»Tag vare på friheden«, lyder opfordringen fra den amerikanske filosof Richard Rorty i en ny interviewbog, der fortsætter i samme titellinje: »og sandheden vil tage vare på sig selv!«. Det er en opfordring, der synes værd at lytte til i en tid som denne, hvor frihedsrettighederne i de vestlige samfund igen står til forhandling. Men det er også et udsagn, der lader sig anvende om den debattørvirksomhed, som den dansk-amerikanske historiker David Gress igennem fire årtier har udfoldet. Han har om nogen taget vare på friheden og været tro mod den liberale tanke og utrættelig i sin kritik af velfærdsstatens umyndiggørelse - så meget, at han ikke er blevet headhuntet til en embedsmandsstilling af den siddende, såkaldt liberale regering. Det tjener til hans ære. Kulturkonservativ David Gress er dog mere end det. Han er nemlig også vaskeægte kulturkonservativ, endda på den amerikanske måde, hvilket indebærer, at han synes, at unge mennesker bander for meget, at samlevende mænd og kvinder bør være gifte, og at det dog er for galt, at danske universitetsfolk ikke går med jakke og slips ligesom (nogle af) deres (mandlige) amerikanske kolleger. Det er altså ikke kun friheden, Gress tager vare på, men også visse normer og overleverede værdier, som risikerer at gå tabt i frihedens navn. Frihedens historie Den seneste bog, han har skrevet, er et forsøg på at sammensplejse disse to tankeretninger, den politiske neoliberalisme og kulturkonservatismen - en kombination, som er veletableret på den kristne amerikanske højrefløj, men et forholdsvis sjældent syn i dansk idépolitik. Bogen med den bevingede titel 'Det bedste guld' vil belyse intet mindre end den vestlige friheds historie igennem punktnedslag, det vil sige via små episoder fra blandt andet Athen i år 480 f.Kr., Skotland i 1314 og USA i 1776. Her brændte det på i frihedens historie ifølge Gress, der fremdrager retssagen mod Sokrates, skotternes kamp for selvstændighed og den amerikanske uafhængighedserklæring som afgørende momenter i frihedens idéhistorie. Men man kommer også langt videre omkring i hans sonderinger, der inddrager mange historiske forhold og krydrer dem med anekdotiske indslag af selvbiografisk karakter. Her får man noget at vide om alle de sprog, som David Gress kan, og om de mange prestigiøse universiteter, som han selv og hans far og sønner har gået og undervist på. Kvalitativ frihed Bogens tese er, at dét, som man i de vestlige samfund i dag forbinder med frihed, slet ikke er den ægte vare. Det er en 'udstillingsfrihed' - en frihed til at te sig, kunne man sige. Det er sådan noget med »at drikke sig fuld i tide og utide, bryde løfter og kaste smuds på regler«, nævner Gress og anfører andetsteds, at det blandt andet er »rockere, hip-hoppere, filminstruktører, forfattere, komikere« samt »seksuelle minoriteter«, som gør brug af denne frihed. Over for denne oprørske, vilkårlige frihed opstiller Gress et bedre alternativ, nemlig den kvalitative frihed, »som er en frihed, der udtrykker den i egentlig forstand dannede personlighed, der ved, hvad den vil, ikke som et tilfældigt indfald eller en impuls, men som følge af modning, læring og erfaring«. Letkøbt og useriøst Hvor den ufede frihed går ud på at reagere mod normerne, vælder den fede - kvalitative - frihed altså inde fra det dannede, modne, selvbevidste individ. På mange måder er det således en klassisk dannelsestænkning, som Gress går i brechen for - en frihed til at blive den, man er - og den kan der gives mange gode argumenter for. Derfor er det også mærkeligt, at Gress vælger at fremlægge den ved hjælp af så letkøbt en modsætning, som efter min mening er uden seriøst indhold. Det er mest af alt sine egne fordomme og idiosynkrasier, Gress polemiserer imod, og derfor fungerer hans debatbog ikke som oplæg til en politisk samtale. Frihedsbegrebet er en jungle af betydninger, hvor man let farer vild eller går fejl af hinanden. Til opklaringen af dette morads har David Gress på trods af sin åbenlyse lærdom leveret et yderst beskedent bidrag.