Det må jeg ærligt sige, jeg er glædeligt overrasket over kritikeren Lars Bukdahls splinterny monografi om digteren Flemming Palle Jacobsen (alias F.P. Jac), der er præsenteret som en fødselsdagsgave til digteren, der fylder 50. Koketteri, ordgejl og narcissisme slipper vi naturligvis ikke for, men i modsætning til sidste sæsons 'Generationsmaskinen', der var et kalorietomt og kedeligt hvidt franskbrød, er der her tale om et frugtbart, grundigt, vidende og ikke fuldkommen perspektivløst studie af F.P. Jacs digtning. Bukker behørigt Litteraturforsker bliver Bukdahl aldrig, og nogen stor digter næppe heller, men her viser han et genuint talent for at bedrive kritik, og det må man glad tage hatten af for og bukke behørigt (også selv om han stadig mangler at have læst en brøkdel af forbilledet Poul Borums kanon). Både Thomsen og Jac Jac har også og ikke mindst grund til at være glad, for Bukdahl leverer et over pæne stræk overbevisende forsvar for, at Jacs kanonaktier bør stige betragteligt i værdi, at vi bør skrotte det kedsommelige og misvisende billede af den pimpende bohemedigter og erstatte det med portrættet af en virkelig original og som bedst blændende og kærlig og såmænd også kløgtig digter på sproget dansk. Bukdahl vil besynderligt nok gerne mime Bush Jr. og siger, at vi skal have enten Søren Ulrik Thomsen eller F.P. Jac, men hvorfor dog ikke både-og? Skødesløs brillans Allergladest er jeg dog næsten for, at Bukdahl hæderligt beretter, at Jan Henrik Krogh Nielsens banebrydende (men ukendte og uudgivne) speciale om F.P. Jac ligger til grund for majoriteten af Bukdahls egen indsats. Derudover må vi kort se på sagen, som er: Bukdahl vil ikke lade sig nøje med frådende at rose digteren Jac, men vil gerne vise og demonstrere, præcis hvorfor han er så glimrende, udpege nøjagtigt hvilke formelle og tekniske greb, der ligger til grund for det, der for ofte forekommer at være skødesløs brillans hos Jac. Sympatisk, og vejen går da over en længere række ædruelige, formelle beskrivelser af Jacs digte, et udmærket generationsrids og et snit gennem receptionshistorien, en kortlægning af den (næsten) fulde bredde af Jacs rige produktion, et virkelig fint og kongenialt venskabsinterview med Jac samt endelig den pragtfulde rosin i lyrikpølseenden, nemlig en 'Jacistisk Ordbog' over alle Jacs neologismer, altså selvopfundne ord. Jac skal ses - ikke overses Der er noget rørende over Bukdahls venskabsgestus, og han har denne gang gjort sig umage, så den kritiske monografi rent faktisk beriger os med mere viden om Jac, end vi havde i forvejen. Tillykke til Jac med en god ven, og en god kritisk læser - og tillykke til de nordiskstuderende, der fra nu af med Jan Henrik Krogh Nielsen og Bukdahl ved hånden har fået gode guidebøger forærende til studiet af den i to henseender oversete digter: Jac er på samme tid blevet set for meget som karikatur og for lidt som god digter. Nu må det være slut, fra nu af må Jac ses - og ikke overses.