Det er et fantastisk materiale, OIe Sohn har fået fingre i: Breve, dagbøger og dokumenter fra 1900-tallets begyndelse, der blandt andet fortæller en klassiker om en hel families trængsler på grund af en rastløs drømmer af en far. Dengang fik alle en familiefars karrieremæssige påhit - automatisk og uimodsigeligt - direkte og drastiske konsekvenser for både hans kone og børn. Det er værd at huske, når man begræder kernefamiliens tømning. Skæbnesvangert møde med Rusland Den historie, Ole Sohn fortæller, har som sædvanlig med Rusland at gøre. Med udgangspunkt i sin fortid som formand for det Moskva-tro danske kommunistparti og trods (eklatant) ukendskab til sproget har Ole Sohn med velfortjent succes kastet sig over beskrivelser af danskeres skæbnesvangre møder med Rusland, revolutionen og det sovjetiske system. Karriere i det sovjetiske politi I dette tilfælde begynder historien - kort fortalt - med en dansk landmand, der trods fremgang og tryghed på en god gård hellere vil have eventyr og hurtige penge. Far Viggo lader sig friste af Sibirien og slæber hele familien med. Det går galt, familien må rejse hjem i 1912 - men har ikke råd til at få den 15-årige søn Poul med. De trængsler, især moderen Nancy gennemgår for at holde sammen på familiens tre andre børn (og et i vente, der må bortadopteres!) på trods af den i øvrigt elskede og behjertede ægtemands gentagne fejl, svigt, uheld og sælgen ud, er manende læsning. Tjekaen Den efterladte, seje søn Poul gør efter nogle hårde år under borgerkrigen karriere i det sovjetiske hemmelige politi - og det er i beskrivelserne af hans dramatiske, barske liv, at den i øvrigt samvittighedsfulde forfatter gør sig skyldig i eufemismer og selektive beskrivelser. Synsvinklen hos Sohn er hele tiden bolsjevikkernes. (På sin egen, yderst relative måde er det - kun lige p.t.! - perverst forfriskende.) Man bliver næsten mindet om sovjetisk historieskrivning. Således omtaler Ole Sohn Pouls arbejdsplads, den første udgave af KGB: »Under og efter revolutionen, hvor bolsjevikkerne skabte den røde hær, etablerede de også et nyt hemmeligt politi, der blev kaldt Tjekaen, som stod for 'Den overordnede kommission til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage'«. Tre smukke koner i hurtig rækkefølge Poul Schiøtz blev tidligt - og med god grund i egne erfaringer som underbetalt daglejer - bolsjevik, medlem af partiet, politisk kommissær og officer i Tjekaens særlige afdeling. Hans blodige og efterhånden mere og mere magtfuldkomne arbejde med »til enhver tid at bekæmpe systemets fjender« beskrives lakonisk som 'Tjeka-jobbet'. Ikke desto mindre er arbejdet til tider psykisk hårdt for den stakkels Poul. Dertil kom, at de fysiske forhold både før, under og efter revolutionen var yderst primitive - noget bogen overbevisende får demonstreret. Mens familien hjemme i Danmark er gennem et rutsjebanelignende skæbneforløb (far Viggo forspilder gang på gang den møjsommeligt opnåede tryghed) stiger bolsjevikken Poul i graderne og får til opgave at rense hele Østsibirien for såkaldte 'hvide' kontrarevolutionære grupperinger. Senere bliver han leder af et statsligt aktieselskab til fremme af bl.a. fiskeindustrien på Kamtjatka i det kolde nord. Undervejs har han tre smukke koner i hurtig rækkefølge, den ene af dem er han gift med flere gange. Han får en enkelt gang besøg af sin mor (de genfinder hinanden takket være et brev til Politiken i 1922!), og da hun naivt fortæller ham om togets (illegale) spiritusforsyning, bruger han - nærmest som en relativ venlighed - sin magt til afpresning af togrestauranten. Fra Aalborg Katedralskole til tysk efterretningstjeneste Poul Schiøtz opførte sig sikkert ikke værre - sandsynligvis endda bedre - end andre med hans uhyggelige beføjelser, og han var efter alt at dømme en meget dygtig mand. Det er ikke et karaktermord på ham, jeg efterlyser; blot en mindre hildet beskrivelse af den historiske situation. Beskrivelserne af Pouls senere karriere minder mange steder om de nu glemte sovjetiske romaner, hvor en retsindig progressiv og handlekraftig mand kæmper mod forstenede, dogmatiske og forræderiske bureaukrater. Det kaldtes socialistisk realisme. Hvis man kridter de kritiske sko og ikke lader sig forføre til historieforvrængning af den loyale tone og apparatlogik i beskrivelserne af sovjetstyrets første hårde år, er det yderst interessant at læse om en ung dansk mand, der gjorde karriere hos bolsjevikkerne. Han selv får også ørerne i udryddelsesmaskinen i 1937-39, men overlever mirakuløst. Der har nemlig lige på tidspunktet for hans parodi af en retssag - efter tortur, naturligvis - været udskiftninger i den øverste bøddeltop (fra Jezjov til Berija). Det kommer uventet Poul til gavn, da han i en sidste fortvivlet tale forsøger at rense sig selv for de absurde anklager. I Poul Schiøtz' tilfælde skulle allerede rektor Zerlang på Aalborg Katedralskole have hvervet ham til den tyske efterretningstjeneste ...