Med den rigtige hjælp og redigering kunne dette måske være blevet en god bog, i alle tilfælde en mere morsom og vedkommende bog. Som de to SAS-stewardessers beretning fremstår nu, er man i tvivl om, hvem de henvender sig til: erhvervsvejledere?, piger, som stadig drømmer stewardessedrømme?, fagforeningen? Gode gamle dage Især anden del, skrevet af stewardesse gennem 15 år Nan Rostock, handler om arbejdsbetingelserne. De uregelmæssige arbejdstider, den knap så gode løn, ensomheden i det fjerne, savnet af dem derhjemme. Stewardessen som intelligent og kompetent servicealf trods stadig dårligere arbejdsbetingelser. Alting var bedre i gamle dage før massetransport og nedskæringer, forstår man. Det er så sandt, som det er sagt. For de udvalgte få. Nellie Vierhout er en langt bedre og mere tænksom fortæller, men også hun kommer ind på besværlighederne igen og igen. Brokkehoveder Men jo, vi har fattet, at det er svært at få tingene til at hænge sammen. Måske var det derfor, stewardesserne i sin tid skulle være ugifte og selvfølgelig barnløse nærmest som diakonisser? Men Vierhout formår trods alt at give en mere livlig beretning om sine knap 34 år som stewardesse med nogle ret morsomme eksempler på passagerer og hændelser i luften. Der kan ske en del skøre ting på 15.673 fløjne kilometer. Når det er sagt, minder bogen denne passager om, hvorfor jeg i en periode for en snes år siden hadede at flyve med SAS: Personalet brokkede sig i ét væk over deres elendige arbejdsforhold, og det var ærlig talt ikke specielt morsomt at høre på, fanget 10 km oppe i luften. Som journalist kunne man faktisk godt matche deres skæve arbejdstider og andre ulemper, mens højdepunkterne i reporterarbejdet var noget sjovere. Begge dele gælder stadig.