I Gentofte bor der en sioux-indianer. I Lofoten arbejder op til flere etiopiere med fisk. I Valby er ugandiske Monica soldat i Frelsens Hær, i Sisimut på Grønland arbejder en sudansk gynækolog med kruset hår og rituelle ar på kinden, og i masser af andre byer i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og på Færøerne bor der andre mere eller mindre eksotiske fremmede, som er kommet langvejs fra. Skandinavien har de seneste årtier været genstand for en stor indvandring. Den er som bekendt ikke gået stille af. Næppe noget andet samfundsfænomen er blevet politiseret i samme grad. 'De fremmede' er blevet dæmoniseret som gruppe, den offentlige debat har i en hel del år handlet om 'dem' og 'os'. Livsbekræftende Heldigvis er det ikke hele historien om indvandringen til Norden. Det bliver man mindet om i Henrik Saxgrens flotte billedbog, som det har taget fire år at lave. Den dokumenterer, at der også er stor gæstfrihed i de nordiske lande. I den mindste flække kan man støde på kroater, rumænere, etiopiere, singalesere, somaliere, kurdere, aserbajdsjanere, iranere, japanere, amerikanere, bulgarere, maliere, chilenere, thailændere, jugoslavere, hollændere, israelere, libanesere, tyrkere, kenyanere og mange andre. Folk, som i Norden har fundet et alternativ til krig eller er kommet hertil på grund af ubændig kærlighed. Skønt at vide, at der er plads til en gynækolog fra Sudan i Grønland, forstemmende, at der åbenbart ikke var plads til ham i Danmark. Der er i det hele taget mange livsbekræftende fotografier i denne bog, som man altid vil huske, når man først har set dem en gang. Nultolerance Desværre lader Saxgren ikke sine fine fotografier tale for sig selv. Ifølge den ledsagende tekst har hans projekt både et antropologisk og politisk sigte. I traditionen fra den tyske fotograf August Sander vil han gerne efterlade et vigtigt dokument til eftertiden om disse årtiers nordiske indvandrere, og han vil »gerne underminere de fordomme, der har let spil, når immigranter omtales som gruppe«. I et afsluttende kapitel skriver han: »Skal jeg udlede en konklusion af mit arbejde, må det være, at vi i Norden ikke har at gøre med racisme i den helt klassiske forstand«. »Men den nultolerance, det efterhånden er blevet legitimt at hævde over for de immigranter, der ikke udviser en næsten betingelsesløs parathed til at indordne sig under den nordiske livsstil, er den i virkeligheden ikke også udtryk for racisme?«. Ingen, der har dvælet ved de mange billeder, kan være et sekund i tvivl om, at de krigs- eller kærlighedsramte flygtninge eller indvandrere i denne bog er individer med skæbner langt fra udlændingedebattens stereotypier, men nultolerance og krypto-racisme er altså ikke det eneste, der skinner igennem i dette katalog over skandinaver uden lyst hår og blå øjne. Verdensborgere Saxgren er en stor fotograf, men en lille antropolog. Enten skulle han have ladet sine billeder tale for sig selv, det er de gode nok til. Eller også skulle han have stillet større krav til de ledsagende tekster. Det er ikke nok at vise nok så mange fremmedartede nyskandinaver frem, hvis man vil overbevise i den udlændingepolitiske debat, der efter 11. september 2001 snarere handler om værdier end om overflader. Hvad mener de afbildede tilflyttere om livsstilen og normerne i topmavernes og topløshedens sekulariserede skandinaviske samfund? Hvordan har de det egentlig med politik og religion? Frygter de fundamentalisme, eller begræder de dens fravær? Uanset hvilken ambition Saxgren har med sin bog, har han udstyret den med en læsenøgle, som gør, at man vil vide mere om de livsopfattelser og værdier, som de affotograferede personer abonnerer på. Den blotte registrering af myldrende fremmedartethed dokumenterer ikke andet, end at også den lille nordiske plet på verdenskortet har indledt den lange besværlige rejse mod den fremtid, som er uafvendelig: At vi engang, når vi er kommet ud af menneskehedens barndom, bliver en klode fuld af verdensborgere, og at de gamle nationalstaters betydning som identitetsgivere langsomt vil formindskes. Hvis det altså lykkes at fundere sameksistensen på fælles værdier. Værdimæssig mangfoldighed Henrik Saxgren skal have tak for at ville nuancere og afdæmonisere ved at vise, at indvandrergruppen faktisk består af enkeltindivider, der hver for sig er unikke. Men sidst i bogen konkluderer han samtidig, at »mangfoldighed bliver en illusion, fordi menneskeheden - på trods af mangfoldighed - er ét udeleligt hele«. Hvor er det fristende bare at nikke ja. For vi har jo Jorden til fælles, og vi har det menneskelige til fælles. Men faktisk har vi jo - indtil videre - en hel del kultur - og en del værdier - til forskel, og det ville have gjort denne sympatiske bog endnu bedre, hvis den værdimæssige side af mangfoldigheden havde været tydeliggjort. Genetisk morfning I den forbindelse kan det undre, at det muslimske miljø er så fraværende. Hvor er bedemåtterne og burkaerne? Hvor er de kønsopdelte stuemiljøer hjemme hos de mindst integrerede pakistanere? Hvor er i det hele taget pakistanerne?! Er de ikke blevet spurgt, eller har de bare ikke villet deltage, og i så fald hvorfor? Gode bøger har det med ikke kun at give svar, men også stille spørgsmål af den slags, man selv må tumle videre med. I Michael Jacksons banebrydende video 'Black or White' ser man ansigter fra overalt på Jorden smelte sammen i nye kombinationer. Henrik Saxgrens smukke dokumentarium viser, at Skandinavien har menneskemateriale nok til, at den store morfning, ad genetisk vej forstås, kan blive en realitet. Det kræver, at kærlighed vinder over kultur, og helt konkret: at lovgivningen, i hvert fald i Danmark, indrettes, så grænseløs kærlighed, modsat nu, får en chance.