Sex sælger aviser. Forbrydelse kan også bruges. Men den bedste formel for et godt oplag er dog kombinationen af Sex & Crime, som de siger på de engelske tabloidaviser. »Jeg tager kokkens datter når jeg vil. Det er min ret«. De to sætninger har den samme eftertragtede kombination. De kunne tilmed koges ned til et enkelt ord, der rummer begge elementer. »Sex-slave«, skrev Ekstra Bladet på plakaten. Og så rullede en fejde, der slog alle andre debatemner det efterår, fra Irakkrigen til Velfærdskommissionen. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen udgiver nu en interviewbog om debatten. To fronter Tøger Seidenfaden, der sad godt for at iagttage debatstrømmen, konstaterer, at fronten i Leth-krigen typisk gik mellem mænd over 45, som var på Leths side, og kvinder i alle aldre samt mænd under 45, som mest var imod Leth. Bogen viser, at de to grupper gennemgående taler om hver sit. Kvinderne og de unge mænd - her i bogen repræsenteret af Bent Falbert (58), Lone Dybkjær og Elisabeth Møller Jensen - hæfter sig ved, hvad Leth har gjort. De blæser på, hvordan han har sagt det, fordi han også har sagt, at det er virkeligheden, han beskriver. De dømmer ham derefter for at have taget sig en ret, som ingen mand har. Retten til at bolle sin ansattes datter, som det passer ham. Seksualangst Dem på den anden side af fronten - dem er der ni af - hæfter sig ved, at bogen er kunst, at den famøse sætning om, at det er hans ret at bolle kokkens datter, ikke skal forstås derhen, at han mener, at det er hans ret at bolle kokkens datter, men at det er en fantasi, der dukker op, mens han gør det. Hele balladen er bare udtryk for seksualangst. Kort sagt, Leths fjender taler om magt, hans venner om sex. Man kan tilføje, at Leth-fjenderne ofte har gjort det let for Leth-vennerne ved selv grundigt at blande crime & sex i deres argumentation. Det var galt med magtmisbruget, men det er for resten også noget svineri, at sådan en gammel mand er liderlig. Vennerne på deres side har lettet fjendernes arbejde ved at trykke på fiktionsknappen, når det smager af magtmisbrug. Så slipper de for at tage stilling til det. På den måde kan alle få ret og ingen i grunden modsige nogen. Kedelige selvforsvar Stridens genstand, Jørgen Leths 'Det perfekte menneske', er i mine øjne af voldsomt svingende kvalitet. Lange passager er kedelige selvforsvar isprængt alt for lange lister af kendte menneskers navne. Så pludselig kommer der lysende beskrivelser, af glæden ved et Armanisæt, af forelskelsen i iagttagerrollen. Som så i næste øjeblik afløses af ubehagelig udlevering med navns nævnelse af en tidligere hustru, som han har lejet ud som luder. Men det er måske bare en fantasi om, hvad han kunne have gjort ved konen. Liderbassen Pilgaard Johnsens bog om bogen havde vundet ved at være mere dokumentarisk. Der havde været mere atmosfære ved i stedet for alle disse tilbageblik at genoptrykke de skarpeste indlæg fra de hede dage, for eksempel Maria Cuculizas frådende velskrevne artikel om Leth fra Ekstra Bladet. Han optrykker en Politiken-leder med titlen Liderbasse, der var som skabt til at sammenblande sex og magtmisbrug og dermed forplumre diskussionen. Det havde været interessant, om Johnsen havde interviewet den unge(?) mand(?), der har skrevet den. Hvad med kokkens datter, hvor er hun henne i alt det? Bogen bringer et interview med Dorothie Laguerre, der præsenteres som Jørgen Leths tidligere kæreste på Haiti. Hun taler smukt og varmt om sin ven, og gør et gennemført sympatisk og uspoleret indtryk. Hun er dog ikke identisk med kokkens datter. Medmindre de opgivne årstal skal opfattes sådan mere hen i retning af fiktion.