Dette er en vigtig bog. Lad mig skynde mig at slå det fast. Den mest originale, kloge og velskrevne bog, jeg har læst i årevis. Lærd og dog let. Dybsindig og dog humoristisk. Humanistisk på matematisk grundlag! Lyder det usandsynligt? Jamen sådan er det. Paradoksalt Jacques Roubaud regnes for en af Frankrigs største nulevende digtere. Han er noget så sjældent som en matematiker, der skriver skønlitteratur, mest digte, men nu også en selvopfundet prosaform. Han har undervist i matematik på Nanterre-universitetet i Paris i 1970'erne og er for længst gået over til litteraturen, men man mærker, at han har bevaret sin kærlighed til matematikken, især aritmetikken, den del af matematikken, der analyserer tallene. Hvis man mener noget med, at matematikere og humanister skal til at interessere sig for hinandens tænkemåder i det nye gymnasium, kunne Roubaud være et sted at hente inspiration. Ambitiøst og originalt Kunstviljen hos Roubaud består på det overordnede plan i at skrive en tekst, der ikke ligner nogen anden tekst. Det særlige Roubaud-vandmærke viser sig i hans udprægede interesse for numerologiske ræsonnementer og fascination af sjældne digtformer. En litterær tekst er »fribrydning med sproget«, skrev Georges Perec, der ligesom Roubaud tilhørte OULIPO, OUvroir de Littérature POtentielle, Værksted for Potentiel Litteratur, en gruppe eksperimenterende forfattere, der var fascineret af krævende, talbundne litterære former og originale indfaldsvinkler på alting. OULIPO blev stiftet i 1960 af forfatteren Raymond Queneau, der selv bidrog til bevægelsens bedrifter med 'Exercices de style' (1947, 'Stiløvelser'), hvor den samme historie fortælles på 99 måder, ikke 100, det ville være banalt og umorsomt, men netop 99. Georges Perec skrev en stor bog, der hed 'Livet. En brugsanvisning'. De centrale afsnit i 'Londons store brand', som er første bind af en kreds på seks, er en samling brillant skrevne (erindrings)tekster af en intensitet og kompleksitet fjernt fra de romaner, forlæggere helst antager til udgivelse. Først til allersidst er der vagt skitserede sexscener med en studine i Boston, men ingen skandaløse tabuoverskridelser som hos den meget mere berømte Houellebecq. Roubaud giver især opvisning i begavede ræsonnementer og underfundig skrivekunst. Det er meget ambitiøst og - især - fuldstændig originalt. Forfatternes forfatter Romanen med titlen 'Londons store brand', hvis planlægning vi følger i detaljer, bliver aldrig skrevet, opvarmningen viser sig at være selve kampen. Det er forfatterens refleksioner, mens han arbejder med dette projekt, man følger, en skriftbevidsthed i aktion. Men da der ikke kommer en roman ud af det, må han gøre fragmentet til selve sagen. Og det slipper han forbavsende godt fra. Man kan læse det som en essaysamling om temaer, der optager forfatteren: hans ensomhed, hans følelsesmæssige og æstetiske forhold til tallene, hans anglofili, hans sorgarbejde efter hans unge hustrus død, selvbiografi kombineret med (sprog)filosofiske overvejelser og små essays i Montaignes ånd, f.eks. det om at en bogsamling kun kan vokse, ikke blive mindre etc. Det er tænkeligt, at Roubaud med sit store arsenal af overraskende indfald og sin intellektuelle tilgang til litteraturen vil blive placeret i kategorien 'forfatternes forfatter', men det ville være uretfærdigt, hvis han helt skulle lukkes inde dér. Han er en kunstner, der tåler sammenligning med det sjældne sydfranske azaroltræ, der prydede hans barndomsby Carcassonne og ellers ikke findes ret mange andre steder. Af azaroltræets frugter fremstiller Roubaud egenhændigt ved indkogning til skælvepunktet en gelé af uovertruffen farve og smag, præcis som han gør med sine tekster. De mange sprogspil og matematisk-logiske spidsfindigheder har sat oversætteren Peter Borum på en virkelig manddomsprøve. Borum kommer ud af oversættelsens fribrydning som sejrherre og har i tilgift skrevet et udmærket efterord. Kan man håbe på, at vi nu får de øvrige (foreløbig fire udkomne) bind i serien på dansk?