en virksomhed. Så ville man ikke have en politimand som chef«.