Hvad skal man læse højt for sine børn? Spørgsmålet har altid gjort mig helt stresset, for det er jo nu, det er nu: Når først pigen eller drengen er blevet teenager, så er det lidt sent at komme i tanke om 'Mis med de blå øjne', hvis nu man havde glemt den, mens tid var. Derfor har jeg egentlig altid ønsket mig en bog som den, Torben Weinreich og Nina Christensen her velsigner os med: en oplæsningskanon til den aldersgruppe, der kan læses op for, men som endnu ikke kan læse selv. I skolesammenhæng vil det vel sige fra børnehaveklassen til 2. klasse (som skrevet står i forordet), men egentlig ærgrer det mig lidt, at man ikke har tænkt også i forældre til endnu mindre børn - og i pædagoger til selv samme. Så længe vi alle sammen tager ungerne på skødet og læser nogenlunde samme fællesmængde af historier for dem, så kan det ikke gå helt galt hverken med almendannelsen eller sammenhængskraften hertillands. Internationalt Man bliver i godt humør og oplæsningshopla af 'Kanon i dansk 0-2'. Den omfatter 68 tekster, der spænder fra Æsop til Halfdan Rasmussen og altså er meget mere end 'dansk'. Her er f.eks. Charles Perrault (bl.a. 'Den bestøvlede kat'), La Fontaine (bl.a. 'Hønen med guldæggene') og en lang række eventyr fra hele verden og fra mange tidsaldre. Og her er flere billedbøger gengivet i deres helhed: Egon Mathiesens 'Frederik med bilen' og 'Aben Osvald', Kamma Laurents og Storm P.s 'Spørge Jørgen' og Flemming Quist Møllers 'Cykelmyggen Egon'. Billede versus tekst Når man læser billedbøger højt, er det helt afgørende, at der er et rigtigt og rytmisk forhold mellem billede og tekst - samt at børnene kan følge med i billederne. Det sidste må være lidt af et problem, når man læser højt for en hel skoleklasse (hvad antologien her altså primært sigter mod). Det første, forholdet mellem billeder og tekst, undrer jeg mig ofte over, at så få forlag mestrer, navnlig når der er tale om illustrerede bøger: Der er for få og for urytmisk placerede illustrationer. Hvor er Asterix? Til gengæld synes jeg selv, det er fantastisk irriterende at læse op af tegneserier, hvor der er for mange illustrationer, så man får tennisarm af at pege. Antologien her viser nogle af de helt geniale eksempler på, hvordan tekst og illustration kan gå i ét, men det undrer mig nu alligevel, at der ikke er én eneste tegneserie med. Tintin, Lucky Luke og Asterix hører i hvert fald til vores hjemlige kanon for denne aldersgruppe. Desværre for min tennisarm. Lutter fine sager Sandt at sige savner jeg faktisk en hel del titler fra vores egen børnereol, jeg nævner i flæng: 'Peter Pedal', 'Babar', 'Lille Sorte Sambo', 'Muldvarpen som ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved', 'Den store Bastian', 'Lange Peter Madsen', 'Den lille prins', 'Alfons Åberg'. Nogle af disse ville jeg have den sorteste samvittighed over at glemme at introducere ungerne til, så Gyldendals kanon er altså på ingen måde skudsikker. Personlig havde jeg nok droppet et par af de otte Halfdan Rasmussen-historier eller et par af de syv La Fontaine-fabler og i øvrigt lidt af hvert for at få plads til nogle af de nævnte, og Jørgen Clevin savner jeg for resten også, men som min far sagde: »Den, der vil have alt det, han ser, han må græde, mens andre de ler«. Hvis jeg nøjes med at se ned i Weinreich og Christensens antologi, så ser jeg lutter fine sager i et kvalificeret og personligt udvalg, som jeg garanteret kommer til at slide på fremover.