I 1991 var der nogen i Socialdemokratiet, der havde fundet på at fejre, at Ritt Bjerregaard og Svend Auken havde været i Folketinget i 20 år. Og at næstformand i partiet Poul Nyrup Rasmussen skulle holde talen. Det gjorde han, bl.a. ved at synge et vers fra 'Jeg ved en lærkerede' - verset om de to gamle lærker, der flyver tæt omkring og nok mærker, at »jeg gør dem ingenting«. Nyrup selv forsikrer, at det var for at muntre den mismodige socialdemokratiske forsamling op, og at der ingen bagtanke var med den særlige hyldest - men eftertiden skulle jo vise, at han ikke kunne holde ord. Vokseværk Historien om lærkesangen fortæller Nyrup selv i andet bind af sine erindringer. Det første hed 'Rødder', udkom for to år siden, var på godt 300 sider og stoppede, da Nyrup som 19-årig kørte på sin NSU-motorcykel fra Esbjerg til København for at studere til ingeniør. Nu har han så skrevet om de følgende 30 år - frem til han blev statsminister i 1993. Titlen er denne gang 'Vokseværk' - meget rammende, da bogen nu er på 420 sider. Og som 'Rødder' er 'Vokseværk' meget springende i sin fortælleform, hvor direkte citater fra selvoplevede optrin blandes med almindelig fortælling og politiske standpunkter samt af og til efterrationaliseringer. Flid og godt humør Poul Nyrup Rasmussen har både i 'Rødder' og nu i 'Vokseværk' gjort læserne opmærksom på, at han skriver erindringer om sit liv, »ikke en systematisk historisk analyse eller en minutiøs beretning om faglige og politiske forhandlinger«. Men sagen er, at ikke mindst 'Vokseværk' viser, at han sætter sig mellem to stole - og det er ærgerligt. Manden har dog været en central del af dansk politik i 20-25 år, og så har man vel som læser lov at håbe på lidt flere kalorier, end tilfældet er. Forlaget og hans ghostwriter har endnu en gang svigtet Nyrup ved ikke at holde ham på sporet. 'Vokseværk' begynder på Bellahøj, hvortil Nyrup er kommet på sin NSU, drivvåd efter en byge og tynget af mødet med storbyen. Og slutter på Frederiksberg den aften, hvor Nyrup har været hos dronningen med sin nye regering og kommer hjem til middagen i familiens skød. Undervejs har Esbjergdrengen valgt ingeniørstudiet fra og gået polit-vejen. Han har fulgt sin socialdemokratiske overbevisning fra ungdomsårene i Esbjerg og har arbejdet sig ind og op i fagbevægelsen på grund af sin flid og stadige evne til at producere notater om politiske emner. Og - må man tro - sit gode humør, evnen til at være venner med de fleste samt de gode forbindelser. Nyrup siger undervejs nej til Anker Jørgensen, der som statsminister gerne vil have den effektive LO-økonom som presserådgiver - spindoktor - men senere ja, da han bliver opfordret til at blive ny næstformand i Socialdemokratiet. Derefter kender de fleste historien - han bliver valgt ind i Folketinget, udfordrer Svend Auken som formand, vinder og bliver kort efter statsminister - efter 10 års ørkenvandring med Schlüter som statsminister, konstaterer vor hovedperson. Rygrad som kogt makaroni Nyrups beskrivelse af beslutningen om at stille op som formand er bogens bedste afsnit. Her får han fremstillet alle de personlige og politiske dilemmaer troværdigt. Han sandsynliggør, at han ikke havde kongemordsplaner i skuffen, men at han langsomt så sig selv bygget op som udfordrer til den siddende formand, Svend Auken. Af partifæller, af radikale politikere, af pressens meningsmålinger. Nyrup skriver, at beslutningen om at stille op blev taget søndag 15. marts 1992 under et besøg på museet Louisiana. Og at udslagsgivende var en opringning tidligere på dagen fra en kilde i partiet, der fortalte, at Svend Auken på et møde havde sagt, at »Nyrup har en rygrad som en kogt makaroni«. Nyrup skriver, at »en partiformand, der kun havde foragt over for mig, det gad jeg simpelthen ikke«. Blufærdighed Formandsvalget og vejen til Statsministeriet fylder den sidste fjerdedel af 'Vokseværk'. Men forinden har man som læser været igennem en ørkenvandring af sider med beskrivelser af de politiske overvejelser, Nyrup gjorde sig i sin tid i LO og omegn. Det er variationer over et tema og alt for grundigt, når manden nu gerne vil skrive om sit liv. For der var jo mere i det liv end arbejde og politik. På godt og ondt, som det nu er for de fleste. Nyrup får godt nok undervejs præsenteret sine to første hustruer - men vi får intet indtryk af, hvad de har betydet for ham. Den ene danner senere par med Mogens Lykketoft - det kunne måske godt have kastet en enkelt bemærkning af sig. Og Lone Dybkjærs spektakulære entre i hans liv bliver kun strejfet, garneret med kærlige almindeligheder. Tilsvarende lidt får vi at vide om de mange personer i hans offentlige liv. Den tidligere LO-formand Thomas Nielsen f.eks. Han optræder flittigt i bogen - men Nyrups mere intime vurdering af ham bliver vi snydt for. Det skyldes formentlig Nyrups blufærdighed, men det bliver en alvorlig mangel ved 'Vokseværk' og gør den langt mindre interessant, end den kunne og burde være. Sorg og glæde Kun én person træder kraftigt igennem i bogen, og det er både naturligt og tragisk nok Nyrups datter Signe. Hans bekymring for den psykisk skrøbelige datter, hans selvbebrejdelser over ikke at bruge nok tid på hende udpensles mange gange undervejs. Hun er med den dag på Louisiana, hvor Nyrup beslutter sig for at udfordre Svend Auken. Og hun sidder på de sidste sider i bogen »stille og bleg« og venter på ham, da han kommer hjem - alt for sent efter sin første dag som statsminister. Hun har en gave med til ham, men går, så snart den er pakket op. Han skriver: »Jeg fulgte hende fra vinduet indtil hendes skikkelse forsvandt i aftenmørket. Mit ekstreme liv blev på denne særlige dag understreget af sorg og glæde i alle de dilemmaer og modsætninger, som livet jo også er«. Den næste dag holdt Poul Nyrup sit første ministermøde.