En muslim bliver kristen

Lyt til artiklen

Omvendelseshistorier er ret almindelige. I hvert fald i pietistiske kredse. Det er en personlig bekendelsesgenre, hvor man involverer andre mennesker i, hvordan man efter et syndigt liv i druk og hor pludselig mødte Jesus, vendte om og genfandt sig selv som genfødt kristen. Genfødslens sol Det er efterhånden en historie, der er hørt mange gange før. Hvad end det drejer sig om korsbærende gadeprædikanter, der kalder sig Moses, eller krigsførende præsidenter, der hedder George, er omvendelseshistorierne altid skåret til efter samme skabelon. Der er aldrig noget nyt under genfødslens sol. Og dog. Fra troende muslim til genfødt kristen Den iransk fødte Massoud Fouroozandeh, der i dag er præst i en pinselignende kirke for kristne iranere i Odense, kan netop fortælle en omvendelseshistorie, der på mange måder skiller sig ud fra de vanlige beretninger. I medierne hører man ofte om danskere, der har konverteret til islam. Men man hører kun sjældent om muslimer, der har konverteret til kristendommen, selv om det ifølge nyudgivelsen 'Den forbudte frelse. Fra koransanger i Iran til kirkefader i Danmark' langt fra er et usædvanligt fænomen. Nu får vi langt om længe mulighed for at få et indblik i den omkostningsfulde og bestemt ikke ufarlige proces, der forvandler en troende muslim til en genfødt kristen. Finder fred med Gud, sig selv og verden Bogen lægger vægt på de selvbiografiske, anekdotiske detaljer i Massouds livshistorie, og er således tro mod den pietistiske bekendelsesgenre, der kun sjældent begrunder opgøret med fortiden på en kritisk, reflekteret måde. Langt størstedelen af bogen er derfor en kronologisk skildring af udviklingerne i Massouds liv fra barndommen i den islamiske revolutions Iran, hans dramatiske flugt fra krigen mod Irak frem til ankomsten til Danmark som 15-årig i 1980'erne, hvor forstående socialpædagoger og racistiske grønjakker og gymnasielærere på hver deres måde satte deres præg på ham. Klimaks er selvfølgelig omvendelsen til kristendommen, 'den forbudte frelse', hvori Massoud endelig finder fred med Gud, sig selv og verden. På jagt efter en nådig Gud Man kan læse bogen som en personlig fortælling om kampen for at opnå frihed dels fra det totalitaristiske præstestyre i Iran, dels fra en streng lovreligiøsitet, som nær havde udslettet livsviljen og selvtilliden hos den unge Massoud. Ligesom Luther for små fem hundrede år siden var også Massoud på jagt efter en nådig Gud, der ikke dømmer mennesket uden i samme åndedrag at frifinde det. Netop ved at gøre beretningen så personlig, som den er, undgår bogens forfattere at skildre konverteringen som et polemisk og principielt opgør med islam. Og det er da positivt. Men desværre vanskeliggør det også muligheden for kritisk/konstruktiv dialog mellem muslimer og kristne, for fortællingen er Massouds og ingen andres. Men ok - man kan ikke få det hele på én gang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her