Undertiden blunder selv den gode Homer. Undertiden går selv den charmerende Milan Kundera i selvsving og tomgang. Det gør han lovlig tit i dette såkaldte 'Essay i syv dele', der mere er spredte refleksioner, nødtørftigt riet sammen til et spraglet tæppe. De løse ender stritter i mange retninger, og bogen er noget af en skuffelse efter 'Romankunsten' fra 1986. Ren erkendelse Den ene røde tråd i tæppet er Kunderas idé om, at romanen ikke er en litterær genre, men en kunstart an sich, med sin egen poetik og egne love, sin egen indre udviklingslogik på tværs af statsgrænser og sin egen moral: ren 'erkendelse'. Et sidste observatorium til overskuelse af »menneskelivet i dets helhed«. Centraleuropæisk tone En anden rød tråd er påstanden, at romanen opstod for 400 år siden, da Cervantes' 'Don Quijote' sønderrev det magiske tæppe af legender og faste forhåndstolkninger og åbnede ud til livets uberegnelige prosa. Kunderas helte i romanens springske udvikling er englænderne Fielding, Sterne og Joyce, russerne Dostojevskij og Tolstoj, franskmændene Rabelais, Diderot, Laclos, Flaubert og Proust, med surrealisme og eksistentialisme som det 20. århundredes stjerneinspirationer. Et tredje mønster i tæppet er Kunderas idé om Centraleuropas særlige erfaring, dybt forskellig fra den slaviske verden, knyttet til Vesten, men som 'pariaområde' tit forrådt af Vesten. Den centraleuropæiske tone er særlig hørbar i musikken, fra Haydn til Bartok, men også hos 'antimoderne' modernister som polakken Gombrowicz, tysk-tjekken Kafka, tjekken Jaroslav Hasek, østrigerne Broch og Musil. Deres eksistentielle romandigtning ser Kundera fortsat af Latinamerikas magiske realister. Påståelig og skråsikker Kundera vimser ud og ind af disse selvkonstruerede kategorier og polemiserer til højre og venstre. Mellem de mange digressioner er der fine iagttagelser og underfundige refleksioner om historie, musik, politik, erotik, barokstil, kitsch, vulgaritet og provinsialismens terror - det sidste højaktuelt i dagens Danmark! Men når han vil følge »det lange åndedrag« og »den store kontekst« i romanens historie, bliver hans ideer subjektive og diskutable. Hvad skal man stille op med påstanden, at »humoren ... er modernitetens 'store opfindelse', takket være Cervantes«? Skal nu både humoren og moderniteten være opfundet anno 1605? Alt fremsat med en påståelig skråsikkerhed, som man ellers mest finder hos autodidakter, og i en fransk-retorisk stil, som Kundera har annammet i sit eksil siden 1975. Flyvske indfald Lilian Munk Rösing har oversat det hele til kønt dansk, men hun følger lovlig pietetsfuldt Kunderas franske syntaks og indforståede spring - og selv hans fejl. Alt for meget forudsættes bekendt af danske læsere. Lidt oplysende præsentationer og noter hist og pist ville have gjort underværker. Dette tæppebombardement af flyvske indfald og fikse ideer giver læseren et akut behov for at skrue tempoet ned til det mere vegeterende - f.eks. med Kunderas essay 'Langsomheden'.