Den massive fejring af H.C. Andersen i 2005 har ført til, at en række andre jubilæer er blevet helt eller næsten overset her i landet. Det skal således nok være gået hen over hovedet på nogen, at 1905 bl.a. var året, hvor Einstein blev født, og Norge løsrev sig fra Sverige. Længe så det også ud til, at Det radikale Venstres 100-års jubilæum ville blive, om ikke glemt, så dog præget af, at der ikke ville være meget at fejre. Valget i 2001 havde ganske vist forbedret partiets mandattal fra 7 til 9, og dermed bekræftet det niveau, man havde ligget på siden de tre katastrofevalg 1973-77. Men det havde også i kraft af Dansk Folkepartis fremgang sat de radikale uden for den indflydelse på dansk politik, som de havde haft i hvert fald siden 1929 og var kommet til at betragte som deres soleklare ret. Deres brovtende modstandere talte om »et nyt systemskifte«. Jubilæumsbogen må være blevet planlagt, og langt hen ad vejen skrevet, i en atmosfære af pessimisme. Caffe latte Så kom valget i februar 2005, der gav partiet 17 mandater, det bedste resultat i 32 år - og, hvad der var nok så vigtigt, patent på tidsånden. De radikale repræsenterede nu den coole, globaliserede, caffe latte-drikkende kreative klasse, som fremtiden formodedes at tilhøre. I begejstringen kunne man let overse, at de vundne mandater var taget fra socialdemokraterne, og at de politiske magtforhold var uændrede. Dog, fremgang er fremgang, og den er behørigt registreret i Kristian Hvidts hovedafsnit og Lars Billes kapitel om den radikale vælger - i al hast, som det bl.a. fremgår af, at flere tabeller roder grundigt rundt i de københavnske valgkredse Østbane og Østerbro. Husk kulturradikalismen! Bogen er noget mindre fræk og utraditionel, end den blev lanceret som, og nogen bestseller uden for radikale kredse bliver den nok ikke, men kvaliteten er gennemgående høj (og et par af kapitlerne grumt kedelige). Noget af det bedste er Kristian Hvidts 'Det radikale Venstre og brudfladerne i dansk politik', som er et historisk overblik af den type, der i tidligere festskrifter ville have optaget hele bogen. Nu fylder det kun det halve, immervæk 170 sider, suppleret af bidrag om uddannelsespolitik (Per Fibæk Laursen), udenrigspolitik (Bo Lidegaard), velfærdspolitik (Jacob Christensen), retspolitik (Henrik Stevnsborg) og det allerede nævnte om vælgerne. Bindet afsluttes med et bidrag af Ebbe Kløvedal Reich, færdiggjort kort før hans død, der maner de radikale til ikke at glemme kulturradikalismen. Tvindsagen Det er forfriskende, at der ikke blot er tale om hurrahistorie. For Kristian Hvidt er det klart, at Christian X's 'statskup' i 1920 kom statsminister C.Th. Zahle svært godt tilpas: Hans fyrede regering stillede sig »med uskyldsrene miner op og så til, mens strejke og optøjer hærgede landet«. De radikales største fejlgreb i nyere tid, Tvindsagen, diskuteres åbent af Fibæk Laursen. (Af hvis afsnit man i øvrigt synes at kunne slutte at de radikales uddannelsespolitik stort set ignorerer globaliseringen og universiteterne - lidt sært i betragtning af det nye vælgergrundlag).