Ytringsfrihed er vi vel alle tilhængere af. Og hvem vil ikke se fornuft i Kåre Bluitgens opfattelse af, at »nazisterne ikke kom til magten, fordi de var mange, men fordi der var for få, der turde gøre aktiv modstand - eller for sent indså faren«? Bluitgen har utvivlsomt også ret i, at »der sagtens kan være formel ytringsfrihed i et land, hvor den reelt er kuet i større eller mindre grad af en permanent underliggende trussel om vold eller bare udelukkelse fra et socialt eller religiøst fællesskab«. Modsat er det vel også pinagtigt korrekt, at den danske højrefløj i den aktuelle danske debat om ytringsfrihed har »argumenteret for retten til at hade og bl.a. ønsket racismeparagraffen ophævet«, som Inge Eriksen skriver. Og ville netop dét frisætte de totalitære ansatser, som en fjernelse af blasfemi- og racismeforbuddene skulle imødegå? Vrede kritikere Bluitgen og Eriksen er de velformulerede modsatser i dagens lille veloplagte slag i bolledejen, 'Fri tale', en antologi redigeret af Helle Merete Brix, Farshad Kholghi og Peter Legård Nielsen. Brix og Kholghi har i årevis engageret sig som vrede kritikere af både islam og muslimer med bred pensel. De er tilhængere, nej energiske forkæmpere for den ultimative ret til, næsten pligt til, at kritisere islam. Legård er i sit eftertænksomme essay straks mere opsat på at skelne mellem fanatiske fundamentalister og mere jævne folk. Han advarer imod generaliseringer om muslimer, og/men pointerer, at generaliseringer i islamdebatten også går den anden vej: »Hvis jeg udtaler mig kritisk om den lille problematiske del, bliver jeg øjeblikkeligt tillagt, at jeg kritiserer alle muslimer«. Løsslupne tankevækkere Deres bog kredser om ytringsfrihedens vilkår og grænser, generelt med islam som redaktionens anfægtelse. Bluitgen taler for krænkelser som en væsentlig del af drivkraften i verdenshistorien. Erik Clausen ser ytringsfrihed som en personlig tilbøjelighed mere end som en juridisk ret. Kim Larsen sætter censuren og kunstnerens hoved bogstaveligt talt på spidsen i sin halve side lange epistel om 'Kejseren og operasangeren'. Ole Hyltoft er vred på »intelligentsiaens hordementalitet«, og Jette Drewsen knytter besindige ord til behovet for også at vedligeholde det banale, inklusive ytringsfriheden. Bogens løsslupne essays fungerer som tankevækkere. De mere faktuelle ansatser når ikke rundt om kernespørgsmålet: Behøver ytringsfrihed grænser? Og tør man tro, som Inge Eriksen spørger, »at ytringsfriheden vil blive brugt ansvarligt«, hvis racismeparagraffen sløjfes?