Ligger De i morgen formiddag og overvejer, om De egentlig stadig er i live efter nattens udskejelser, er her tjeklisten. Egenskaberne, der skiller levende væsner fra de døde, er som følger: Bevægelse (lidt har også ret), respiration (selv tung ånde), følsomhed (læs: hovedpine), vækst (gode forsætter, for eksempel), reproduktion (well ...), næringsindtagelse (med mådehold!) og ekskretion (kun i begrænset omfang oralt). Begavet underholdning Listen har jeg fra Ben Schotts 'Originale samling af uundværlig viden', der efter at have gået sin sejrsgang verden over, nu også foreligger på dansk i en glimrende oversættelse. En ualmindelig herlig bog, begavet underholdning på højt niveau og perfekt timet til vor postmodernistiske, dekonstruerede og jævnt hen skrupforvirrede tid. Her er alt godt fra en velbegavet ung fyrs idiosynkratiske hjernegemmer, præsenteret i så fuldkommen tilfældig rækkefølge, som var det taget direkte op af en dametaske. Hestekræfter Sælsomme informationer blandet med basale informationer til den almindelige dannelse, krydret med ligegyldigheder og interessante fakta. Listen over 'nogle nationalsange' giver således et tankevækkende glimt ind i forskellige landes nationale psyke, fra Japans traditionsfokuserede 'Må kejserne herske i 1.000 lykkelige år' over Ukraines bittersøde 'Ukraine, du er ikke gået tabt' til Serbiens åbent nationalistiske 'Åh, slavere'. Mere prosaisk er forklaringen på, hvad det sært gammeldags udtryk 'hestekraft' egentlig dækker over, nemlig den kraft, der skal til at løfte 75 kilo til 1 meters højde på 1 sekund. En sælsom referenceramme allerede da den skotske opfinder James Watt definerede den for et par hundrede år siden, og desto mere spøjst, at det har overlevet til vor virtuelle verden. Ud i rummet Interessant og nyt for undertegnede - men nok vanskeligt at flette ind i konversationen i det daglige - er også reglerne for navngivning af himmellegemer. Som man altid har mistænkt, er der visse regler. Ifølge Den Internationale Astronomiske Union kan ingen navne med militær, politisk eller religiøs tilknytning benyttes (dog er politiske skikkelser, der levede før midten af 1800-tallet, acceptable), og ingen person kan hædres, før vedkommende har været død i mindst tre år. Så vidt hovedreglen, for de enkelte himmellegemer gælder langt mere specifikke regler. På Venus opkaldes linjer således efter krigsgudinder, klitter efter ørkengudinder og større landområder efter kærlighedsgudinder. Mænd er tydeligvis ikke velkomne på vores naboplanet. Endnu mere specifikt bliver det længere ude i solsystemet. På Saturns måne Tethys tillades udelukkende personer og steder, som optræder i Homers 'Odysséen', mens man på Uranus' måne Titiana går målrettet efter kvindelige personer fra Shakespeares værker. Stjernekiggerne får tydeligvis også tid til en del almindelig dannelse. Soldaterkammerater Ud over at blive oversat er den danske udgave blevet 'bearbejdet', hvad der viser sig at dække over, at man hist og pist har indsat særlige danske afsnit, hvor det generelt er lykkedes at ramme Schotts særegne stil ganske godt. Er man efter manglende militærtjeneste fra tid til anden i tvivl om, om generalmajor kommer over eller under en brigadegeneral, eller hvor kontreadmiralen befinder sig hierarkisk i forhold til den lidt mere flamboyante flotilleadmiral, ja så har Ben Schott svaret. Ganske som på meget, meget andet.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























