0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Humanvidenskabernes dronning

Chaïm Perelman ville genføde retorikken i Aristoteles' ånd. Hans klassiker om faget findes nu på dansk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det hæderkronede er som bekendt sjældent det mest ophidsende, hvorfor det uhæderlige måtte opfindes, hvis det ikke fandtes i forvejen.

Dette ræsonnement er ordentlige psykopaters dybeste alibi, hvorfor vi trygt kan adoptere det som nødvendigt forsvar mod de pæne og intrigante - der er endnu farligere.

Men hvis Djævlen således er nødt til at være lige så verdensvant som Gud, så gælder dette i ikke ringere grad Djævlens advokat - der af samme grund er byens mest efterspurgte.

Retorikkens genfødsel
Dette vidste allerede de gamle grækere, der fandt det langt mere rentabelt at slå sig ned som sofist/retoriker end som filosof.

For Platon var retorikken derfor en anfægtelse, og han gav den et anløbent ry for manipulation.

Men Aristoteles så den som en genuin kunst og tildelte den et eget departement: hele det 'dialektiske' univers, hvor vi hverken kan veje, måle eller bevise tvingende - som i politik, hvor lige erfarne, vidende og dygtige folk troværdigt forsvarer modsatte standpunkter.

For i det sociale univers gives ingen logaritmetabel hinsides den levende debat.

De første trykte retoriske lærebøger i senrenæssancen henførte imidlertid dialektikken til filosofien - og lod kun retorikken beholde effektmageriet og prokuratorknebene. Derfor kom retorik til alene at handle om sproglige stilfigurer og 'talekunst'.

Men i de senere årtier er retorikken blevet genfødt i Aristoteles' ånd, takket være især den nu afdøde filosof Chaïm Perelman, hvis klassiker 'Retorikkens rige' nu foreligger på dansk.

At søge sandheden
Bogen er i sig selv et defensorat for retorikkens status som de humane videnskabers dronning. Den logiske krumtap er ud over Aristoteles det forhold, at selv fornuftsargumenter i enrum tænkes henvendt til et 'ideelt' publikum med bestemte værdier og grundlæggende sandheder.

Selv for at omstøde gældende sandheder må man tage afsæt i noget, alle er enige om. Taktiske overvejelser om talens fremlægning og det rette ordvalg kan således ikke bagatelliseres som overflade - men skønne ord er omvendt kun relevante, hvis de styrker argumentationen.

Siden Nietzsche er Platons, Descartes' og Kants rene fornuft blevet 'dekonstrueret' af eksistentialister (al tro er valg), positivister (der gives ingen uafhængig sandhedsinstans) og af Karl Popper: Vi kan modbevise gale videnskabelige teorier, men aldrig endegyldigt bevise en teoris sandhed.

Også Johannes Sløk bekendte sig til sofisternes syn på al menneskelig visdom; alle skolastiske forsøg på som i matematikken at henvise til ren evidens er da også før eller siden blevet indhentet af latteren - og logikeren Quine ophævede endda skellet mellem erfaringssandheder og rent logiske sandheder: For en 'evident sandhed' gælder jo kun, indtil nogen gennemhuller den.

Quine havde ganske ret - så derfor skrotter vi hans lære. For selv om han psykologisk har en pointe, sætter sandhedsbegrebet en ideel standard for tanken - og der er stadig forskel på at søge sandheden og at forsvare en tese effektivt.

Det er stort at fastholde en sandhed, selv om det indebærer isolation - for er vi mennesker end afhængige af bifald, så er solsystemet bedøvende upåvirket af vores teorier om det. Sejr og nederlag beviser derfor intet - og vor psykiske afhængighed deraf endnu mindre. Djævlen ved det også og er derfor efterhånden lige så ucharmerende som Gud - thi selvtilstrækkelighed vækker sjældent sympati.

Kvantitet eller kvalitet
Men nu til argumentationsteoriens 'botaniske' overblik. Vi må som i retssalen først fremmane vor sag i folks bevidsthed med de rette ord: Således er der stor forskel på at kalde Orestes »sin fars hævner« eller »sin mors morder«.

Dernæst kan vi levere dels argumenter, der henviser til den konkrete virkelighed - dels rene logikargumenter.

De første indeholder gerne overvejelser om plausible konsekvenser eller forholdet mellem mål og midler - men også tit henvisninger til personers, nationers og racers 'væsen': Guds mening med pest er således altid god, mens muslimers og andre(?) skurkes gode gerninger ikke står til troende.

Endvidere kan en reform af efterlønnen præsenteres som blot en gradsforskel eller omvendt som et brud. Eller vi kan slutte fra kvantitet til kvalitet: En tyk bog anses tit for dybere end en tynd bog.

Forelskelse eller besættelse
Logikargumenter skal derimod tvinge modparten ved sokratisk at reducere hans tese til selvmodsigelse eller til et håbløst dilemma; eller vi kan fremture med en logisk symmetri - som når vi forsvarer døtres arveret på lige fod med sønners.

Bogen giver et barokt eksempel: En søn forsvarer over for faderen at have gået i seng med sin farmor: »Hvis du må gå i seng med min mor - så må jeg også gå i seng med din!«.

På det moralske plan argumenter vi dog oftere ud fra forbilleder og eksempler: David vs. Goliat, Jesus vs. Rom eller Tudvad vs. Garff.

De såkaldt 'filosofiske argumenter' søger at splitte vedtagne antagelser ad ved at skelne mellem kerne og skin, væsen og fremtrædelsesform - som når retorik ses som overfladisk og filosofi som sandhedssøgen.

Sluttelig lancerer vi analogier og billeder, når vi søger nye forklaringer: På heksebrændingernes tid kunne forelskelse således forklares som djævelsk 'besættelse'.

Ingen genveje
Bogen er fuld af historiske eksempler, men mugfrie argumenter bliver til i kampens hede: for at vende modpartens maksimer mod h