Allerede i forordet introduceres vi for vinderen, Thomas Gravesen. Han giver forfatteren bag denne bog klar besked, fordi Kurt Lassen ikke kan holde op med at ryge, selv om han gerne vil. »På det punkt tænker jeg helt anderledes«. »Hvis jeg først siger: »Det der, det vil jeg ikke«, eller »det der, det vil jeg«, så bliver jeg ved«, belærer Gravesen. »Men du er også en vinder, og jeg er en klynker«, indvender Lassen, som naturligvis bliver verbalt tacklet ud af dialogen af den skaldede fodboldspiller med ordene: »Alle mennesker har en vinder i sig«. Skuffende Værsgo. Bolden og blodet ruller, og med store forventninger giver man sig i kast med den egentlige bog. Thomas Gravesen er en af Danmarks største personligheder på fodboldbanen, netop fordi han ikke er mr. Pæn, et talende jakkesæt med reklamelogoer. Og Kurt Lassen fra Berlingske Tidende er en af Danmarks bedst skrivende sportsjournalister, blandt andet fordi han tør have holdninger til spillet og aktørerne. Så det kan ikke gå galt. Det gør det da heller ikke, men det går desværre heller ikke særlig godt for makkerparret. Hverken privat eller personlig Tidligere i dette efterår udkom bogen om Thomas Gravesens gode ven og åndeligt beslægtede Stig Tøfting - og nej, her er ikke nogen ironisk pointe gemt. For biografien om Tøfting, 'No Regrets', satte nye standarder for bøger om danske fodboldspillere. Og dem kan 'Min version' slet ikke leve op til. Måske fordi Thomas Gravesen har stillet så mange betingelser om, at bogen ikke må blive privat eller bare personlig, har opgaven været umulig for Lassen. Han har til gengæld arbejdet hurtigt for at få værket ud, mens hovedpersonen stadig er i Real Madrid og dermed et salgsobjekt, også i bogform. Hovedvægten i bogen er da også på Thomas Gravesens blandede karriere i Real Madrid, som foreløbig har varet godt et halvt år. Men det eventyr er allerede tværet ud i de danske medier i en grad, så bogen ikke har meget nyt at tilføje. Utilladelig kritik Gravesens begejstring for det spil, han også ser i tv uden at ville forstyrres, når han har fri, er smittende. Men man savner, at Kurt Lassen, der normalt har eminent sans for analysen og detaljens betydning, trækker sig lidt tilbage og reflekterer over sin passionerede hovedperson, når nu Thomas Gravesen ikke selv kaster sig ud i mere dybsindige forklaringer på sit livs store kærlighed; fodbolden. Vi ender derfor med nogle beskrivende og refererende kapitler om et fortumlet fodboldliv, hvis rutiner kan gøre enhver træt. Hvad Gravesen da også indrømmer at være. Ikke mindst af den opmærksomhed fra medierne, han brokker sig over, så læseren bliver helt træt. Ifølge Gravesen kan journalister ikke tillade sig at være kritiske over for landsholdet, for det består jo af »store stjerner«. En underlig verdensfjern og gammeldags holdning, han desværre ikke bliver holdt op på her. Sort-hvid verden Heller ikke Thomas Gravesens skyggeside, det indimellem brutale spil på kanten af det afstumpede, berøres meget. Men 'El Ogro' - 'Trolden', som han kaldes i Madrid, forklarer, at det blandt andet er landstræner Morten Olsen, der sætter ham op til de hårde tacklinger. Ved at rose spillere på modstandernes hold, som i Gravesens optik slet og ret er fjender. Til gengæld er Thomas Gravesen så begejstret for Olsen, at han ikke vil fortsætte på landsholdet, hvis træneren stopper. Og da slet ikke hvis afløseren bliver en svensker! Ak, ja, fodboldens verden er ofte alt for sort-hvid, uanset om den betragtes af tilskuere, spillere, journalister eller trænere. Uheldigvis bidrager Thomas Gravesens version af fodbolden ikke med mange nye nuancer. Heller ikke nogen i det mindste lidt mere underholdende anekdoter fra en spiller, der ellers i den grad har blik for spillets mere medrivende sider. Det er sjovere at se Gravesen spille fodbold end læse hans beskrivelser af det.