Det var under trusler om øretæver, han blev radikal. Storebror Bernhard havde allerede meldt sig under de radikale faner, men så stod Radikal Ungdom i Slagelse i det herrens år 1936 pludselig og manglede en sufflør til den årlige dilettantforestilling. Ind sprang 16-årige Hilmar Baunsgaard og løste tilsyneladende opgaven nydeligt. Også hvad angår fremtoning, for selv om han var henvist til den mørke plads i kassen, optrådte han i stiveste udstyr med slips og kom med på holdbilledet fra forestillingen. På rette tid og sted Anekdoten om starten på Hilmar Baunsgaards lange liv i politik står at læse i den første portrætbog om Danmarks eneste radikale statsminister siden Anden Verdenskrig. Og netop blikket for at være på rette tid og sted er betegnende for Baunsgaards videre færd. Portrættet af ham er begået af Henning Nielsen, som tidligere har været rundt om en anden radikal kæmpe - og fynbo - Karl Skytte og netop på den baggrund så behovet for at beskrive det baunsgaardske træ i skoven. Som scenen fra sufflørkassen afslører, skrider forfatteren kronologisk til værks i sin afdækning af Hilmar Baunsgaards karriere, og i en tid, hvor det buldrer med politiske bøger skåret mere tematisk, er det helt befriende at læse, mens årstallene ruller, og Baunsgaard stiger i graderne først som handelsminister under J.O. Krag og siden som statsminister i VKR-regeringen. Folkelig gennemslagskraft Eftertiden har dømt Baunsgaard hårdt som en mand uden ideologi og politisk projekt, men det billede udstyrer Henning Nielsen med en lang række nuancer. Både i den varme og kolde farveskala. Baunsgaard fremstilles både som en hårdere forhandler og hund, end billedet af den joviale fætter med god tv-tække i fjernsynets barndom, som står i eftertiden. Blandt andet i samspillet med Krag, som han tydeligvis ikke brød sig om, spillede Baunsgaard med hård baghånd. I den varme ende af farveskalaen tilskrives Baunsgaard en stor fornemmelse for vælgernes ønsker og behov. I Henning Nielsens terminologi en helt særlig »forudseenhed«, som blandt andet fik Baunsgaard til på et tidligt tidspunkt at se vælgernes ønske om mere velfærd og tryghed. Netop den intuitive fornemmelse for folkesjælen holder ikke hele vejen hjem, og efter VKR-regeringens fald i 1971 og i det begyndende ungdomsoprør kniber det mere og mere for Baunsgaard at læse skriften på det nybyggede velfærdssamfunds vægge. Baunsgaards folkelige gennemslagskraft underbygges, og han fremstilles i bogen som en af de første danske politikere, der for alvor forstår og benytter sig af kommunikation. Både via tv og i forsamlingshusene. Spændende dobbelthed Med sit portræt af Baunsgaard lægger Henning Nielsen sporene frem til dette årtusindes radikale, hvor også læsning af vælgerkorpset - dele af det i hvert fald - og stærk kommunikation har betydet radikal fremgang. Men selv om det går nydeligt med den radikale opbakning, er den langtfra på niveau med de 15 procent, som den lidt miskendte landsfader og radikale leder høstede i sine velmagtsdage ved valget i 1968. Så Baunsgaard kom både før - og fører over - nutidens radikale med spidskandidater som Klaus Bondam i vælgertække. Som person trivedes han i magtens rum, selv om han samtidig fastholdt en ydmyg levevis og medbragte madpakker fra fru Egone. Igen en spændende dobbelthed, som Henning Nielsen får trukket frem. Køligt søskendeforhold I det hele taget er bogen solid læsning om en politisk figur, der i udgangspunktet ikke kalder på nutidens nysgerrighed. Den fordom formulerer bogen sig fint forbi og efterlader en læseværdig og nuanceret bog om både tiden og manden. Og som bonusinfo får bogen også adskillige gange understreget, at trods de to Baunsgaaard-brødre som børn i Slagelse var meget knyttede, havde de som voksne højst et køligt og professionelt forhold. Om Hilmar ligefrem bar nag til storebror Bernhard for at have hevet ham på scenen til en dilettantforestilling og dermed videre ind på den landspolitiske scene, er der dog ikke noget, som tyder på. Her gik lillebror helt selv.