Satte kongemordet på Svend Auken i 1992 en dødsspiral i gang, der har gjort alle efterfølgende S-formænd til 'walking deads'? Utvetydigt ja, hvis man skal tro den tidligere trafikminister og Auken-væbner Jacob Buksti. Da først én formand var blevet væltet uden for nummer, blev der dømt evig jagtsæson. Derfor bør det ikke undre, at partisoldaterne allerede nu - kun et halvt år efter valget af Helle Thorning-Schmidt - diskuterer, hvem der bør være Socialdemokraternes næste statsministerkandidat. Selvpineri Partiets nyere historie har vitterligt karakter af ét langstrakt selvpineri, der kulminerede for anden gang i 2002, da også Nyrup blev fældet af sine gamle våbenbrødre. Ligegyldigt hvad man i øvrigt måtte mene om Socialdemokraternes politik eller mangel på samme, kan man ikke komme uden om, at opgøret i 1992 har givet det gamle arbejderparti et post-traumatisk stresssyndrom. Så langt har Buksti en god pointe. Den socialdemokratiske syge I sit forsøg på at genrejse Svend Auken formår Jacob Buksti imidlertid at diagnosticere en anden og mere kronisk sygdom, som han argumenterer lige så overbevisende for, skønt hans ærinde er det stik modsatte. Buksti kalder den for »den socialdemokratiske syge«; en tilstand, der opstår automatisk, når Socialdemokratiet har været i opposition i længere tid. Ifølge Buksti er der i partiet en håndfast forventning om, at der maksimalt må gå én valgperiode, før sosserne skal være tilbage i regeringskontorerne. Opgøret mod Auken er således historien om et bebudet mord: Da Auken ikke formåede at udnytte sin enorme valgsejr i 1990 til at vippe Poul Schlüter af taburetten - og Det Radikale Venstre samtidig mistede tilliden til Aukens flamboyante ledelsesstil, og Schlüter derfor overvejede at skubbe Henning Dyremose ind som sin afløser i forbindelse med Tamilsagen - ja, så begyndte den socialdemokratiske syge at sprede sig med epidemisk hast gennem partiorganisationen. De magtsyge fik valgt Nyrup som ny S-formand. Operationen lykkedes imidlertid: Han blev statsminister i 10 år. Muterende virus Noget kunne dog tyde på, at smittebetingelserne atter er til stede, her efter VK-regeringens anden valgsejr i februar. Karakteristisk nok er Bukstis bog skrevet tilbage i 1993, altså før Nyrup-regeringen overhovedet kom i omdrejninger. Når det gamle manuskript udgives nu, kan det derfor kun tolkes som et nyt udbrud af »den socialdemokratiske syge«. Bogen bærer samtidig præg af symptomer på et post-politisk stresssyndrom - modløshed, aggressivitet og lav tolerancetærskel - og er dermed i sig selv et vidnesbyrd om, at formandsopgøret stadig martrer det gamle arbejderparti. Virussen er i færd med at mutere videre. De to S-sygdomme - formandstraumet og magtsygen - forstærker hinanden i voldsom grad, hvilket Buksti desværre ikke har tilstrækkeligt blik for i sit stærkt farvede partsindlæg.