Vi er nyligt blevet beriget med flere værker på dansk om Stalin. Den britiske historiker Simon Sebag-Montefiores for et år siden, i sommer Bent Jensens og nu Erik Kulavigs, en kombination af biografi og samfundshistorie »med streg under det sidste«. Folkelig modstand Bogens hovedsigte er at belyse, hvordan almindelige sovjetborgere - kollektivbønder, arbejdere, funktionærer, intellektuelle og lejrfanger - levede og reagerede på regimets politik. Mens bogen ikke bringer nyt om Stalin, så indfrir Kulavig sit hovedsigte fint. Han tegner et klart billede af en omfattende passiv og aktiv modstand og af sovjetborgernes store evne til at møffe sig igennem trods den stigende vold omkring dem. Om Stalin er der kloge overvejelser om forholdet mellem personlig brutalitet og det forhold, at diktatoren faktisk troede på sin sag og f.eks. var overbevist om ægtheden af skueprocessernes med vold fremtvungne tilståelser. Voldsomme sammenstød Den »relativt sorgløse tilværelse«, som mange samtidig levede, lader han forfatteren Solsjenitsyn beskrive ud fra dennes studietid i trediverne: »De sorte vogne kørte kun om natten, og vi tilhørte dagen. Hvor skulle vi kende til arrestationerne og hvorfor tænke på det? To-tre professorer blev sat fast, men det var jo ikke dem, vi gik i byen med ...«. Igennem bl.a. åbenhjertige læserbreve fra hele perioden og indberetninger fra lokale instanser beskrives voldsomme sammenstød mellem regimet og arbejdere og bønder. Beskrivelser af »kællingeoprør«, bondekvinders aktive modstand, og manglende disciplin på arbejdspladserne giver også et godt billede af en folkelig modstand, mens andre beskrivelser lægger hovedvægten på den unægtelig også store folkelige opbakning til Stalin. Kulavig påviser også fint, at Stalins politik ikke var et brud med Lenin, men at denne lagde grunden til terrorregimet. Mens Stalin er dissekeret i verdenslitteraturen, har Lenin i alt for høj grad fået lov til at hvile i fred, stadig på Den Røde Plads. Kulavig argumenterer godt for, at det var det system, som Lenin skabte, der snarere end enkeltpersoners ondskab kostede millioner af mennesker livet. Frikendelse af Putin Men det er en alvorlig skønhedsfejl, at bogen frikender nutidens Rusland for at være bærer af arven efter Stalin. Sammenligninger mellem Stalin og Putin kaldes »noget sludder«, og at Stalin stadig skulle være populær blandt mange russere kaldes en »urimelig« påstand. Kulavig hævder, at han begrunder sine modpåstande, men det leder man forgæves efter. Der er ikke sket det opgør med Stalintidens forbrydelser, som er en forudsætning for en reel udfrielse fra den stalinistisk-leninistiske arv. Putin er ikke en Stalin, men som Kulavig beskriver Stalin, der »i stigende grad gjorde sig immun over for kritik«, således er det også gået med Putin. Føderationens udvikling til en topcentraliseret enhedsstat under Stalin har også en parallel under Putin. »Samfundslivet i tyverne havde mange ligheder med samfundslivet i det postsovjetiske Rusland i 1990'erne«, hedder det om det kaos, der prægede begge postrevolutionsårtier. Det ville have været spændende, hvis det var fulgt op med en sammenlignende analyse af tredivernes metoder til at gøre op med det forudgående årtis kaos og samme forsøg i Putins tid. Førnævnte bog af Montefiore gør godt rede for, at der er tale om en snigende rehabilitering af Stalin. Men et kærkomment og solidt historisk arbejde er bogen trods den ideologiske frikendelse af Putins Rusland for brug af arvegodset.