Statens værksteder for Kunst og Håndværk på Christianshavn har - om nogen - fortjent et hyldestskrift. Alle, som snart gennem 20 år har benyttet værkstederne, er fulde af beundring og taknemmelighed over at have fået lov til at være der. Gammel Dok, som det hedder i folkemunde efter bygningens navn, består af en række ateliers, som kunstnere kan bevilges adgang til på legatvis. Uanset om man er billedhugger, maler, fotograf, grafiker, kunsthåndværker, designer eller endog konservator. Ærværdigt hus Alle, som har benyttet værkstederne, kender fornemmelsen og glæden ved at have gode faciliteter. Hertil kommer placeringen af Gammel Dok i centrum af København med udsigt over havnen. Der har været mange kunstnere, som i spisepauser, morgen, middag eller aften, har siddet i deres respektive værksteder og kigget ud ad vinduerne i dette gamle, ærværdige pakhus. Og set på, hvordan livet former sig derude. Ihærdighed Det er dette liv, hvori skabelsen til daglig foregår, som fotografen Marianne Grøndahl har sat sig for at dokumentere. Eller rettere, at indleve sig i. Det er således ikke en traditionel skildring af, hvad der foregår i bygningen, men tværtimod en nærmest impressionistisk, meddigtende billedserie, taget over en treårig periode fra 2002 til 2005. Marianne Grøndahl har med vanlig ihærdighed arbejdet sig frem fra atelier til atelier, fra kunstner til kunstner. Med sit Leica og de sort/hvide film har hun selv skabt en lavmælt og levende billedsuite. Hænder Fotografierne hører tillige blandt hendes bedste. De er snarere stemningsbærende end prætentiøse i deres på en gang fine og grovkornede billeder, der skyldes, at Marianne Grøndahl holder af det naturlige lys og derfor nogle gange har måttet fotografere med lange eksponeringstider. Alene et af de afsluttende fotografier af et snedækket hustag - over for Gammel Dok formentlig - er hele bogen værd. Ofte dukker der egentlige kunstnerportrætter op i 'Skaberrum', hvilket lægger sig i naturlig forlængelse af Marianne Grøndahls virke, senest med portrætter af en række danske komponister. Især skildringen af John Olsen og hans voluminøse skulptur står meget stærkt, ligesom der ligger en fin intimitet i skildringen af tekstildesigneren Charlotte Houman, hvor fotografierne går helt tæt på hendes arbejdsproces. Marianne Grøndahls detaljerede billeder klæder hende. Kirsten Kleins hænder nede i væskerne, kunstnerne, som former deres værker. Ikke overraskende spiller hænder en betydelig rolle i bogen. Poetisk brugsbog Fotografierne ledsages af Peter Michael Hornungs to essays, 'En fornemmelse for lys og mennesker' om Marianne Grøndahl, om projektet som sådan, og 'Kunstens fødeklinik', der tegner stedets historik. Peter Michael Hornung har en nøgtern og præcis skrivemåde, der klæder de sort hvide fotografier. Bogen er således meget homogen, og den er på mange måder smukt tilrettelagt. Arkitekten Jens Berthelsen har sammen med Iben Hesseldal designet bogen, og han laver for tiden nogle af landets fineste bøger. Desværre er der enkelte problemer med billedfortegnelsens henvisninger, ligesom det kniber en smule med alfabetiseringen i den ellers meget gode kronologi over kunstnere, udvalg etc. Hvilket på sin vis gør 'Skaberrum' til en form for poetisk brugsbog. Den er tilegnet stedets leder, Ulf Horak, og det har han aldeles fortjent.