0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dig og mig og stripperkongen

Ekstrem selvfremstilling er emnet for kunsthistorikeren Rune Gades bog om fire markante kunstnere, der går hele vejen fra bevidst selvødelæggelse til urinsex for at undersøge identitet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvem husker ikke historierne om børnehavepiger, der begyndte at strippe for deres hankønnede kammerater, da programmet 'Stripperkongens piger' fyldte allermest i mediebilledet.

De fleste, ikke mindst forældre, reagerede med forargelse eller afsky.

Hvad er nu det, sluk så for det tv?!

Men hvad er det i tiden, som provokerer børnene og de fleste andre med?

At strippe er en ekstrem form for seksuel, kønnet og kropslig selvfremstilling, og det bliver ikke mindre ekstremt eller indviklet, fordi publikum ikke har betalt.

Kulturel tilstand
Rune Gades bog tager temperaturen på ekstrem selvfremstilling i nutiden.

Gennem fire kunstneriske projekter synliggør Gade på omfattende vis, hvordan 'Stripperkongens piger' truer med at blive en kulturel og social tilstand.

Eller allerede er det.

De fire kunstnere, Gade fokuserer på, er danskeren Peter Land, englænderen Tracey Emin, østrigeren Elke Krystufek og den jugoslaviskfødte Tanja Ostojic.

En mand og tre kvinder, der alle har opnået en central rolle på den aktuelle kunstscene på grund af mildest talt ekstreme selvfremstillinger, fra bevidst selvødelæggelse til urinsex.

Performativ identitet
Hos disse kunstnere møder betragteren et insisterende univers af opløsning, parodi og vilje til at gøre hvad som helst med sig selv for at eksponere en identitet.

Det afgørende er, at denne identitet gennem projekterne bliver 'naturlig' - kunstnerne lever med den hver eneste dag, uanset at den forekommer forbigående, konstrueret og ekstrem.

Man kan betragte de fire kunstnere som ambassadører for en psykologisk tilstand i nutiden, som de fleste - om end stadig færre - nok vil skynde sig at springe over, leve ud bag nedrullede gardiner eller omgås i terapeuternes trygge sammenhænge.

Men Gade formår i sin bog at give de kunstneriske projekter en udvidet betydning. Gades hovedtese er radikal: at sætte sin seksualitet, sit køn og sin krop ind i ekstrem selvfremstilling er simpelthen den måde, identitet dannes på i dag.

Performativitet som social identitet, siger han. De fire kunstnere insisterer på en påtrængende visuel kultur. Her er der ingen politisk korrekthed. Feminister spiller ludere med fuld indlevelse. Svage mænd får en stærk karriere ud af det.

Magtfulde midler
Peter Land fremviser sin håbløse taberfigur i videoklip, der stønner af dårlig form og mangel på enhver selvsikkerhed. Stand-up-artisten bliver ved med at falde ned af stolen uden at færdiggøre sin joke i et af Lands kendte værker, men alligevel smiler han til os på en måde, der ville gøre Anders Fogh Rasmussens spindoktor misundelig.

Tracey Emin er blevet sladderbladsheltinde i England ved at fremstille sin kvindelige seksualitet som et karrierestunt, uden at vi nogensinde bliver klar over, hvor kvaliteterne er henne. Hovedværket er en brugt seng med beskidt undertøj. Ganske som Paris Hilton?

Elke Krystufek optræder som en finkulturel pornostjerne og eksponerer seksualitet, køn og krop på en måde, der tidligere var overladt ældre kriseramte mænd i ulækre baglokaler på Istedgade. Nu bare på de mest avancerede gallerier i den europæiske metropol.

Tanja Ostojic spiller 'Fregatten Pinafore' med nutidens kvinderolle. Gennem at eskortere sig selv i illegale overskridelser af politiske grænser i det nye Europa, eller stjernekuratorernes magtdomæner på Venedig-biennalen, udøver hun sin magt, men hvordan?

Disse historier er helt individuelle kunstnerkoncepter. Ingen tvivl om det. Men vi kender alle en smule til de former for magt, som følger med den fascinerende krop, det glatte ansigt, liderlighed, medlidenhed og kynisk rollespil. 'Smooth Operator'.

Med andre ord, de fire excentriske kunstnere fremstiller en samtid, der i stigende omfang finder sin identitet i ekstrem selvfremstilling, fra Anders Fogh Rasmussen til børnehavepigerne.

Akademisk korrekthed
Gade, en af landets mest nyskabende unge kunsthistorikere, har skrevet, hvad der på overfladen ligner en traditionel monografi om fire unge kunstnere, godt suppleret med indsigt i kunstdebattens kurante temaer.

Men han gør det i en rodfæstet vished om, at kunstnere spejler en social omverden, og at den sociale omverden ikke kan undgå at spejle sig - indskrive sig, hedder det - i kunsten. Kunstnerne selvfremstiller sig ekstremt, men omverdenen leverer de former, som kunstnerne giver et makeover.

Man kan indvende, at Gade er for seriøs i sin tætte debat med den nutidige kunstscene, for lidt kritisk over for dens excentriske avantgardisme. Mærkelige modebetonede ordbæer som »diskurs« - eller for den sags skyld »performativitet« - truer med at drukne emnets radikalitet i akademisk og teoretisk korrekthed.

Men man skal ikke tage fejl, Gades store viden og dybe seriøsitet åbner et felt, der er tæt på, hvis ikke naboens søn, så din egen.

Et virkeligt reality show
Skal man for alvor indvende noget mod Gade, kunne det være, at hans bog er for tæt på en kunstscene, som for mange ligner et værdiløst orgie for skatteydernes penge.

Gennem hans bog lurer hele tiden et spørgsmål om en dekadens, som kulturelt konservative over hele verden sætter på dagsordenen i disse år:

Er Vesten i stigende omfang fanget i et selvfremstillende selvsving, som intet har at gøre med resten af verden? Eller viser Vesten endnu en gang vejen i en proces, som rækker fra børnehavepigerne til selvfremstillende terrorister som Osama bin Laden?

Uanset hvad, læs bogen og lær, hvorfor store dele af nutidig kultur ligner et smertende seriøst reality show, vi alle er en del af.

Der er ikke så mange alternativer her. Man kan kun bemestre den ekstreme selvfremstilling gennem at konfrontere dens dynamikker, som gamle Freud fandt ud af, og som Gade fint får vist i år 2005. Hans fremragende bog er et intenst socialt selvportræt lige nu.