Begge disse bøger, der udkom sidste år, handler i vid udstrækning om det samme og har oven i købet valgt det samme fotografi til forsiden. De bygger på deres forfatteres respektive ph.d.-afhandlinger, og det akademiske anstrøg fornægter sig ikke. Især Brandenborg Jensens bog ville have været godt tjent med en alvorlig gennemskrivning, hvis den er tiltænkt den almindeligt interesserede læser. Den savner ganske enkelt evnen til at skabe overblik for læseren. Den skelner ikke mellem væsentligt og uvæsentligt. I stedet dykker den dybt ned i en stor rigdom af detaljer for nu og da at dukke op og drage knappe konklusioner, som står i et uformidlet forhold til helheden. Med Mogens Nissen er forvandlingen fra afhandling til bog gået lidt bedre, men nogen essayistisk elegantier er heller ikke han. Leveringsglæde Bøgerne har påkaldt sig en vis opmærksomhed, fordi de stiller sig meget forskelligt til spørgsmålet om dansk landbrugs betydning for Danmarks forhold til Tyskland under besættelsen. Emnet er for så vidt ligetil. Den ret betydelige danske eksport af især animalske produkter til Storbritannien blev helt afskåret i 1940. Tyskland kunne imidlertid aftage alt, hvad Danmark kunne levere af fødevarer. Til at begynde med blev det tolket som en udplyndring af danske værdier, men det lod sig ikke skjule, at landbruget udviste stor Lieferfreude, som det hed, dvs. glæde ved at levere. Pengene var gode. Mens reallønnen faldt og leveomkostningerne steg blandt lønmodtagere under besættelsen, betød efterspørgslen på fødevarer stigende indtægter for landbruget. Derudover betød det, at tyskerne som modydelse leverede de vigtigste råvarer til den danske industriproduktion, som ikke længere kunne skaffes på verdensmarkedet. De fleste var ret tilfredse med dette bytteforhold. Selv modstandsbevægelsen var kun moderat kritisk over for landbruget, der i modsætning til industrien ikke var genstand for sabotageaktioner i nævneværdigt omfang. Punkteret myte Der har indtil nu hersket stor enighed om, at de danske fødevareforsyninger var meget vigtige for tyskerne. Ole Brandenborg har imidlertid sat sig for at vise, at det er en myte. På baggrund af officiel statistik beregner han, hvor stor en andel den danske eksport udgjorde af det samlede tyske fødevareforbrug som helhed i perioden 1940-1944. Han kommer til den konklusion, at der var tale om ganske få procent. Myten skyldes Werner Best - den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark - som stod for en blød linje over for danskerne. Grunden til Bests overvurdering af tallene, mener Brandenborg, er, at Best havde brug for at vise sine foresatte, hvor vigtigt det var at opretholde de fredelige tilstande i Danmark. Misvisende udligning Årsagsfølgen er imidlertid ganske omvendt, mener Mogens Nissen. Tyskerne for med lempe i Danmark, fordi landbrugseksporten med føje blev anset som meget vigtig. Kun et Danmark i ro og velstand kunne levere så mange fødevarer. For at forstå historiens aktører er det væsentligt at få et billede af, hvordan de opfattede situationen. Havde de en nok så forvrænget opfattelse af tingenes tilstand, var det alligevel denne opfattelse, der lå til grund for deres handlinger. I dette tilfælde er der dog overensstemmelse mellem tyskernes opfattelse af situationen og de faktiske forhold, mener Mogens Nissen. Han er ganske overbevisende i sin dokumentation af, at dansk fødevareeksport faktisk var af stor betydning især mod krigens slutning. For det første bruger han et mere retvisende statistisk grundlag, der er tilvejebragt efter krigen. De officielle nazityske tal for borgernes velstand var pustet noget op. For det andet bryder han tallene op i flere dele. Han tager et år ad gangen og udskiller tre hovedgrupper: landbefolkningen, bybefolkningen og værnemagten. Heraf fremgår det meget tydeligt, at forsyningssituationen i Tyskland var udmærket i krigens første år, hvorefter den forværredes betydeligt, samtidig med at importen fra Danmark steg. En gennemsnitsberegning over flere år giver med andre ord ikke andet end en misvisende udligning af betydelige forskelle. Lurpak i front Landbefolkningen i Tyskland klarede sig i vid udstrækning ved selvforsyning. Knapheden i Tyskland mod krigens slutning gik værst ud over bybefolkningen, der levede på grænsen af reel nød. Mangelen på indenlandske fødevarer indebar, at skønsmæssigt 13-14 procent af alt svine- og oksekød, der blev spist i de sidste krigsår i de tyske byer, var dansk. Endnu større betydning havde den danske eksport for ernæringen i værnemagten, som under hele krigen sørgede for sig selv først. 20 procent og måske mere af soldaternes kød- og smørrationer var danskproduceret i 1943-44. Det daglige brød ved fronten blev smurt med lurpak. Danskerne tjente tykt Ole Brandenborg står blandt fagfolk temmelig alene med sit synspunkt, mens Nissen får opbakning fra bl.a. en af de bedste kendere af problemkomplekset, Joachim Lund. Det hjælper naturligvis ikke Nissen, at en af de helt centrale tabeller (s. 251) rummer en åbenlys trykfejl. Andre kuriøse småting giver enkelte uklarheder. Hvad betyder f.eks. tidsangivelsen »efter besættelsen«. Ret beset kan det betyde »efter at tyskerne besatte Danmark«, dvs. efter 9. april, eller det kan betyde »efter den femårige periode, vi kalder besættelsen«. Tilsvarende kan det undre, når Brandenborg taler om en »nazistisk eksportpolitik«, som om den kunne skelnes fra den almindelige tyske eksportpolitik. Det hører dog til småtingsafdelingen. I det store overblik ser det ud til, at Nissen har fat i den lange ende, og hovedkonklusionen står endnu: Dansk landbrug tjente tykt på at sælge til tyskerne, og samtidig gjorde hensynet til disse leverancer det formålstjenligt for tyskerne at lade Danmark leve i relativ fred og velstand.