Tom Buk-Swienty er den fødte matematiker. Formelt er han ganske vist cand.mag. i historie og amerikanske samfundsstudier, men hans potentiale inden for matematikken er ikke til at tage fejl af. Weekendavisens tidligere USA-korrespondent kan simpelthen ikke se en tangent uden at gå ud ad den. Vejret hin pinsesøndag Det beviser han til overmål i sin nye tommetykke biografi om Jacob A. Riis, der fra en beskeden opvækst i Ribe blev en af USA's mest kendte journalister, en vigtig social reformator, personlig ven med præsidenten og en legendarisk fotograf af social nød og elendighed. Riis er en utrolig historie, både som person og som prisme til livet i både USA og Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, og Tom Buk-Swienty har sat sig mere end almindeligt godt ind i sagerne. Han ved tydeligvis alt, hvad der er at vide om Riis og hans tid, helt ned til hvordan vejret var hin pinsesøndag i 1870, da Riis ankom som immigrant til New York. Historien fortager sig Detaljer af denne art er nøglen til at gøre en biografi medrivende og hovedpersonen levende for læserne, og det lykkes også ganske ofte her. Men alt, alt for mange steder lader Buk-Swienty sin viden løbe af med sig og fylder siderne med snesevis af lidet relevante og meget lange anekdoter om bipersoner i Riis liv og levned. Tempoet kommer så langt ned, at historien om Riis til tider fortager sig fuldkommen, mens vi dykker helt ned i de tyske rødder til en af de mange andre sociale reformatorer på Riis' tid. Ikke alle ribensere har det lige hårdt Mange vil givet kaste læsebrillerne undervejs gennem de knap 500 sider eller bare bladre rundt i de mange herlige billeder, Riis blev berømt på. Hvilket er en stor skam, eftersom Riis, hans historie og hans bedrifter vitterlig er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Historien om Jacob A. Riis starter som så mange gode historier i det små. Han bliver født i maj 1849 i det smukke, men fattige Ribe. Faren er lærer på Katedralskolen, moren hjemmegående og tiderne hårde. Fire af Riis' søskende dør som spæde, og endnu et par stykker falder fra i barndommen. Ikke alle ribensere har det naturligvis lige hårdt, mere lystigt står det til hos familien Giørtz, hvis plejedatter Elisabeth den unge Jacob forelsker sig hovedkulds i. Det bliver der dog ikke meget af, og da Riis heller ikke viser de store talenter i skolen, drager han som så mange andre arbejderklassebørn i en alder af 16 år til København for at finde lykken. Sulten og trist i seng Meget mere end en uddannelse som tømrer bliver det dog ikke til, og da Elisabeth takker nej til hans meget friskfyragtige friermål, beslutter Riis at tage til den nye verden og starte på en frisk i Amerika. Som sagt så gjort, og i juni 1870 kan han efter en ussel overfart på tredje klasse gå fra borde i New York. Tydeligvis ikke særlig godt rustet til storbylivet lægger den unge dansker ud med at bruge halvdelen af sine penge på en pistol, som han af politiet straks bliver bedt om at lægge fra sig. Trods uvidenheden om sit nye hjemland går det dog i starten nogenlunde for den unge immigrant, der får skiftevis ansættelse som tømrer, minearbejder, agurkeplukker og høstarbejder. Riis er tydeligvis ikke bange for at tage fat, men også en rastløs sjæl, der har vanskeligt ved at blive ret længe et sted. Det koster, og i de første par år må Riis da også flere gange bide i græsset og gå sulten og meget, meget trist i seng. Så trist, at selvmordet enkelte gange spøger i tankerne, uden dog at blive til andet og mere end det. Redaktør for lokalavis Riis' første år i USA er i det hele taget en kalejdoskopisk immigranttilværelse, hvor han på forbløffende kort tid bosætter sig i en lang række byer og forsøger sig med så forskellige erhverv som minearbejder, strygejernssælger og omrejsende reklamemand. Vi er langt fra det fastlåste Danmark og visionen om at blive ved sin læst. I den nye verden skyder man med spredehagl efter, hvor der er muligheder, og hvad man er bedst til, og det tiltaler tydeligvis Riis. Selv rammer han for alvor plet, da han ved et lykketræf i slutningen af 1873 bliver reporter på nyhedsbureauet New York News Association. Hvordan det går til, at han blot tre år efter at være ankommet til USA har lært sig engelsk på et tilstrækkeligt højt niveau, kan man undre sig over, og Buk-Swienty kommer ikke nærmere ind på det. Men lykkes gør det, herfra går det ujævnt, men støt fremad for Riis. Året efter bliver han redaktør for lokalavisen South Brooklyn News, som han en overgang endda ejer, og det lykkes ham også at gifte sig med sin elskede Elisabeth, som han i triumf drager til Danmark og henter. Riis fandt sit kald Endnu har Riis dog ikke fundet sit kald og det, som skal gøre ham berømt. Første rigtige skridt i den retning kommer i 1877, hvor han bliver ansat som politireporter på den prestigiøse New York Tribune. Det var i denne egenskab, at han begyndte at komme i de slumkvarterer på Lower East Side, hvor hundredtusindvis af immigranter levede et usselt og elendigt liv. Lejekasernerne havde skabt en ekstrem befolkningstæthed på omkring 500.000 mennesker pr. kvadratkilometer, 30 gange mere end i nutidens New York, der - som enhver besøgende vil vide - ellers ikke just er en by, hvor det flyder med pladsen. Tusmørket herskede i disse kvarterer, hvor bygningerne lå så tæt, at vinduerne så direkte ud på andre mure, og hvor meterhøje dynger af affald afgav deres ubeskrivelige dunster. Det var en verden, de dannede newyorkere aldrig kom i, men som rummede en million mennesker og således udgjorde næsten to tredjedele af byens indbyggere. Og det var i disse smalle og ildelugtende gyder, at Riis fandt sit kald. Han blev rystet, oprørt og opildnet til at gøre noget ved sagen. I første omgang skrive om det i toner, så læserne kunne fatte, at de mennesker, som henslæbte deres tilværelse her, var af kød og blod og drømme ganske som dem selv, og at det var uværdigt og ukristeligt for en storstad som New York at tillade sådanne forhold. Kendt og agtet skikkelse i reformkredse Riis var selvsagt ikke den første, der tænkte disse tanker, der var en række andre fremtrædende reformister, der også forsøgte at forbedre forholdene. Men Riis havde to styrker. Han skrev medrivende og så før nogen andre mulighederne i fotografiet som påvirkningsmiddel. Da blitzen blev opfundet i 1877, blev det med et muligt at fotografere virkeligheden også i dens mindre oplyste kroge og dermed helt bogstaveligt at vise de velstående newyorkere de forhold, de fattige levede under i den sydlige ende af Manhattan. Og den kombination virkede. Mange af billederne tog Riis ikke selv, men havde hjælpere til, men visionen og udvalget af steder og mennesker at fotografere var hans værk, som han første gang præsenterede i form af en række foredrag og - efter et længere lobbyarbejde - i en stort anlagt artikel i julenummeret i 1889 i det anerkendte Scribner's Magazine. Derfra gik det for alvor stærkt. Dagen efter artiklen var blevet bragt, blev han opfordret til at forlænge artiklen til en bog, som der allerede var en interesseret forlægger til. Som sagt så gjort, og i løbet af det næste år skrev Riis bogen, der gjorde ham berømt. 'How The Other Half Lives' udkom i 1890 og blev straks en kæmpesucces. Riis ramte tydeligvis en nerve og blev med et slag en kendt og agtet skikkelse i reformkredse. Fabelagtig historie og menneskeskæbne Dermed var sporet sat for resten af hans tilværelse. Han blev ved med at skrive, men blev i stigende grad også involveret i forbedringen af forholdene for de svageste, Det var i denne forbindelse, han mødte og blev venner med den senere præsident Theodore Roosevelt, som Buk-Swienty gør en del ud af i sin bog. Og der er da også noget fantastisk over, at en fattig knøs fra Ribe i løbet af mindre end en generation bliver en kendt og agtet reformator i USA, en stor journalist og nær ven af selveste præsidenten. Det viser en åbenhed over for immigranter, man i den grad savner i dagens Danmark. Selv om USA - som Riis selv til overmål dokumenterede - var et ekstremt ulige land , er det på mange måder også mulighedernes land, hvor knofedt og talent kan bringe en endog meget langt. Det er vitterlig en fabelagtig historie og menneskeskæbne, som Tom Buk-Swienty har fat i, og som han skal have stor tak for at have gravet frem og genfortalt. Men som sagt skal læseren forbi ualmindeligt mange afstikkere om længst glemte newyorkere, hele kapitler om Ribe i 1850'erne og sågar også om Elisabeths første forlovede, så man til tider er ved at miste modet og kun holdes oppe af de righoldige illustrationer, der pryder bogen. Lidt mere stringens og prioritering havde gjort underværker.