»Der var saa deiligt ude paa Landet«, skrev en for tiden hyppigt citeret jubilar, men hvorfor i alverden tage til takke med svinestier og skræppeblade, når man ganske gratis og med et minimum af fysisk anstrengelse kan få et lyslevende bylandskab smækket direkte op i fødderne, gennem øjne og ører, ind i blodet, op i hjernen, ned i køn og kæft. Kø-ben-havn. Tyg engang på ordet, det smager af petroleum og tilrøgede baglokaler, af ismejerier og kaffebarer, møntvaskerier, kondomautomater og vårkåde grønspætter i leg på Enghave Plads. Det smager af et århundredes storbydrømme i slipstrømmen af mere spektakulære europæiske metropoler - det smager af industrialisering og moderne gennembrud, af borgerskabets boulevarder og pøbelens myldrende baggårdsbogholderi. Professionel dagdriver Året er 1962, en opløben beatnik er netop kommet ind med Vangede Ekspressen og står nu og måber mellem duerne på Wencks smukke banegård. Vi taler om en professionel dagdriver af den gamle skole, en dedikeret jazzløve, en digterspire, en vaskeægte 'hipster' i islandsk sweater og nypudsede scooterstøvler. 16-årige Dan Turèll indtager sin by i glubske portioner, han lader fødderne gøre tænkearbejdet og strejfer om som en sibirisk ulv på storbysletten. På Vesterbro finder han den helt rigtige konstellation af plattenslageri og stateligt forfald, en labyrintisk mangfoldighed af pensionister og prostituerede, studerende og arbejdsmænd, fuldtidspsykopater, kunstnere, husmødre, pølsemænd og vagabonder. København V er Hverdag på den fede måde. Dan er kommet hjem. Grums og poesi For slet ikke at tale om minefelternes og dødsruternes viltre underverden, som lokker med skummende fadøl og navne af den rene og skære poesi: 'Rex', 'Bo-Bi', 'Puk', 'Tokanten', 'Toga', 'Galathea', 'Palæ', 'Nick', 'Asia', 'Comet'. Det er her unge Dan for alvor træder i karakter som snu storbyrotte, i befrugtende knopskydning med Schade og Gelsted, i slyngelstuens mørke mellem fingerede vinranker og servitrusser med lange, fristende ben. Eller de endeløse nætter på Café Montmartre i Store Regnegade 19, klemt inde bag klaveret, med øjne og ører på stilke, når de virkelig coolcats var i løbetid og forvandlede det mørke baglokale til en stor, lys katedral: Ayler, Coleman, Gordon, Rollins, Getz, Taylor ... Dan er i sit rette element, og når bagskiden omsider har lagt sig, skriver han som en besat: Det er Eliots sammenbrudslyrik, der leverer kullet, mens Ingemann sætter lys, Anders And udlåner kulør, og The Beat Generation telegraferer syre og trods over dammen. Han er digter og nu officielt bosiddende på Istedgade, Vesterbros pulserende aorta, som fylder gyder og baggårde med grums og ilter poesi. Rastløs nattevandrer Han lever på en diæt af spejlæg, smøger og kaffe, overlever dyrtiden som natlig korrekturlæser og fejrer årligt sit digterjubilæum på Poul Borums fødselsdag i oktober. I 1974 brager han igennem med den altregistrerende verdensstuegang 'Karma Cowboy', og året efter får han noget så uhørt som et folkeligt gennembrud med nyklassikeren 'Vangedebilleder'. Dans lykke er gjort, men rastløsheden slår stadig bag den mørke habit: Som grandpa' Kierkegaard er han en uforbederlig nattevandrer, og for at tåle selviscenesættelse og arbejdspres må han ud i gaderne mellem frisørsaloner, pornobiografer og gabende telefonbokse. Byen er Dans stofskifte, han forlader den ugerne, som man så nødig undværer nyrer og hypofyse. Bag om varemærket 'Dan Turèll's København' stinker af storbynostalgi og dybfølt kærlighed til 'byen af i går'. Det er en hyldest til hovedstaden før syndefaldet, før Weidekamps drømmeløse tvangsfriseringer, før jetsettets invasion og sidegadernes salg til multinational stanglakrids. En hyldest til det grå og hverdagslige København, den sjælfulde lilleputmetropol med arkitektoniske linjer tilbage til 1890'erne - et fikserbillede Anno dazumal, et glimt af en frysende spritter i en kælderhals, en flok forkølede hippier i forårssolen, to flade på Jyttes Kaffebar, elskende under Halmtorvets svævende snebærbusk. Det er en saga fra skønne svundne dage, før ejerlejlighederne og Irma City, før pænhedssyge og junkieafvisende hegn omkring Maria Kirkeplads. Det er sympatisk-naiv oprindelighedslængsel, et fastbrændt minde om storbyens tabte diversitet, det stadige mylder af fjæs mellem fjæs. Og så er det naturligvis en hyldest til Onkel Danny, til kammeraten, digteren, hverdagsfilosoffen. Omslagsgeniet Peder Bundgaard skriver smukt afdæmpet om Dans ruter og rutiner, om livet i kollektivet på Forhåbningsholms Allé og i privaten på Alhambravej. Det er skitser til et generationsportræt og en tilpas mytologiseret optegning af oaser og vandingssteder, som de kunne se ud for snotunger fra opland, forstad og provins. Det er byhistorie og personlige erindringsglimt, og det er stjålne blikke bag om varemærket Turèll, et signalement af flanøren og flamboyanten, men også af 'den anden Dan', den sky og blufærdige Dan, den melankolske Dan, den nedslidte Dan, Dan på bad trip, Dans tærende 'skattekræft', Dans sceneskræk, Dans sygdom og alt for tidlige død. Levende tidsmaskineri Hertil kommer det bedste af det hele: Billedsiden. En serie mærkeligt nærværende snapshots fra dengang, mormor var knægt, og alle opgange endnu lugtede af sild og sure sokker. Og fotografierne af digteren i sine forskellige livsfaser, det ene pragtfulde portræt efter det andet - tænkeren, dandyen, gavtyven, drukaben, vampyren, kussemagneten, førsteelskeren og til sidst det askegrå gespenst, mager og indfalden, men klædt på som en lysets engel i hvidthvidthvidt. Kort sagt: 'Dan Turèll's København' er et levende tidsmaskineri, en byromantisk pilgrimsfærd og en opstrammer til hjerte og rastløse ben. Det er den indlysende julegave til nye og gamle danologer og turèllianere, et tilbageblik på en tid, da byen så ud, som den skulle. En sentimental journey gennem et liv, et forfatterskab og en urban forvandlingskugle: »Et gadehjørne rundt, og livet kan bogstavelig talt være et andet«. Så simpelt indviklet er det.