Poul Henningsens digt om den offentlige mening, som han skrev til en revy i Riddersalen i 1931, var direkte inspireret af en af de ondeste sladderhistorier i dansk teater. Der gik sikkert en gysen gennem publikum, da Arne Weel stod frem på den lille scene og sluttede den festlige aften med den fyndige morale: Tag og rend mig i den offentlige mening ... Det var en kollegial kommentar til de rygter, der verserede i København om en af tidens mest elskede skuespillerinder, Ingeborg Bruhn Bertelsen. Man sagde, at hun havde stået i seksuelt forhold til sin sanktbernhardshund. Det kom så vidt, at der blev råbt vov blandt publikum, når hun viste sig på scenen. Hun kæmpede for sit ellers så pæne ry, men alt, selv en retssag, kunne ikke kvæle sladderen. Heksejagt Ingeborg Bruhn Bertelsen var et fint talent med en perlende sopran. Hun sang skønsange, der blev landeplager i 1920'erne, da Scala Teatret under Frede Skaarups ledelse præsterede pragtforestillinger, der kunne måle sig med, hvad man så i de europæiske metropoler. Det var også Liva Weels storhedstid. Ingeborg Bruhn Bertelsen med det lidt knudrede kunstnernavn blev elsket som B.B. af det publikum, der pludselig vendte hende ryggen. Hendes kendteste numre var lidt banale, men harmløse viser som 'Sov, Dukke Lise' og 'Lille Sommerfugl', som man kan høre på en cd, der følger med den bog, som teaterhistorikeren Jesper Tveden har skrevet om hendes grumme skæbne. Det er historien om et sandsynligvis elskeligt menneske, der aldrig vendte tilbage til sin fordums popularitet efter heksejagten. I 17 år stred hun for sin ret til at bruge talentet, men rollerne blev sjældnere og mindre, og hun måtte optræde på provinsturneer og mindre fashionable etablissementer. Endelig gav hun op, og i 1947 slog hun sig ned i Wisconsin som medarbejder i sin søsters restaurant. Redeligt, men kedeligt Jesper Tvedens bog bygger på et meget grundigt researcharbejde, som belyser den gyldne periode i dansk revy, samtidig med at den fortæller historien om stjernens storhed og fald. Det er sober revyhistorie. Man kommer tæt på en række af epokens stjerner og entreprenører, redeligt, men også lidt kedeligt, fordi historien ikke rigtig rykker ud af sin tid og bliver nærværende som menneskeligt dokument i dag.