Aids bliver ikke længere skrevet med store bogstaver i aviserne, men det er kun en af de mildere afdramatiseringer, der er sket, siden sygdommen kom som et overraskelsesangreb i begyndelsen af 1980'erne og skabte paniske tilstande i alle hjørner af samfundet. Først fremmest blandt homoseksuelle mænd, for det var her, angrebet ramte umiddelbart, men også i et sundhedsvæsen, der herhjemme var forblevet temmelig uberørt af ungdomsoprøret. Politikerne var rådvilde, hvis de ikke ligefrem var homofobe og irriterede over de stærke udspil, der mødte dem i bøssernes organiserede og målrettede kamp for almindelig anerkendelse og retslig ligestilling. Den åbenhed, der var fulgt med de festlige, frigjorte 1970'ere, havde stimuleret modet hos minoriteten, men langtfra fået alle ud af skabene. Frontkæmperne Det var pesten efter festen, man blev konfronteret med. Homoseksuelle havde fået vendt stemningen så radikalt, at man fra 1982 frimodigt kaldte sig bøsser, der ellers havde været et skældsord, og Forbundet af 1948 tog navneforandring til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (herefter LBL). I de kommende år blev LBL frontkæmperen i Danmark og oftest koordinatoren i udredningen og bekæmpelsen af aids. Internationalt var andre på banen, Act Up ikke at forglemme, men det er LBL's arbejde, tre af de involverede i bevægelsen nu har skrevet en klog og stærkt bevægende bog om. Den hedder 'Bøssepesten', for det var jo sådan, flertallet opfattede sygdommen, selv om den også fik andre retninger. Igen kalder man trolden ved dens navn. Misbrug af skattekroner Dokumentation, som der her er tale om på højt plan, kan være tør læsning, og det er den oftest, men lad det være sagt straks: 'Bøssepesten' er så velskrevet, afvekslende i sine indfaldsvinkler og tilsat et passende mål af det anekdotiske stof, som hører med til at uddybe forståelsen, at den bliver underholdende som et tidsbillede set fra den lyserøde vinkel. Alvorlig uden at være at være alt for selvgratulerende. Forfatterne lægger ikke skjul på deres stolthed over de resultater, man nåede undervejs. Til gengæld går man let, alt for let, hen over den fatale situation i 1994, da misbrug af skattekroner til aidsbekæmpelse førte til konkurserklæring og splittelse. Det havde klædt forfatterne at udvise en passende selvransagelse og udredning i den sammenhæng, især fordi sejrene altid vil overskygge fataliteterne. Sejrene er ikke så få, selv om fordomme og inkompetence gjorde mange af dem svære at trække i land. Det var svært at vække politikerne. Det var svært at få indflydelse i behandlingssammenhænge, hvor den medicinske verden skulle overbevises om, at miljøet havde viden om adfærdsmønstre og kultur, som var afgørende i opbyggelsen af en ny, folkelig sygdomsforebyggelse. Det krævede mod fra alle sider. Helte og skurke Nogen havde mere mod end andre, og både helte og skurke kommer med. Eksempelvis de to medicinaldirektører, Søren K. Sørensen og Palle Juul-Jensen. Den første fik fjernet homoseksualitet fra den danske sygdomsklassifikation, og da den grundtvigianske forening Kirkeligt Samfund smed den organiserede gruppe af hiv-positive, Positivgruppen, ud af Vartov, fordi de var homoseksuelle, »og så med aids«, som udlejeren, murermester Espersen, sagde, inviterede Sørensen gruppen til at holde sine møder i Sundhedsstyrelsens kantine. Senere gik han i spidsen for det første fakkeltog mod aids, og han havde lune nok til at komme med udtalelser som: »Vi må anerkende, at der i det danske samfund forekommer mere end almindelig kristelig påkryben«. Hans efterfølger, Palle Juul-Jensen, fik hurtigt faklen slukket med sin helt igennem bigotte indstilling og mangel på evne for den vigtige stilling, som han da også blev fyret fra. Han svarede igen med et grimt hævntogt, en bog, hvori han outede de to sundhedsministre Torben Lund og Yvonne Herløv Andersen og tillagde dem motiver i overensstemmelse med deres seksuelle observans. Det var Mimi Jakobsen, der fandt det rette udtryk for gerningen: Svinsk! Anonymitet og mystik De to medicinaldirektører er et eksempel på yderpunkter i arbejdet og kampen for at gøre begreberne om aids klare og sigtet i bekæmpelsen effektivt. Outing er et trick, der også er taget i anvendelse af rabiate homogrupper, når de ville profitere af 'de kendtes' popularitet og tvinge dem ind for sagen. En strategi, der ligger fjernt fra LBL, med foreningens stærke mærkesager som anonymitet og fortrolighed. Netop anonymiteten blev fra starten anset som altafgørende, set fra LBL's side, mens dele af den medicinske og politiske verden - plus politiet - havde en gammel forkærlighed for kartoteker og registrering, som var svær at få bugt med. Denne anonymitet var der også enighed om mellem LBL og lægerne på Rigshospitalet, da man i 1984 endelig fik midler til at åbne klinikkerne, så der kunne komme gang i helbredsundersøgelserne. I håndteringen af de følsomme oplysninger var der enighed om, at der ikke som omkring syfilis f.eks. skulle opgives navne på sexpartnere. Brug af kondom kom ikke på tale i denne sammenhæng, for smittevejene var ikke fuldt klarlagt. Der var stadig en del mystik om aids. Dynamisk kultursyn De læger, der undersøgte og behandlede aidspatienter, mødtes jævnligt på Rigshospitalet i den såkaldte CAID-gruppe (C for Copenhagen) for at samordne erfaringer og forholdsregler med deltagelse af LBL, og her opstod det vigtigste talerør for bøsserne i den kliniske verden, fordi lydhørheden var stor. Senere hen kom der kompetencestridigheder, der skadede bekæmpelsen, da tilstrømningen til Bispebjerg Hospitals veneriske klinik svandt ind. For at bevare sin position og sit klientel ville den ansvarlige overlæge her have aids registreret som en kønssygdom, hvilket udviklingen lykkeligvis fik forpurret. Tidligt etablerede LBL en sundhedsgruppe, der udelukkende involverede folk med en professionel baggrund i sundhedsvæsenet, men med de voksende udfordringer, f.eks. oplysningskampagner, måtte det bøssepolitiske opprioriteres i forhold til det sundhedsfaglige. Sådan opstod Aids Aktions Udvalget i 1985 som en slags kommandocentral, der med hård hånd mange år frem udtænkte og koordinerede aidspolitikken. Det skete oftest på nærige bevillinger, og uden en kolossal frivillig indsats i mange af de grupper af forskellig art, der fulgte i kølvandet, var det aldrig gået. Denne personlige offervilje blev sjældent mødt med en tilsvarende holdning fra de bevilgende politikere og myndigheders side. Det betød fremvæksten af en ny folkelig sygdomsforebyggelse og en organiseret, undertrykt minoritet, der tog kampen op for at vinde. Et kultursyn, der flyttede sig, som forfatterne til 'Bøssepesten' udtrykker det. Angstfremkaldende debat Efterhånden som smittevejene blev klare, kunne Sundhedsstyrelsen i 1985 fremlægge en plan for aidsindsatsen gennem det generelle påbud om monogami til bøsserne, gennem testning af blod, varmebehandling af blodprodukter og gennem oplysning til befolkningen. Oplysningerne skulle dels indskærpe risikoen ved seksuel kontakt til risikogrupperne, dels søge at nå medlemmer af disse, som ikke var i kontakt med miljøet som biseksuelle, skabsbøsser og unge bøsser, og endelig søge at dæmpe det hysteri, der kunne skade den øvrige indsats. Bløderne var stærkt inde i billedet, mens forholdet til narkomanerne var mangelfuldt, og det var vanskeligt at kortlægge og beskrive smittens omfang og udbredelse i gruppe. Nu kom debatten for alvor i gang, og man kunne læse kronikker med overskrifter som 'Aids skal behandles med tvang', skrevet af en dyrlæge, og en professor i dermatologi hævdede, at størstedelen af klienterne på kønssygdomsklinikker var »funktionelle analfabeter«. Røster i Fremskridtspartiet krævede straf for overførelse af hiv. Det var en debat, der skabte yderligere frygt og stress hos både smittede og udsatte. I bogen hedder det: »Truslen om tvangsindgreb, straf, isolation, deportation mm. hang i de kommende år stadig i luften i den offentlige debat - at have kz-lejren som perspektiv i tillæg til aids-døden var fra da af ikke blot den rene paranoia«. »Man kunne bare vende blikket mod Cuba, der havde indrettet interneringslejre til de hiv-positive. Så tæt på som i Sverige blev der indrettet et hus, hvor formastelige, umedgørlige smittede blev spærret inde«. Menneskelige dokumenter Bogen rummer talrige eksempler på grov diskrimination, styret af fordom og uvidenhed. Et lidet flatterende eksempel kommer - beklageligvis - fra Politikens Hus, hvor man så sent som i 1989 fyrede en hivsmittet kok, i øvrigt uden at tilbyde ham anden beskæftigelse i huset. Der blev protesteret fra alle sider. Sundhedsstyrelsens Michael von Magnus for ud og bedyrede, at det var lige så urimeligt at indføre restriktioner over for kokke som over for læger, herunder kirurger. Det var alt sammen et anslag mod hele bøssekulturen. Træffesteder blev lukket. Forsikringsselskaber mente sig også berettiget til at tage andre krav i anvendelse, hvis aids var inde i billedet. B.T. og Ekstra Bladet fyrede godt op under angsten med horrible overskrifter, som at hver tredje bøsse havde aids. Den gamle venstrefløj, der så et anslag mod deres personlige frigørelse, gjorde fælles front med højrefløjen i Information mod LBL's indflydelse på aidspolitikken. Der kommer også personlige beretninger ind om miljøet, som er menneskelige, usentimentale dokumenter om fortvivlelsen blandt de ramte og dem, der bare frygtede at være det. Den senere aidsrådgiver Henning Mikkelsen skrev: »Med det seksuelle stod det skralt til. Der var uden tvivl en vis nedgang i aktivitetsniveauet. De gode, gamle dage, hvor man ubekymret væltede sig rundt og indtog diverse kropsvæsker, var definitivt forbi«. Åbenhed og ærlighed Skræmmende virker det også i dag at læse om den måde, hivsmittede per brev fik orientering om, at de var positive. Senere foregik det udelukkende ved personlig samtale. De psykosociale problemer var smertefulde, nedgang i løn på grund af sygefravær, fyring, tab af bolig og måske partner. Åben og ærlig oplysning blev midlet i kampen mod aids. I 1986 og 1987 fik Sundhedsstyrelsens aidssekretariat bevilget henholdsvis 2 og 9 millioner til oplysning. Og så kom der gang i kampagnen med 6 meter lange kondomer på HT-busserne. Det var noget andet end de klinisk korrekte og gnidrede pjecer, og det var stærkt medvirkende til øget accept i befolkningen af risikogrupperne. Risikogrupper blev afløst af begrebet risikoadfærd. AIDS-Linien (den har stadig versaler) fulgte op: »Det er ikke hvem du er, men hvad du gør, det handler om«. Man må se i øjnene, at det var erkendelsen af, at hvad der var sket for bøsserne, kunne ske blandt heteroseksuelle, der vakte den bekymring, som satte fart i kampagnerne. Sprudlende fantasirigdom Senere stillede kendisser som Lone Dybkjær og Asger Aamund op i tv-indslag om kondomer og glidecreme. Det var her, Palle Juul-Jensen skred, om ikke i cremen, så dog. Parolen var 'Sikker sex'. Sådan. 3. november 1986 klippede den nyudnævnte overlæge i Sundhedsstyrelsen, Lone de Neergaard, en anden af pionererne, 3 meter lyserødt gavebånd over for at markere den officielle åbning af AIDS-linien. Sammen med Stop AIDS udgjorde den som i dag forposten i kampen. Herfra styres kampagner og oplysning på grundlag af de erfaringer, man har fået gennem 20 år. Organisationen opstod som en græsrodsbevægelse, og det er fortsat den ånd, der hersker i gruppen, hvor bevillingerne er langt mindre end viljen og ideerne til at føre aidsbekæmpelsen videre. Stop AIDS trækker stadig på den frivillighed, der hele vejen igennem har været så vigtig for alt, hvad der er udgået fra LBL. Bevillingerne tillader ikke mange fastansatte, og noget så luksuøst som et reklamebureau er der ikke midler til. Man kører på egne ideer og en sprudlende fantasirigdom, når det gælder slogans og vejene til dem, det angår, når sagen er sikker sex. Endelig er der langt om længe en positiv, politisk samarbejdspartner - Københavns Kommune. Ikke hjælpeløse ofre 'Bøssepesten' er en realistisk bog, der også svarer ærligt på det uundgåelige spørgsmål: »Fik I så stoppet aids?«. Nej, det gjorde man ikke. Der er stadig omkring 100 bøsser om året, der får konstateret hiv, nogle muligvis smittet for år tilbage. Og tallet er stigende. Man besvarer med en noget uvidenskabelig, men rent lidenskabelig beskrivelse af, hvad bøssesex var og ikke er, når kondomer og seksuelle færdselsregler kommer imellem. Man kan så spørge videre: Hvordan havde situationen set ud uden LBL folkenes medvirken? Her tror jeg, at vi er mange - bøsser eller ej - der godt tør svare: Katastrofal. Når bogen slutter ved 1996, er det, fordi her sank hiv og aids ned til at blive en sygdom som så mange andre. Debatten døde ud. Nu er det fugleinfluenza. Men længere inde i avisen og uden tilsvarende overskrifter eksisterer aids endnu som en af verdens største sygdomskatastrofer med 20 millioner døde af sygdommen på verdensplan og yderligere 38 millioner smittede. Afrika er blevet et dødstruet kontinent. I Kina og andre asiatiske lande, Østeuropa og Centralasien stiger tallene hurtigere end nogensinde. I 2004 antog man, at 1,5 procent af Ruslands befolkning er smittet. Kampen er ikke forbi, og som 'Bøssepesten' slutter: »Det er vigtigt at huske, hvad vi har lært. Vi er ikke hjælpeløse ofre. Stop aids!«. Man kan lære meget af den bog.