Længe har danskerne med mere eller mindre tilbageholdt åndedræt ventet på to publikationer: Velfærdskommissionens rapport og kanonudvalgenes indstilling om de betydeligste værker - danske, vel at mærke - inden for litteratur, musik, design osv. Fremtidens velfærd diskuteres, som man ved, også i andre lande. Men selv vor nationale kanon, eller bestræbelserne på at komme frem til én, er nået til udlandet. Christoph Bartmann, lederen af Det Tyske Kulturinstitut i København, skrev for nylig om emnet i en artikel i Süddeutsche Zeitung. Bartmann er både en ven og en kender af dansk kultur, som det ses af hans fine bog om København i litteraturen, men han var ikke begejstret. Hverken det statslige regi eller den nationale begrænsning tiltalte ham. Tysk succes Nu er der faktisk ved at udkomme et kanonværk i Tyskland, men det adskiller sig på alle måder fra det danske. Det er større (50 'klassikere' i hver kategori), bredere (ved siden af 'romaner', 'filosoffer' og 'arkitekturværker' er der emner som 'opfindelser', 'retssager' og 'berømte par'), og det er ikke begrænset til tyske frembringelser. Desuden er det ikke rene lister, bindene består af illustrerede introducerende essays med henvisninger til relevante bøger, film, websites og museer - heriblandt - for at vise det internationale udblik - Elmuseet i Bjerringbro! Kanonprojektet skyldes et privat forlag (Gerstenberg Visuell) og er blevet en kommerciel succes. Det kunne det vel også blive her. Eller er det danske marked for lille? Bred kanon Mens vi venter, kan 'Hvad enhver dansker bør vide' anbefales. Ved første øjekast ser bogen måske ud til blot at være endnu en gang genbrug af Encyklopædien, men ideen er slet ikke tosset: 20 kapitler med hver sit emne (teknik, sundhed, historie, religion), med et indledende essay af en kapacitet på feltet og derefter en 500-600 opslagsord. Alle kan naturligvis kloge sig på deres eget område og pege på opslagsord, der med urette er udeladt eller medtaget ('Davy Crockett' og 'Margueritruten' ville være to af mine kandidater til udsmidning). Men det, der tæller, er, at denne kanon for almenviden ikke kun omfatter de fænomener, som den danske kulturkanon alene sigter mod, men også f.eks. genteknik, informationssamfundet, biokemi og international politik. Som C.P. Snow sagde i sin tid: Hvorfor er det tegn på barbari ikke at kende Shakespeare, men helt i orden at være uvidende om den anden termodynamiske lov? Relevant viden Selvfølgelig er der ting at kritisere. Udvælgelsen af emneord er således i mange kapitler mere person- og europacentreret, end godt er. Opdelingen i emner fungerer ikke overalt lige godt; felter som antropologi, sociologi og politik synes at være faldet ned mellem to eller flere stole. Og selv om bogen er generøst illustreret, kunne man faktisk godt have spenderet endnu flere billeder. Bedre end en ottelinjers beskrivelse af en stær er det dog at se fuglen. Men det rokker ikke ved det, der er bogens kvalitet: Den indeholder en masse relevant viden, som, hvis nok danskere tilegner sig den, bliver til virkelig almenviden - et begreb, der rummer store dele af, men som på den anden side ikke begrænser sig til det kompendium af finkultur, der tidligere gik under navnet almendannelse.