Skønt der er gået mere end to år siden knivmordet på Sveriges udenrigsminister Anna Lindh, virkede det en smule blasfemisk at bede en ekspedient i Nordiska Kompaniets bogafdeling om hjælp til at finde journalist Edvard Unsgaards bog om Mijailo Mijailovic. Som mange vil huske, fandt det uhyggelige overfald sted netop her i NK-varehusets dameafdeling, bedst som Anna Lindh var ved at bestemme sig for en Filippa K-bluse til brug for en tv-duel samme aften om den svenske ØMU-afstemning. Men ekspedienten tog forespørgslen pænt og viste uden besvær hen til et bord for aktuel, storsælgende samfundslitteratur. Her fyldte en stabel dystert udseende bøger med tre kornede fotos af Mijailovic' ansigt på forsiden godt op og vidnede om en betydelig svensk interesse for at forstå baggrunden for mordet på den populære toppolitiker og mor til to. Skrækindjagende vidnesbyrd Bogen er det første forsøg på at give en sammenhængende fortælling om, hvad der drev Mijailovic til den skelsættende handling, og allerede mens jeg var på vej ned ad den rulletrappe, der også var morderens flugtvej, meldte forfatteren sig med en appetitvækker. I en prolog refereres en samtale med en nær ven til Mijailovic gennem de sene teenageår. Samtalen er et skrækindjagende vidnesbyrd om en i udgangspunktet begavet ung mand på vej ned ad en sliske med psykiske problemer og en efterhånden sygelig trang til at begå en spektakulær forbrydelse. »Det skulle være en kriminel handling på en plads med masser af folk, der skulle være blod, og det skulle være som i Chicago i 20'erne, som Al Capone«, når dæknavnet Dule Savic at fortælle til Edvard Unsgaard, inden rulletrappen når stueetagen. Morderens motiv Mijailovic' rettergang endte for et år siden med en ubetinget fængselsdom på livstid. Forud for dommen drejede debatten sig i første række om hans psykiske tilstands betydning for, om han kunne slippe med en behandlingsdom eller skulle dømmes til afsoning i et klassisk fængsel. Det mindst lige så interessante spørgsmål om Mijailovic' motiv til at dræbe Anna Lindh har stået svagere frem til udgivelsen af Unsgaards bog. Mijailovic selv har på linje med den nærmeste familie ikke ønsket at medvirke. Det har til gengæld en blandet landhandel af mere end hundrede mundtlige kilder, der har kendt Mijailovic fra opvækstårene i den serbiske landsby Mladenovac over teenageårene i stockholmske Lidingö til de venner og politiefterforskere, der stod centralt i morderens sidste dage i frihed. Utålelig opvækst Sammen med en betydelig mængde materiale fra ikke mindst politiets efterforskning tegnes et veldokumenteret billede af en kriminaliseret og psykisk forstyrret ung mand præget af en utålelig opvækst i en elendigt integreret indvandrerfamilie af jugoslavisk/serbisk oprindelse. Familiens overhoved, faderen Miroslav, har i årevis haft alkoholproblemer, et heftigt temperament og diktatoriske træk, der flere gange førte til vold mod både moderen og søsteren i den øvrige families påsyn. Moderen har lidt af heftig nervøsitet, søsteren af skizofreni. Hele familien har i flere år stået uden for arbejdsmarkedet. Dagen før søsteren Julias 20-års fødselsdag, i 1996, viste Mijailo Mijailovic første gang, at han var en mere end almindeligt utilpasset ung mand. Et bittert, men banalt skænderi mellem forældrene udviklede sig til, at den daværende teenager begik et regulært overfald på faderen med en køkkenkniv. I den senere domsudskrift blev overfaldet betegnet som »potentielt livstruende«. Han ville ifølge samme udskrift have fået en fængselsdom, hvis han havde været ældre i gerningsøjeblikket, som Mijailovic lige siden har været ude af stand til at huske detaljer fra. Svigtet af systemet Bogen kommer godt rundt om de tre domme for grov mishandling, ulovlig våbenbesiddelse og gentagne telefontrusler mod unge kvinder, som Mijailovic havde på samvittigheden inden angrebet på Anna Lindh. Og så leverer den et billede af en ung mand, der følte sig svigtet af et psykiatrisk system med hang til udlevering af piller og medicin frem for menneskelig hjælp og omsorg. I Mijailovic' sidste 16 måneder uden for fængslets mure fik han ordineret 11 forskellige lægemidler af seks forskellige læger, og så sent som seks dage før knivmordet søgte han om akut hjælp på sygehuset i Huddinge. Tilfældigt offer Edvard Unsgaard slutter ikke af med et endegyldigt facit, men viser, at Anna Lindhs krop blev offer for en kniv ført af ung, psykisk forstyrret mand med et efterhånden desperat ønske om at opnå berømmelse ved at forrette skade på en fremtrædende repræsentant for det officielle Sverige. At protesten netop gik ud over Lindh, synes som lidt af en tilfældighed. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. At Lindh siden 1999 havde været lidt af en paria i den serbiske minoritetsbefolkning i Sverige, fordi hun meget direkte støttede NATO's bombninger af Serbien, har næppe hjulpet hende under selve overfaldet. Men det politiske motiv har højst været indirekte og underordnet. Bogen rummer desuden en minutiøs gennemgang af svensk politis omfattende opklaringsarbejde frem til anholdelsen af Mijailovic, hvor korpsets hele renomme stod på spil efter fiaskoen ved Palmemordet for snart 20 år siden. Takket være Edvard Unsgaard, der til daglig er indlandsreporter på Sveriges Radio, ved vi nu en del om, hvad der drev Anna Lindhs morder til at gøre, hvad han gjorde på den tragiske dag i Nordiska Kompaniet. Bogens skræmmende perspektiv er, at Mijailovic' baggrund nok virker dyster, men ikke helt ualmindelig.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























