Her er to af de ypperste skikkelser fra verdenskanonen fortalt for børn. Tyksakken Sokrates fra Athen og vidunderbarnet Wolfgang Amadeus fra Salzburg. De har meget mere til fælles, end de aner. Kærlighedserklæring Alle børn bør kende Sokrates. Han er også nem at forstå. Ikke mindst når onkel Møllehave tager læseren ved hånden og Claus Seidel tegner på græsk. Det ligner en kærlighedserklæring. Møllehave forsøger at dele sol og vind lige imellem det biografiske historiske stof og den interessante dialog. Men det mærkes, at det kribler i ham for at bevise, at ord kan udføre mirakler. Jordemoder og drillepind Sokrates er det første menneske, som åbent indrømmer, at han ikke ved noget som helst. Møllehave gør meget ud af at forklare, hvor stødende det virker. I et nutidigt sprog. For hvad er det, Sokrates ønsker som sin straf? En stor portion af de berømte rådhuspandekager fra Akropolis. Efterhånden lægger Sokrates sig ud med så mange, at han må tømme skarntydebægeret. Rollen som jordemoder og drillepind er forbi. Hvor havde han det fra? Det er en kendt sag, at Sokrates ofte faldt i staver, imens han modtog tanker og indtryk. Hvorfra? Det melder historien ikke noget om, men drengen fra Salzburg havde det på samme måde. Vent blot! Pippi og Sokrates Claus Seidel passer som krop i toga til Møllehaves både slentrende og skarpe tekst. Der er ynde over figurer og landskaber. Farven hvid er rigt anvendt og passer godt til en fortælling om fornuft. Det vil være på sin plads her at minde om bogen 'Pippi & Sokrates' (af Gaare og Sjaastad fra Norge), der udkom forrige år. Det er en skarpsindig sammensmeltning hen over århundreder af to ukuelige sjæle. Pippi og Sokrates har også meget til fælles. Det ved vi nu. Verden er seriøs nok Gårsdagens 250-års fødselsdagsbarn Wolfgang Amadeus Mozart portrætteres for de unge års vedkommende af tyske Edith Schreiber-Wicke. Hun har et ærinde, og det disker hun op med i et rædsomt forord om at være i kontakt med universet og hente musik fra stjernerne. Mozart var »mistænkeligt produktiv«. Det er en kendt sag, at Mozart umuligt kan have komponeret så meget, hvis han også skulle tænke sig om. Det er indlysende, at nogle kunstnere har en direkte forbindelse til noget, der er større end dem selv. Charlie Parker og Shakespeare! Men sådan noget bør en god fortæller bygge ind i selve teksten. Mozarts tidlige år rummer stof nok til det. Edith Schreiber-Wicke koncentrerer sig om karrierens vej. Den endeløse række af koncerter i parfumerede omgivelser. Og som 15-årig forlader vi ham i Venedig midt under karnevalet, hvor man heller ikke ved noget om nogen. Historien er loyal og fortalt med nerve. Men hvorfor var han så god? Det kunne godt være forklaret med få ord. Wolfgang Amadeus nægtede ligesom Sokrates og Pippi at være seriøs. »Verden er seriøs nok«, sagde han. »Så behøver jeg ikke også at være det«.