0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der er et yndigt lorteland

Hans Flemming Kraghs bog om dansk humor og selvironi tager brodden af sig selv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alt muligt minder ham om alt muligt andet, sagde den gamle ragekniv, Kai Friis Møller, Politikens litteraturanmelder, om højskolekongen Jørgen Bukdahl.

Det præcise udfald kan også bruges om Hans Flemming Kragh, når han søger at indkredse den danske nationalkarakter gennem citater af de forfattere, der har satiriseret over os arme danskere fra Peder Laale til Jan Gintberg.

Det er Kragh, der selvironisk bringer Friis Møller på bane, og man kan kun give ham ret.

Den joviale skolemand og tv-kritiker på Ekstra Bladet har altid haft en force i sin belæsthed. Altid parat med et ind- eller udfald.

Dem er der også mange af i den tekst, han binder sine citater sammen med.

Smækkys til Danmark
Bogen hedder 'Lorteland - de tog gas på danskerne fra Holberg til Gintberg'.

Nu falmer den kollektive hukommelse jo hurtigere end nogensinde før, så det kan være nødvendigt at repetere, at 'Lorteland' var de monologer, som Knud Poulsen lagde i munden på Buster Larsen, dengang da der var tv-satire til. Det var i 'Hov-Hov', der lagde ud på den sort-hvide skærm i 1968.

Her talte Glistrup-epokens evigt forurettede velfærdsdansker i synftige vendinger om skrankepaverne, skattetrykket og alt det, som Fremskridtspartiet samlede sine stemmer på.

Selv om Knud Poulsens satiriske træfsikkerhed var dræbende, dræbte den ikke. I så fald havde vi ikke haft Dansk Folkeparti i dag. Sand satire sårer ikke, den dræber, siger den polske forfatter Stanislaw Jerzy Lee ellers, og han er også citeret i indledningen til bogen.

På baggrund af sådan en programerklæring er der meget i Kraghs tekst, der virker afvæbnende, og han slutter da også sin lystvandring, der lige så godt kunne være blevet en via dolorosa, med et varmt smækkys til Mor Danmark: Lorteland! Jeg elsker dig!

Skæv fortolkning
Vi danskere kan da også bortforklare alt. Eller i hvert fald skylle det ned med en øl og en snaps.

Især det sidste, parret med madglæden, gør Hans Flemming Kragh meget ud af i sin belysning af nationalkarakteren, godt hjulpet af diverse forfattere som Johannes V. Jensen og Blækspruttetegneren Thiess, som Kragh ganske vist konsekvent kalder Thielst.

Ellers er det Storm P og Bo Bojesen, der er de gennemgående illustratorer. Dem behandler forfatteren ikke så godt. Han overforklarer Storm P's malerier og giver især et af dem en skæv fortolkning.

Han bruger den tykke mand med kors og bånd og stjerner på, som står og ser på stjernehimlen, til at illustrere P.A. Heibergs 'Ordner hænger man på idioter'. Citatet går igen og igen i teksten. Men det billede har sin stille magi i sig selv.

Bo Bojesens tegninger er frataget de geniale tekster, som tegneren formede så præcist, og forsynet med hjemmestrikkede banaliteter. Og så synes jeg for resten også, at Poul Holck var en tegner, der tog gas på os, men han er ikke med.

Helten Hausgaard
De klassiske tekster kan virke lidt træge. Det swinger bedre, jo nærmere vi kommer vores tid, domineret af PH, Scherfig, Erik Knudsen, Benny Andersen, Ernst Bruun Olsen, Per Højholt og Shu-bi-dua.

Rifbjerg savner jeg i selskabet. Læs bare indledningen til hans 'Marts 70'. Den politisk-kulturelle satire har sjældent stået stærkere eller vildere i dansk litteratur. Det var her, Olof Palme stak af med dronning Margrethe og hele nationen vågnede op med tømmermænd.

Niels Hausgaard er helten, og ham karakteriserer Kragh præcist: Hausgaards kunst er lavet af overlegent analytisk intellekt parret med god bonderøvsforstand. Sådan.

Søs og Kirsten og deres udlægning af 'Kongeriget' er for meget kort og prut og for lidt raffinement, synes han og erkender, at det er farligt at mene, at de ikke er morsomme. Og så er der stand-upperne. Dem ka' vi li', de gi'r os lattergas.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement