Knaldgult omslag. Emnet i vinkel. Man kan kun have fine forventninger til Gunnar Martin Nielsens (f. 1921) lille introduktion til et af 1890'ernes helt store litterære kanonslag. Nemlig venskabet mellem Viggo og Ingeborg Stuckenberg, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen, der først løb af sted på legende versefødder og siden fik bragende ben at gå på. Vingesusende stof Hvorfor gik det mon så galt, lyder spørgsmålet gennem 'Venskab og opgør', der trækker på parternes publicerede brevvekslinger, Johannes Jørgensens selvbiografiske 'Mit livs legende' og de mange biografier om de tre mænd og deres muse. På lutter kendt stof, med andre ord, tilsat Gunnar Martin Nielsens personlige vurdering. På den ene side er den kop suppe måske vel henkogt for kræsne ganer. På den anden side er der vitterlig brug for personlige indføringer, der formår at levendegøre litteraturhåndbogen med en forsvarlig krog i læsefeltet. Ikke mindst når stoffet faktisk er så vingesusende, at det letter, blot man prikker til det med pennen. Menneskehedens befrielse Et sådant stof har Gunnar Martin Nielsen i princippet til sin disposition. For der er drama i fortællingen om ungdomsvennerne Viggo, Sophus og Johannes, der i en rus af Brandes' forelæsninger, Nietzsches skrifter og en fælles tilbedelse af Viggos kone, Ingeborg, skabte nogle af det moderne gennembruds hoved- og brudtekster. »Vi troede paa, at nu skulle alle Gaader løses og alle Lænker falde«. »Vi haabede paa Kristendommens Endeligt, den sociale Republiks Tilsynekomst, det hedenske Køds Opstandelse og en ny, frigjort Menneskeheds endelige Lyksalighed«, skrev Johannes, til han fandt kristendommen, Sophus fandt de franske symbolister, og Viggo fandt trøst hos naboens kone, Clara, da Ingeborg skred til New Zealand med Claras mand. Her tog hun sit eget liv, 38 år gammel. Læg hertil passende mængder fattigdom, tårnværelser og opgør, så det sortnede for pennespidserne, og hvad kan gå galt? Tja, for eksempel at Gunnar Martin Nielsens version af historien giver ærgerlige mindelser om en uoverskuelig bunke håndskrevne ark, hvor pointer er tilføjet i marginen, halvdelen er overstreget, og resten er nedfældet efter første, men langtfra bedste, indskydelse. Gentagelser og sniksnak Her er umotiverede spring mellem nutid og datid, så Johannes f.eks. 'skildrede' og 'fortæller' i samme sætning. Her er forstyrrende kronologiske spring, hvor digte og billeder beskrives, længe før de gengives, og siden dukker op, hvor man mindst venter det. Pointer gentages ad absurdum eller finder først vej til siderne som bisætninger, hvis de da overhovedet finder vej. F.eks. fremgår det først efter Viggos mors død, at han var hjerteligt knyttet til hende i levende live, mens ægtefællerne Amalie, Clara og Helene optræder som fornavne alene. Uden indhold. Uden funktion. Et sted gebærder Viggo sig »hinsides den forældede moral«, men hvad er moralkodeksen? Et andet sted hører vi om børnefødsler, men hvem er børnene? Overalt bryder forfatteren ganske vist igennem, men mest med umotiveret sniksnak af typen »jeg havde forventet, at omgangen med de fire hovedpersoner ville graduere min sympati for den ene eller anden af dem, men det er ikke sket«. Dette er så afgjort ikke den introduktion, man kunne have håbet. Og forventet. Man må i sandhed spørge sig selv, hvorfor den overhovedet er skrevet - og for hvem?