Danskerne har i dén grad savnet et opslagsværk, der kan svare vidt og bredt på spørgsmål om klassisk, jazz, pop, rock, electronica og folkemusik. Med den nyskrevne, stærkt udvidede tobindsudgave af Gads Musikleksikon fra 2003 fik vi det - troede vi da. Det viste sig nemlig, at mens leksikonets sagsdel med artikler om alt fra fuga og elguitar til sonateform og trompet var udmærket, ja endda sine steder endda lovlig krævende for lægfolk, så var persondelen fuld af fejl og unøjagtigheder. Lav kvalitet Kun de allergroveste af disse fejl er blevet rettet i den hårdindbundne billigudgave, Gad nu har sendt på markedet i et bind. Prisen er lav, for alle illustrationer på nær nodeeksemplerne i sagsdelen er taget ud, og papirkvaliteten er sænket mærkbart i forhold til det glittede papir i den dyre tobindsudgave, mens alle opslag er bibeholdt. Men de fleste af fejlene samt alle unøjagtighederne og ikke mindst den markante uegalitet mellem de forskellige skribenters sprog er også bibeholdt. Man skulle ellers mene, at denne 'folkeudgave', som forlaget kalder et-bindsversionen, havde været alle tiders chance for hurtigt at få rettet op på de begyndervanskeligheder, der prægede især persondelen i førsteudgaven. Men det er begrænset, hvad der er ændret. Uegale oplysninger Balletkoryfæet Harald Lander har fået datoangivelser på sine årstal, hvilket da også lige skulle mangle, og artiklen om Karajan er justeret, så den verdensberømte dirigent nu korrekt fremstår som østriger, ikke tysker, ligesom den lodret forkerte oplysning, at London Philharmonic Orchestra skulle være skabt til Karajan, er udraderet. Men det forholder sig stadig sådan, at mens der er gjort forsøg på at beskrive Karajans og Bernsteins dirigentstil, så er et lige så udødeligt dirigentnavns, nemlig Furtwänglers, måde at dirigere på ikke beskrevet. Og mens der er gjort et nummer ud af påstandene om Furtwänglers nazisympatier, er Karajans beviselige medlemskab af nazipartiet ikke nævnt med et ord. Det er uegalt. Sprogligt rod Det samme er sproget, der lader forskellige forfatteres artikler fremstå stilistisk uens. Niveauet går fra det koncise og velformulerede til artikler skæmmet af overflødige private betragtninger, så som at hornisten Dennis Brain døde ved en »tragisk« bilulykke. Den slags hører ikke hjemme i et leksikon, hvor man heller ikke burde formulere om fløjtenisten Emmanuel Pahud, at han har »droppet« sit orkesterarbejde (hos Berliner Filharmonikerne) - hvilket i øvrigt ikke længere er korrekt. Han spiller i dag igen i orkestret. Fejl som at Lars Ulrik Mortensen skulle være cembalist i Den Danske Violonbande, er korrigeret. Men stadig hævdes det om filosoffen Kant, at han skelnede mellem Das Ding an sich og »Das Ding für mich«. Det gjorde han ikke. Han skelnede mellem Das Ding an sich og »Erscheinung«. Verdis og Rossinis 'Otello'-operaer staves fremdeles på italiensk, mens Puccinis 'Madame Butterfly' er anført i den danske oversættelse. Artiklen om Schubert er stadig håbløst snakkesalig, mens artiklerne om Carl Nielsen og Per Nørgård er anderledes koncise. Pinligt amatørarbejde Danskerne har fået et musikleksikon, der kan svare vidt og bredt på spørgsmål om klassisk, jazz, pop, rock, electronica og folkemusik. Nu endda til en overkommelig pris. Det er bare stadig et pinligt amatøragtigt arbejde, hvad først og fremmest persondelen angår. Det må undre, at forlaget ikke har grebet ind i forbindelse med denne genudgivelse og præsenteret en decideret revideret andenudgave - i stedet for kun at rette de allerværste brølere.